TV-bunden er ikke nået endnu…

De mere og mere idiotiske ting, man efterhånden præsenteres for i dansk tv, synes endeløse. På visse tidspunkter føler jeg, at nu må bunden da være noget med hensyn til de idiotstreger, samfundet i disse år byder os.

Et eksempel var forslaget om, at børn ned til fem-års alderen selv skulle vælge deres køn. Blot et enkelt eksempel på, hvor langt ned et misforstået frisind kan bringe et samfund – og som med statsgaranti vil blive betragtet med hovedrysten af kommende generationer.

Forleden så jeg – helt undtagelsesvist – morgen-tv på et hotelværelse, jeg opholdt mig på. Undtagelsesvist, fordi jeg normalt afskyr, især dansk morgen-tv, der primært består af hurtigsnakkere, der først og fremmest plaprer løs, i de fleste tilfælde er plapleriet endda af hele to studieværter.

Det er ikke til at holde ud af høre på – i alt fald ikke for de af os, der foretrækker en rolig start på dagen.

Og ja, man kan lade være med at åbne for sit tv, men man kunne måske ønske sig, at studieværterne tog det hele lidt mere afslappet, sådan kl. 6.30?

Værst af alt er, at der ofte står en fiffig mand i studiet og laver mad: Forleden blev der tilberedt en stærkt, chili-krydret asiatisk ret, som den kvindelige studievært smiskende glædede sig til at smage – sagde hun.

Sikke’ en gang sludder og vrøvl: Jeg kender ikke nogen, i alt fald ikke i Danmark, der spiser chilikrydret mad fra morgenstunden, så hvorfor alle morgenprogrammer skal belemres med kokkerier af den slags fatter jeg ikke. Hvad med at tippe os lidt om spændende og gerne anderledes morgenmad i stedet? På den tid af dagen?

Se til udlandet, hvor studieværterne er mere afslappede, siddende i et roligt, næsten hjemligt miljø – befriet for galninge, der tilbereder og spiser stærkt krydret mad fra morgenstunden.

Endnu et indslag den morgen vidnede om tidernes idioti: Nu er der mulighed for at få sig en digital kæreste. Det vil sige, at man taler med en robot – også om romantiske og mere intime emner.

Har man interesse i det sidste skal man betale for kærligheden, det er iøvrigt det, man i den fysiske verden kalder for prostitution.

Og alene tanken om at være fortrolig med en robot forekommer mig at være helt idiotisk.

Men ikke i studiet: En hurtigsnakkende og meget entusiastisk mand forklarede alt om denne form for samvær via en ChatBot – en robot. Den kvindelige studievært lyttede smilende og interesseret til, nej hvor sjovt, noget nyt og spændende….

Topnummeret var en til lejligheden tilkaldt sexolog, der udmærket forstod, at mennesker kunne få en digital kæreste, få et forhold til en robot, man kan tale med – og endda  – mod betaling – dele seksuelle ønsker med.

Jeg gentager: Med en robot…

Så kunne jeg ikke klare mere vrøvl den morgen og måte ty til den udvej, flere vil anbefale mig: At slukke for fjernsynet.

Det sker oftere og oftere…

God weekend…

 

 

 

 

 

Seneste artikler

Fik du læst?