Tiden går – nej, den iler!

”Det eneste, jeg ikke kan lide ved tiden her, er at opleve, hvor gamle mine jævnaldrende bliver!”

Dette er en nogenlunde gengivelse af en bemærkning, som jeg fandt på Facebook fornylig, men ikke kan finde lige nu og her igen.

Den giver udtryk for, hvordan tiden ikke bare går, nej, den løber! Jeg kan næsten ikke følge med (nu går jeg også dårligt, så der har jeg en god undskyldning!).  Jeg synes, alle andre ser så gamle ud og glemmer at se mig selv i spejlet!

Jeg kan se det på mine venner og på dem, jeg har kendt i mange, mange år. Tiden er gået, siden vi var unge, smukke og havde fuld fart på i livets mange gøremål. Nu har alderen sat sig i vore ansigter, kroppe, samtidig med jeg nu stadigvæk synes, der er liv i os. Vi er nu bare blevet ældre, end vi engang var.

Jeg vil gøre opmærksom på Benny Andersens digt om Tiden:

”Vi har tolv ure i huset
Alligevel slår tiden ikke til.
Man går ud i sit køkken
Henter kakaomælk til sin spinkle søn
Men når man vender tilbage
Er han blevet for gammel til kakaomælk
Kræver øl, piger og revolution.
Man må udnytte tiden, mens man har den.”

Og Benny Andersen fortsætter med sin beskrivelse af livets gang. Find hele digtet på Google og se, hvor hurtigt tiden går. Et genialt indslag i det, der skal være vores tanke denne søndag.

Tiden går bare så hurtigt! Lige pludselig er det klumme tid igen – en ugentlig beskæftigelse, som jeg efterhånden er blevet rigtig glad for! (Det vil så være skønt, hvis I andre, der er læsere, også er tilfredse med læsningen).

Den ene uge efter den anden går. Hvor er det vigtigt, hvad vi lægger i den tid, vi nu engang har fået som en gave fra Gud selv.

Pas på – uden du næsten tænker over det, så er tiden ikke blot gået, den er løbet, og du halser bagefter, og det gælder ikke bare os ældre, men sandelig måske ikke mindst de yngre iblandt os.

Hvad skal det ende med? Hvorfor har vi så travlt? Jeg har læst, at en har sagt: ”Af og til føler jeg, at fortiden og fremtiden stiller så store krav til mig, at der ikke er plads til nutiden.”

Og en anden siger: ”Nuet er det punkt, hvor tiden rører evigheden!”

Hvordan får jeg/ vi de to udsagn til at harmonere med hinanden?

Det er jo rigtigt, at vi er skabt til at udrette noget, og i den sidste tid har der fra regeringens side været megen tale om, hvordan det forventes af os, at vi anstrenger os og arbejder så meget som muligt. Og selvfølgelig er det rigtigt, at der skal meget til for at få vores samfund til at fungere. Bare tænk på de udgifter, der er ved alting – sundhedsvæsenet, skolerne etc.

Der stilles krav til hver eneste af os, som har mulighed for at bidrage til vores samfund, men vi har også brug for bare at være og pleje de livsværdier, som ikke blot drejer sig om at slide og slæbe, at yde og præstere, men som har med vores åndelige og menneskelige livskvalitet at gøre – nemlig den at være i nuet, at have tid til at være sammen med vore kære og de mennesker, som Gud har sat mig sammen med. Samtidig vil jeg gerne understrege, at et meningsfyldt arbejde jo også er en del af en nydelse af livet, når vi kan gå fra arbejdet og tænke/ sige: ”Hvor jeg dog elsker mit arbejde og alt, hvad det bærer med sig!”

Hvordan får jeg maximalt udnyttet de timer, de år, som jeg bliver givet? Hvordan nyder jeg livet til fulde? Hvad vil Gud og mennesker bruge mig til? Hvorfor udsætte til i morgen, hvad jeg måske skulle gøre i dag? Hvorfor gøre det, som godt kunne vente – alting er ikke lige nødvendigt?!

Tiden går dog ikke lige hurtigt altid eller for alle!

Vi kan alle huske, hvor laaang tiden var, når vi ventede på julens gaver og på juletiden i al almindelighed. Tiden gik så langsomt – sneglede sig afsted, og vi talte dage og talte, hvor mange gange vi skulle sove, inden det blev juleaften! Nu tager alle bare forskud på jul, så vi allerede nu går i gang og måske risikerer at blive trætte af jul, inden den i virkeligheden er begyndt! Og ventetider er der masser af gennem hele livet!

Der er også ensomme, som er ramt af tidens tand, og som føler, at tiden går alt for langsomt.  Måske sidder de og venter på dig eller mig!

Alting her i livet handler om balance. Det, som har med tiden at gøre, er ikke et enten & eller. Vi har brug for at være i bevægelse, arbejde og gøre gavn til glæde for alle i vores samfund, men vi har også brug for at være i ro og nyde det nu, hvor der ikke kræves andet af os end at være til stede!

Der er en grund til, at vores skaber hvilede på den syvende dag, og de samfund, hvor man har afskaffet en hviledag (og vi er tæt på at have afskaffet den), der går det dårligt! Der bliver mistrivsel, stress relaterede sygdomme, skilsmisser og dårlige relationer!

Tiden skal bruges ret!

Vi er forvaltere af både vores tid her på jorden, en tid vi har fået til låns, og vi har ansvar for den jord og det samfund, som er blevet os betroet, og vi er søskende alle sammen – mennesker, som giver tid til hinanden.

Jeg forstår godt udlændinge, som kommer hertil, kan blive skuffede over vores livsstil, hvor der ikke er tid og overskud til andet end at hilse på naboen, når man mødes på trappeopgangen. En udlænding sagde til mig, da jeg bemærkede, at det nok havde været svært at bo på et asylcenter i flere år: ”Det var ikke så slemt. Der kunne man jo sidde på en bænk og snakke med hinanden!”

I en tid hvor bekymringerne står i kø p.g.a. krige og uhyggelige klimaændringer, kan vi bede til Gud, ligesom præsten Dietrich Bonhoeffer gjorde i koncentrationslejren, hvor han for øvrigt døde to uger, før krigen sluttede: ”Denne dag tilhører dig. Min tid er i dine hænder!” Han var tryg trods de dystre omstændigheder, og lad så os, der stadig lever i den mest fredelige del af verden, bruge den dag, som er blevet os givet – af Gud! Glæd dig over hver dag, hver time du må leve!

Kærlig hilsen og god søndag

Agnethe Zimino
Pens. sognepræst