.jpg)
Forleden faldt jeg over nogle gamle nyheder på nettet. Det handlede om børnene, der blev flyttet fra udflytningscentret Sjælsmark kaserne, hvor forholdene ikke var gode.
Jeg har selv for 60 år siden haft fornøjelsen af at bo på kasernen uden nogen kendte mit navn. Jeg havde fået et nummer 454672 med tilføjelsen ”rekrut i artilleriet.”
Jeg husker alt for godt de kedelige bygninger med opholdsrum og sovesale, men da jeg havde følgeskab af 165 andre rekrutter, havde jeg nok at se til og så ikke den tristhed, der mange år efter gjorde Sjælsmark -børnene syge.
Da jeg stillede op i geleddet for 60 år siden, råbt en korporal: ”Er der en pressemand til stede?” Jeg gik et skridt frem og råbte: ”Her hr. korporal!” og den lille lort brølede tilbage: ”De kan presse min uniform i aften!”
Og den næste ydmygelse kom et par dage efter, da premierløjtnanten udfordrede de 165 mand i en løbekonkurrence ude fra felten og hjem til kasernen. Han var iført lette gymnastiksko, og vi andre havde fødderne i tunge støvler. Men han havde ikke taget højde for, at jeg på det tidspunkt var Sjællands hurtigste 400 meter løber, så da vi nåede frem, var der kun mig, der hang på. Han så overraskende på mig og sagde ”Ikke dårligt!”
Men dårligt blev det, da jeg gav formiddagsavisen B.T. et praj om, at en overordnet havde slået en menig. Da avisen kom på gaden, blev jeg kaldt ind på kontoret og fik besked på at skrubbe af til Ringsted Kaserne – befalingsmandsskolen.
Den skole var jeg tidligere blevet indstillet til, men jeg gjorde mig umulig, fordi Berlingske Tidende havde lovet at holde en stilling til mig, hvis jeg kunne nøjes med 16 måneders indkaldelse og ikke 24 måneder som det krævede at blive sergent.
Ved et tilfælde så jeg mine egne papirer og læste, at jeg var karaktermæssig- og helbredsmæssig uegnet som befalingsmand. På skolen blev jeg placeret i kostforplejningen, ligesom jeg skulle være ordonnans for oberst Hersom. Han var blevet gift med den kendte danske skuespillerinde Erni Arneson, der havde opholdt sig nogle år i USA og nu var vendt hjem til Danmark – med bopæl på Ringsted Kaserne.
Jeg fik derfor en fast plads på en stol uden for døren til oberstfamiliens lejlighed. Her modtog jeg ordre fra den unge smukke frue. Når hun åbnede døren var hun ofte i neglige, og jeg smækkede hælene sammen og stod ret foran hende. Der var fin udsigt til den dybe udskæring, og hvis jeg havde kendt titlen på hendes sidste film ”Ta’ hvad du vil ha,” havde jeg nok lænet mig frem i støvlerne for at få et bedre overblik.
Dagene gik med indkøb af ”sko i udvalg”, køb af blomster (De har sådan en god smag, 72), og højdepunktet var, når jeg besøgte tre-fire isbarer for at købe den helt rigtige is til fruens lille dreng, der kun ville have is med røde farver.
Sådan var livets gang i Ringsted i 60’erne.
.gif)
