Ude er godt, men hjemme er bedst!
Gælder det i alle tilfælde? Nej, desværre.
Vi kender sikkert alle nogen, som ikke kan synge med på den sang. Hele livet igennem lider de under et dårligt hjem, en svær opvækst. De er præget af det livet igennem.
Nogen flygtede hjemmefra, så snart de kunne. De var som fremmede i det hjem, hvor de voksede op. Måske var der ikke direkte vold, men der var bare ikke godt at være. Hele barndommen var der en fornemmelse af ikke at være elsket, ikke at høre til.
Sådan er der desværre nogen, som har haft det.
Det gør så ondt at høre dem fortælle om det.
Jeg kender slet ikke til det personligt, men jeg har brugt nogle år af mit liv, hvor jeg har hørt mange, mange beretninger om svære barndomsminder.
Bevidstheden om at have været barn under sådanne vilkår har sat sig fast i den voksne.
Bitterhed og det ”at jeg er gået glip af noget smukt og godt!” har sat sig, som når en skovflåt borer sig fast og klæber sig til huden.
Hvordan kommer man over det?
Hvordan kommer en person, som har mistrivedes i sit barndomshjem, til at lykkes i sit voksenliv?
En svær barndom kan jo ikke gøres om.
Jeg deltog engang i en konference, hvor mennesker med den slags minder blev hjulpet gennem de minder, som havde martret dem gennem mange år.
Foredragsholderen guidede dem i tankerne tilbage til nogle af de værste minder, og midt i alt det forfærdelige bragte hun Jesus ind i situationen.
Jesus var netop ikke fraværende.
Han var der i mørket sammen med det fortvivlede barn, og der i mindernes mørke kom han til barnet med sin omsorg og sit nærvær. Der blev kastet lys ind i mørket – et guddommeligt lys.
Og Guds kærlighed i Jesus bliver os givet uden for tid og rum.
Det lidende menneske oplevede pludselig at se sig selv som det forsømte barn, som fik trøst og kærlighed, og som blev set og forstået.
Til min forundring blev det til fred og glæde hos dem på konferencen, som levede med dystre barndomsminder.
Jeg forstår bestemt ikke fuldt ud, hvordan det skete, men Gud gjorde et under, og gennem bøn og nærvær blev de dystre minder ligesom pakket ind og forseglet.
Pludselig var den lidende voksne blevet sat fri til at erkende sin svære, svære barndom og kunne leve med den, fordi den var badet i Jesus Kristi kærlighed!
Barnet fandt sit hjem.
Måske ville nogen sige, at vedkommende fandt hjem til sig selv. Nogen sandhed kan der være i det, men endnu bedre: Vi har alle et hjem hos Gud.
Her tænker jeg ikke på det hjem, vi får i evigheden efter døden. Det er for øvrigt et perfekt hjem, hvor vi straks vil vide os omsluttet af Guds favn og Guds kærlighed.
Jeg havde selv et godt hjem.
Der var megen kærlighed, men heller ikke mit hjem var perfekt. Der er ingen forældre, som er perfekte.
Jeg var elsket, men jeg var også samtidig en meget usikker og ængstelig lille pige. Lidt bange for ikke at være god nok. Jeg husker, jeg holdt meget for mig selv. Jeg sagde ikke så meget om, hvordan jeg havde det indvendigt.
Jeg er ikke sikker på, det blev bemærket.
Jeg blev for øvrigt moppet i skolen, men som så mange andre børn fortalte jeg aldrig mine forældre om det.
Måske ville man i dag have sagt, at jeg mistrivedes, men nej, jeg var måske bare så usikker af natur, og jeg var elsket – måske endda lidt for meget, ville mine ældre søskende sikkert mene!
Alle har vi både gode og dårlige minder, men i vores forskellige hjem, hvor vores forældre gjorde det så godt, de nu kunne for at være gode forældre, der kan også vi finde fred og hjælp i tanken om vores opvækst ved at huske på, at Jesus var med hele tiden.
Vores fortid kan vi – af Guds nåde og i hans kærlighed – få fortiden pakket ind og forseglet, og udenpå pakken kan vi med store bogstaver skrive:
”Tak Gud, at du var der i gode såvel som svære dage!”
Fortiden pakket ind. Nutiden fyldt med Guds fred og glæde. Fremtiden ligger for altid i Guds kærlige og gode hænder.
Folkemødet på Bornholm er netop overstået. Sikke en masse mennesker, og os, der følger med på TV, får sandelig også meget ud af de forskellige arrangementer.
I en panelsamtale blev der talt meget om, i hvor høj grad man skal tilgive.
I alle livets forhold må vi have lov at bede om, at Gud selv vil styrke os, så vi også tilgiver andre, hvad der gik galt – f.eks. også i en svær barndom.
Jesus selv bad på korset: ”Tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør!”
Tilgivelse, vi giver til andre, sætter os selv fri.
Fri til at elske. Fri til at leve!
Så kommer vi hjem både til os selv og til Gud og får fred i hjertet og i tankerne.
Det er et Guds under, når det sker, men jeg tror nu på undere.
I dag på vej til et vigtigt hospitalsbesøg kom følgende sang/ salme pludselig ind i mine tanker, og mens bilen susede ud af motorvejen, sang jeg indvendigt igen og igen dette første vers:
”Foran mig er en vej, jeg ikke kender,
En sti, hvorom i dag jeg intet ved.
Jeg aner ikke, hvad i morgen hænder,
Om dagen bringer kampe eller fred.
Men eet jeg ved,
Mit liv er i Guds hænder,
Og Gud er evig kærlighed”.
(Find salmen på YouTube. Den er værd både at læse og at synge.)
Jeg fik god behandling på hospitalet og en god samtale med en kyndig og grundig læge, som var ydmyg nok til at søge råd hos en overlæge, og jeg kørte hjem med glæde og fred i hjertet og med en god plan fremover.
Glædelig søndag, kære læsere!
Kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Pens. sognepræst
