V-kandidat ønsker flere sundhedshuse

KV21′: Bornholms Regionskommune bør støtte mere op om et eller flere sundhedshuse på Bornholm. Det siger, Venstres kandidat til kommunalvalget, Heidi Burgedahl.

Heidi Burgedahl – flere sundhedshuse

 

Tankerne om et større sundhedshus i Rønne har været til stor debat det sidste års tid. Det er dog ikke rykket meget nærmere. Det er ærgerligt, mener Heidi Burgedahl (V).

 “En ihærdig arbejdsgruppe har samlet en række sundhedsfaglige personer og lavet et meget interessant oplæg, der skitserer konturerne af et både spændende og meningsfyldt sundhedshus i Rønne”, siger Heidi Burgedahl Kristiansen (V) og fortsætter: “Det ser blot ud til, at det måske ikke hjælpes tilstrækkeligt på vej, og det synes jeg er ærgerligt.”

 Tænk længere

Venstre-kandidaten peger på, at Bornholms Regionskommune efter hendes opfattelse bør være en mere aktiv medspiller. Det gælder både i udarbejdelsen af selve visionerne, i et eventuelt mere konkret planlægningsarbejde samt nok så væsentligt i tankerne om, hvad et sundhus kan indeholde.

For kortsigtet  

Det ser ud til, at folkene bag det mulige sundhedshus i Rønne har mødt lige så meget modstand som medspil”, siger Heidi Burgedahl og fortsætter: Der har været udmeldinger om, at der ikke kan lægges kommunale aktiviteter i et sundhedshus, og her har folkevalgte så brugt økonomi som argument. Det er dog noget kortsigtet, synes jeg. Et sundhedshus handler om at skabe rammerne for et fagligt fællesskab, der gør det endnu mere attraktivt at drive praksis med mere her på Bornholm.

Flere kapaciteter

 Ifølge Heidi Burgedahl handler det om, at Regionskommunen ser længere og spiller aktivt med i det at tiltrække sundhedsfaglige kapaciteter til Bornholm.

 “Det kan hurtigt blive rigtig dyrt og besværligt for bornholmerne, hvis vi for eksempel mangler endnu flere tandlæger og deres andre sundhedsfaglige kollegaer, og derfor skal vi som kommune engagere os mere i for eksempel løsninger som et sundhedshus…”

 Støt ildsjælene

Ifølge Heidi Burgedahl Kristiansen handler det ikke kun om, at Bornholms Regionskommune overvejer, hvilke aktiviteter de med fordel kunne indtænke i et sundhedshus. Det handler lige så meget om at støtte initiativtagerne på andre måder.

 “Bornholms Regionskommune kan også støtte op, når det eksempelvis gælder at udvikle mulighederne og selve planerne mere konkret. Det er ikke mit indtryk, at der har været meget af dette hidtil. Bornholms Regionskommunes dygtige administration er dog vigtige, når der eksempelvis skal laves et fornuftigt oplæg til kommunalpolitikerne. Samtidig kan kommunen støtte op om dialogerne med Region Hovedstaden, siger Heidi Burgedahl og slutter: Det handler om, at vi også støtter ildsjælene på dette område.

 

Fik du læst?