FÆLLESSKAB: Hele 75 mennesker deltog i fællesspisning på Den Grønne Frø

Der var dømt hygge og stemning, da 75 glade mennesker forleden deltog i et hyggeligt arrangement på “Den Grønne Frø” i Aarsballe.
Folkebevægelsen mod ensomhed arrangerer to gange årligt og i samarbejde med Ældre Sagen arrangementet “Danmark spiser sammen.” Ældre Sagen Bornholm har igennem flere år stået for disse arrangementer her på øen.
Brobyggerne Anna og Dorthe kom forbi og satte gang i den gode samtale og opfordring til at komme i snak med sidemanden. Middagen, forloren hare med det hele, kom på bordet akkompagneret af blide tone fra Jan Torgensens piano.
Snakken var godt i gang fra start, og der blev sunget fra Ældre Sagens sangbog ”Sange til livet.”
Kaffe og kage
Lidt bevægelse skulle der også til, så alle, der kunne, blev bedt om at rejse sig og få lidt gang i fødderne: Mottoet ”Bevæg dig for livet” kom i spil.
Der var kaffe og kage til den søde tand, og en af deltagerne, Olav Terkelsen, ønskede at synge en bornholmsk sang fra gamle dage: Den blev godt modtaget, og efterfølgende var der opfordring til andre til at komme med en god historie eller joke.
Sanglysten fortsatte og Jan Torgensen gav med flot røst bl.a. Peter Vesths ”Veras Vinterven”, Shubiduas ”Den røde tråd” og Tommy Seebachs ”Under stjernerne på Himlen.”
“Det blev en dejlig dag for alle,” fortæller Irene Duncker fra Ældre Sagen Bornholm: “Alle gik hjem med et smil på læben…”


