Tilskuer til livet

I tegneserien Radiserne står Søren Bruun en dag ved en mur og kigger frem for sig.

Trine spørger: ”Hvad laver du her, Søren Bruun?”

Han svarer: ”Ikke noget særligt – jeg ville bare stå her og se livet passere – men det er ikke kommet forbi endnu!”

Søren Bruun ville gerne være sådan lidt af en tilskuer til livet, som om livet pludselig kom spadserende forbi.

Mange af os har prøvet det: Det er ikke så lidt nemmere at sidde og se en fodboldkamp – end selv at spille med.

Hvis man sådan sidder og er tilskuer til alt, hvad der foregår, så har vi alt for nemt en mening om det hele.

Vi synes selv, at hvis vi løb rundt dernede på banen, så kunne vi gøre det meget, meget bedre.

Og vi kommenterer alle de fejl, der bliver gjort. Vi råber op og skælder ud, når nogen misser et mål, eller når nogen dummer sig.

Vi kan så mageligt – med chipsene ved siden af os og en øl i hånden – se på livet, der passerer forbi.

Men vi tager ikke del. Vi er bare passive! Vi kan ikke stå på sidelinjen som tilskuere til livet og kommentere alt, hvad andre gør.

Gud har givet os livet med de vilkår, vi nu engang har, og han regner med, at vi vil engagere os, og han ønsker at bruge os i sin tjeneste til hjælp for andre mennesker.

Derfor er det ikke de folk, som får de fineste karakterer, der betyder mest, nej, det er vigtigere, at vi lægger mærke til, hvor vi måske kan hjælpe, og at vi betyder noget for andre mennesker. Livet er mere end høje eksaminer.

Livet er at være ødsel med sin kærlighed, og det skal ikke være sådan, at vort liv pludselig er gået, uden at vi har gjort det, Gud ville!

Kim Larsen synger: ”Fik du set det, du ville? Fik du hørt din melodi?”

Hvad er meningen med mit liv lige nu? Det er ikke, hvad jeg evt. skal gøre om 10 eller 20 år! Og spørger vi efter den melodi, som vi skal danse til, så er vi på rette vej.

Bibelen siger tydeligt, hvad meningen er: Nemlig at vi elsker Gud af hele vort hjerte, af hele vort sind, af hele vor sjæl, og at vi elsker vores næste som os selv. De to – Gud og min næste – hører uløseligt sammen.

Der er mange mennesker, som har brug for din og min hjælpsomhed, kærlighed, venlighed.

Niels Hausgaard fortæller mange sjove historier:

Han fortæller om forsikringsmanden, som hver eneste morgen sidder ved morgenbordet gemt bag avisen. Han kan ikke se sin kone, og han taler ikke med hende.

Niels Hausgaard siger: Så en dag slår hun ham ihjel, men da hun kommer i retten, så bliver hun efter en kort proces frikendt for mord, fordi dommeren skønner, at manden da vist ikke har været i live i de sidste tyve – tredive år.

Selvfølgelig er historien ikke sand, men den siger alligevel noget om, at sådan skal vi ikke behandle hinanden.

Vi har fået livet givet – af Gud, og vi er ikke alene på kloden. Vi har vore medmennesker, og vi skal ikke være tilskuere, der bare kan kommentere noget om, hvor åndssvage alle andre er. Vi snyder os selv, hvis vi bare gemmer os bag en avis eller bag et eller andet – uden at tale sammen eller uden at gøre noget som helst.

Det er nemt nok at være kærlige og betænksomme overfor de mennesker, som står os naturligt nær, men Jesus siger, at vi også skal vise vores interesse og give vores omsorg til mennesker, som vi egentlig ikke havde troet, vi ville komme til at have med at gøre.

Bare fordi vi alle er skabt er Gud, så har vi også ansvar overfor hinanden.

I Jylland i en af de lidt store provinsbyer faldt en mand om på gaden. Det viste sig senere, da man undersøgte ham på hospitalet, at han var blevet ramt af et hjertetilfælde.

Men han lå på gade i en time eller mere, og folk – masser af folk – gik forbi ham, og nogle sagde, da de så ham: Han er vist fuld – og så skyndte de sig forbi.

Han var ikke fuld, og havde han været det, skulle han alligevel have haft hjælp, ikke?  Men man kiggede løseligt på ham. Man ville ikke involveres. Man kom med kommentarer til hinanden, men man lod manden ligge, og han fik ikke den nødvendige hjælp i tide, og han døde. Det er desværre en ganske sand historie fra det virkelige liv – ganske vist sket for nogle år siden. Mon vi er blevet bedre siden?

Kunne det også godt ske her, hvor vi bor??  Sikkert.

I tiden har vi travlt på diverse sociale medier. Jeg finder det meningsfyldt at være med, og tænk at jeg kan have kontakt med så mange dejlige mennesker, som kan inspirere mig, og som jeg kan følge med stor interesse og såmænd også med en bøn til Gud, når det behøves.

Men det er sandt: Man kan også gå hen og blive tilskuer til livet på de sociale medier. Vi ser det, når negative kommentarer og hånende bemærkninger slynges afsted uden sans for, hvad det kan betyde af sorg og smerte for den, bemærkningerne går ud over.

Jeg kan blive tilskuer til livet, hvis jeg fristes til at tro, at hele sandheden ligger i min bedømmelse af en situation/ en begivenhed, som ligger langt, langt væk fra min plads i livet, og jeg bare synes, at alting er sort/ hvidt og fuldstændig kan klares på min måde.

Det er handling at indrømme, at det der kan jeg ikke gennemskue, og min mening er ikke nødvendigvis helt så fyldestgørende, som jeg umiddelbart tror. Det er så nemt at have en mening om noget, jeg i grunden ikke ved en pind om.

Nogen har kaldt det for en tilskuermentalitet, som vi skal lægge af os. Selvfølgelig er det i orden at mene noget, men bevar sagligheden og husk – livet er ikke altid sort/ hvidt.

Livet er ikke en sport for tilskuere. Livet skal leves og bruges. Livet er en kæmpe stor gave, så hvert øjeblik er vigtigt!

Jeg taler ikke om, at vi skal stæse afsted og være aktive hele tiden. Livet er et ”både og”. Engang besøgte Jesus to kvinder. Den ene Martha bebrejdede sin søster Maria, fordi hun havde ladt hende alene om madlavningen og alt det praktiske. Maria havde ”bare” sat sig ved Jesu fødder og lyttede til ham eller var ”bare” i Jesu nærvær! Jesus roste Maria, men jeg er overbevist om, at han også satte pris på den omsorgsfulde og travle Martha. Mon han ikke med glæde spiste hendes mad?

Maria var ikke en passiv tilskuer til livet! Vi har brug for hengivelse til Jesus og den dybe fred, som han kan give os, så vi kan gå aktivt ud i livet og betyde noget for Gud og mennesker! Der skulle helst være både en Maria og Martha i vores liv!

God søndag og kærlig hilsen

Agnethe Zimino
Pens. sognepræst