.gif)
DEBAT: Udsatte borgere skal mødes med værdighed, tillid og hjælp – ikke ensidig kontrol og sanktioner, skriver de to medlemmer af Det Konservative Folkeparti på Bornholm, Torben Kofod Ager, Aakirkeby og Kristoffer Kromand, Rønne.
Af Torben Kofod Ager, Aakirkeby og Kristoffer Kromand, Rønne
Det Konservative Folkeparti Bornholm
Den nyligt vedtagne politiske aftale om værdighedsreformen markerer efter vores opfattelse et vigtigt nybrud i dansk socialpolitik. For første gang ser vi et bredt politisk samarbejde, der gør op med den traditionelle tænkning om ret og pligt for de allermest udsatte borgere. I stedet sendes et klart signal: Udsatte borgere skal mødes med værdighed, tillid og hjælp – ikke ensidig kontrol og sanktioner. Det er et signal om nytænkning, som vi tillægger stor betydning.
Reformen bygger på en grundlæggende erkendelse af, at de mest udsatte borgere skal fritages fra en række krav og sanktioner og i stedet mødes med mere omsorg og hjælp dér, hvor de er i livet. Det er i praksis udtryk for en ny samfundskontrakt for de allermest udsatte, hvor samfundet påtager sig et tydeligere ansvar for mennesker, som ikke har forudsætningerne for at leve op til de samme krav som resten af befolkningen.
Et centralt element i reformen er den nye tilgang til mennesker med omfattende stofbrug. Fremover får borgere mulighed for at beholde deres stof – eller mere præcist: deres medicin til eget brug – uden automatisk konfiskation eller straf. Det er vigtigt at forstå, at mennesker med afhængighed kan blive alvorligt syge og i nogle tilfælde miste livet, hvis de fratages deres stof. I praksis har det alt for ofte betydet, at mennesker er blevet presset ud i kriminalitet for at skaffe den medicin, som gør, at de kan fungere og overleve.
Det er svært at leve med afhængighed af rusmidler. Og det kan være endnu sværere at komme ud af den. Reformens formål er derfor ikke at legitimere stofbrug, men at mindske skade, skabe stabilitet og opbygge den tillid, der er afgørende for, at mennesker kan tage imod behandling og støtte.
Samtidig er reformen et opgør med en tilgang, der alt for ofte har skubbet mennesker længere væk fra systemet. For os er det et skridt i retning af en mere menneskelig og realistisk socialpolitik. En politik, hvor vi giver plads til de skæve liv – men aldrig accepterer uværdige liv.
Men en national reform kan ikke stå alene. Skal værdighedsreformen have reel effekt, må den tilpasses og formes lokalt. Bornholm er ikke København. Vi har andre afstande, færre tilbud og andre strukturelle vilkår. Til gengæld har vi tætte netværk, stærke fællesskaber og korte beslutningsveje. Det er styrker, som jeg mener, vi aktivt skal bringe i spil.
Også på Bornholm lever mennesker i udsathed. Mennesker med psykiske lidelser, hjemløshed eller langvarigt stofbrug. Mange af vores mest socialt udsatte medborgere kæmper samtidig med psykiske sår, der kan stamme fra en opvækst præget af vold, omsorgssvigt eller overgreb – eller fra et liv uden fast bopæl, hvor utryghed og ensomhed har sat dybe spor. Deres problemer er komplekse, og standardløsninger er sjældent tilstrækkelige.
Derfor er det afgørende for os, at reformens grundtanke også bliver virkelighed i praksis: Som socialt udsat skal man kunne møde op ét sted og få den samlede hjælp og støtte, man har brug for. Hjælpen skal gives, uanset om man kommer fra København, Kerteminde, Lemvig – eller Bornholm. Det skal være slut med at blive kastet rundt mellem forvaltninger og systemer. De mest udsatte skal have hjælp dér, hvor de er – som borgere i Danmark.
En bornholmsk udmøntning af værdighedsreformen bør derfor bygge på:
- Sammenhængende og let adgang til hjælp, hvor borgeren mødes ét sted med overblik, respekt og faglighed.
• Opsøgende og mobile indsatser, der tager højde for øens geografi og for, at ikke alle har ressourcer til selv at opsøge hjælp.
• Tillid frem for straf, hvor mennesker med stofbrug og psykisk sårbarhed mødes med stabilitet og relationer, der på sigt kan føre videre mod behandling og et mere værdigt liv.
Det handler ikke om at give slip. Tværtimod handler det om at stille krav på en måde, der giver mening, og som mennesker faktisk kan leve op til. Orden, ansvar og værdighed er ikke hinandens modsætninger – de forudsætter hinanden.
Nogle vil mene, at Bornholm ikke har behov for denne type indsatser.
Det handler om, hvilket samfund vi ønsker at være. Et samfund, der tager hånd om de mest udsatte, uden at gå på kompromis med fællesskabets rammer.
Vi håber, at Bornholm vil – vi ved Bornholm kan – lykkes med at implementere værdighedsreformen klogt og ansvarligt. Vi mener samtidig, at Bornholm allerede har et stærkt udgangspunkt. Principperne i vores fantastiske indsats MIFO har efter vores opfattelse lagt grundstenen til den forandring, som reformen peger i retning af. MIFO har vist, at relationer, tillid og vedholdende støtte gør en reel forskel for mennesker i udsathed.
Vi håber derfor, at vi lokalt vil lade grundtankerne fra MIFO spille en aktiv rolle i implementeringen af værdighedsreformen. Lad os udbrede og inddrage de erfaringer, vi allerede har gjort os. Grundstenen hedder relationel velfærd – og den tilgang bør være bærende, hvis Bornholm skal lykkes med at omsætte reformens intentioner til konkret, værdig praksis.
Samtidig skal vi insistere på, at der kigges målrettet ind i relevante puljer og fonde, som økonomisk kan bidrage til at løfte indsatsen. Uden økonomisk opbakning risikerer selv de bedste intentioner at forblive ord på papir.
Værdighedsreformen skal ikke blot implementeres på Bornholm.
Den skal tilpasses og formes, så den passer til Bornholms udsatte.
”Man skal give plads til de skæve liv – men man må aldrig acceptere uværdige liv.”
