Man skal passe på, hvem man beder om at lave en juledekoration. Og der er forskel på at strikke og hækle.
Forvirret? Så læs her…
Søndag eftermiddag var jeg og min familie samlet til den årlige juledekorationsdag hos min faster på Sjælland. Min 19-årige søn, der ikke har rørt en klump ler siden børnehaveklassen, greb uden varsel et kalenderlys og forskansede sig bag en stor kurv med gran.
Ind i mellem rejste han sig for at rode i kassen med diverse julede småting. Her efterlod han blandt andet en nisse med hoved af styrolit, skaldet, fordi han skulle bruge dens røde strikhue, også selv om den var limet fast.
Måske husker nogen, at jeg i en klumme nævnte, hvordan jeg altid har glædet mig over mine børns fantasi, også selvom ham her, selv om han nogen gange har været lige lovlig kreativ.
Denne søndag blev ingen undtagelse, skal jeg hilse og sige. For efter en times tid flyttede sønnike roligt den barrikaderende grankurv, og med et lille selvhøjtideligt smil proklamerede han, at som man kunne se på hans dekoration, havde julen endelig, taget livet af selveste julemanden. ”Dead by candle”, som han sagde.
De to mindste søskende spurgte lidt betuttede, hvorfor det så ud som om, at julemanden var halvt begravet i mos, hvorpå storebror svarede, at det jo er fordi, han ”slet ikke er savnet, og derfor er ved at gå til grunde i glemslens mørke…”
De så lidt slukørede ud, så jeg kiggede spørgende på min svigerdatter i håb om, at hun ville redde julens magi for pigerne. Men der var ingen hjælp at hente…
Så meget for den fri fantasi..
I dag er julerierne fortsat, blot i et andet og mindre dramatisk regi. I Ø-tv’s studie i Allinge er vi nemlig i gang med optage en række juleprogrammer og har haft besøg af to damer, der kan hækle hvad som helst.
Efter optagelse af første hækle-program stillede den ene gæst et helt krybbespil frem på bordet, bestående af hjemmelavede dukker.
Da kameraerne var i optagelse til andet program, sad jeg som vært og beundrede højlydt de mange detaljer på Jesusbarnet, hyrderne, æslet, lammene, Josef, Maria samt de tre vise mænd.
Jeg nævnte også, at jeg levende kunne forestille mig, hvor meget teknisk kunnen og tid det må have krævet at hækle dem. Inden gæsten fik mulighed for at sige noget, tilføjede jeg, hvor imponerende jeg synes, det er, at hun har vundet flere lokale priser for sit håndarbejde.
Da det endelig blev hendes tur til at få et ord indført, så blev der stille et øjeblik. Så sagde hun forsigtigt:
Ja, nu er det jo altså strikket…
