Tilfredshed med Ældreanalysen

Medlemmerne af følgegruppen for Ældreanalysen er blevet præsenteret for de endelige resultater af processen. Gruppen har gennem de sidste tre år fulgt kommunens analyse af ældreområdet

Borgmester Thomas Thors – nye og positive vinde over ældreområdet. (Foto. Finn Edvard)

 

Helt overordnet blev der på følgegruppens møde udtrykt glæde over, at der blæser nye og mere positive vinde over ældreområdet, og at der er sat gang i en større kulturforandring med dialogen i centrum. Borgmester Thomas Thors kaldte det, at det er lykkedes at ”ændre humøret i vores organisation”.

Ældreanalysens rapport bygger på syv indsatsområder, som har været under lup i perioden: Kerneopgaven, organisation og borgerrettet kvalitet, sygefravær, innovation, rekruttering, kompetenceudvikling og kommunikation.

Sygefravær bragt ned

Inden for hjemmeplejen er målet om at nedbringe antallet af medarbejdere, der kommer på besøg i borgerens hjem lykkedes. En strukturforandring har betydet, at de enkelte teams er blevet mindre, hvilket har haft en positiv effekt på både borgeres og medarbejderes trivsel. Generelt er borgerne kommet mere i fokus blandt andet grundet en større opmærksomhed på kerneopgaven. Sygefraværet er bragt betydeligt ned og ligger i dag endda lidt under mål.

Svært at få medarbejdere

Ligesom i resten af landet er det fortsat svært at skaffe kvalificerede medarbejdere til området, hvilket betyder at der er mange ubesatte stillinger. Der arbejdes derfor med mange forskellige måder til at skaffe kvalificeret arbejdskraft f.eks. ved at gøre det mere attraktivt at uddanne sig som SoSu-assistent, søge efter medarbejdere i nabolandene og gøre noget særligt for at tiltrække mænd til området, da det primært er dem, der er blandt de få ledige på Bornholm.

Kommunikationen og dialogen, både den mellem kommunens ældreservice og borgere der modtager hjælp, og den mellem ledelse og medarbejdere, er undervejs blevet øget, men der er stadig behov for mere og bedre inddragelse af borgerne og involvering af medarbejderne.

Kigge på plejecentre

Bjarne H. Kirkegaard, der er formand for Social- og Sundhedsudvalget har undervejs i hele processen udtrykt tilfredshed med indsatsen, som har haft stor betydning for især hjemmeplejen. Han sagde:

”Vi startede med hjemmeplejen, da det i særlig grad var her udfordringerne lå, nu er vi kommet langt der og kan også rumme at kigge nærmere på plejecentrene”.

Formand for Bornholms Ældreråd, Erik A. Larsen gav udtryk for, at man er kommet godt rundt og har fået gravet dybt, han sagde:

”Det er rigtigt godt, det I har gang i, men vi skal ikke glemme, hvordan vi kommer videre. Vi skal være fælles om at tale området op, så vi kan rekruttere medarbejdere. Og så skal der lægges handleplaner for de næste tiltag”.

God dialog

Fra FOAs repræsentant i følgegruppen, Dorthe Leah Pedersen var der også anerkendelse af processen:

”Der er sket rigtigt meget på tre år, og hvor er det dejligt, at vi bliver hørt. Der er en god dialog, og vi hører også fra medarbejderne, at de bliver hørt f.eks. i forbindelse med sygefraværsprojektet.”

Kulturforandring

I slutningen af mødet forsikrede chef for Center for Ældre, Christina Thorén Lilliedal at der også i fremtiden vil være fokus på at fortsætte kulturforandringen, blive arbejdet strategisk med rekrutteringen af medarbejdere, brugen af velfærdsteknologi og ikke mindst sikre god trivsel hos de ansatte.

Følgegruppen ønsker at fortsætte og følge områdets udvikling en tid endnu. Hvorvidt det bliver muligt ventes afklaret efter kommunalvalget i november. Resultaterne af Ældreanalysen og den endelige rapport bliver også fremlagt for Kommunalbestyrelsens medlemmer, det sker på et møde 23. september.

Medlemmer af følgegruppen for Ældreanalysen

  • Formand: Borgmester, Thomas Thors.
  • Næstformand: Bjarne Hartung Kirkegaard, formand for Social- og Sundhedsudvalget.
  • Direktør for velfærdsområderne: Trine Dorow.
  • Ældrechef og formand for CenterMED, Center Ældre, BRK: Christina Thorén Lilliedal.
  • Næstformand, CenterMED, Center Ældre, BRK: Nadja Agnes Skovgaard.
  • Arbejdsmiljørepræsentant, CenterMED, Center for Ældre: Sussi Birkebæk Lau.
  • Formand i AfdelingsMED, Plejeboligområdet: Helle Kofod Hansen.
  • Næstformand, AfdelingsMED, Hjemmeplejen: Synnøve Koefoed.
  • Arbejdsmiljørepræsentant, AfdelingsMED, Plejeboligområdet: Maibritt Nielsen.
  • Formand, AfdelingsMED, Hjemmeplejen: Annette Larsen.
  • Næstformand, AfdelingsMED, Plejeboligområdet: Mia Ingemann Rømer.
  • Arbejdsmiljørepræsentant, Hjemmeplejen: Birte Olsen.
  • Formand i CenterMED Sundhed og Forebyggelse: Karina Nørby.
  • Næstformand i CenterMED Sundhed og Forebyggelse: Katja Madsen.
  • Leder af Sygeplejen: Charlotte Høffding Larsen.
  • Kommunikationskonsulent i BRK: Gitte Bisse Bertelsen.
  • FOA Bornholm: Dorthe Leah Pedersen.
  • Faglig konsulent, Dansk Sygeplejeråd, Kreds hovedstaden: Lene Skielboe.
  • Formand Bornholms Ældreråd: Erik A. Larsen.
  • Faglige Seniorer, formand for FOA seniorklub: Ingrid Haagensen.
  • Ældre Sagen Bornholm: Steen Sejfert.

 

Seneste artikler

Fik du læst?

Elverskud i Aakirkeby

MUSIK: NylarsKoret opfører mandag 22. april Niels W. Gades værk Elverskud med tre professionelle sangere i Aa Kirke    Af Lene Dam Jørgensen Mandag 22. april kl.

Læs mere »