Når jeg tænker tilbage på mit liv, så mindes jeg især i ungdommen tider, hvor jeg blev rørt til tårer. Ikke mindst gjaldt det, når jeg deltog i diverse begravelser/ bisættelser. Jeg kunne tude næsten til enhver af den slags begivenheder. Jeg var så bange for at miste mine forældre, husker jeg.
Senere kan jeg huske, hvordan tårerne løb, når jeg skulle rejse hjem fra Nigeria, hvor jeg jo boede i en lang årrække, og når jeg så skulle returnere til Afrika efter et ophold i Danmark, så græd jeg sandelig også. Situationer med afsked satte i den grad gang i tårekanalerne.
Når jeg så var kommet afsted, så havde jeg det bare så godt, for jeg trivedes i den grad i nuet og i en hverdag, hvor jeg befandt mig helt på min rette hylde, som man jo kalder det at være lige nøjagtig, hvor man nyder at være – optaget af alt det, som fyldte mig med glæde.
Som ældre er det yderst sjældent jeg græder. Selv i tider med alvorlig sygdom og andet, der kunne få tårer til at flyde, tager jeg det roligt – sådan da. Jeg er jo ikke alene. Gud har lovet at være mig nær.
Hvis nogen siger noget sødt til mig og forsøger at trøste mig, så knækker filmen, og jeg bliver rørt til tårer. Andres kærlighed til mig rører mig dybt. Jeg bliver overvældet og glad.
Tårer kan også finde vej hos mig, når der sker noget glædeligt. Noget, der er værd at sige Gud tak for, eller et menneske har gjort mig glad på en helt ufattelig skøn måde. Menneskers kærlighed baner vej for dybe, dybe følelser i mig.
Jeg kan blive rørt, men det er en anden slags tårer.
Når vi ser TV udsendelsen ”Sporløs”, og vi oplever, at et menneske får den store glæde f.eks. at møde sin biologiske mor, og de to forenes efter årelang adskillelse, så er det tid af finde lommetørklæderne frem.
Det er rørende at opleve, at andre får så stor en gave. Det er jo ikke fantasi, men rigtige mennesker det drejer sig om.
Jeg tror ligefrem også, at det kan være sundt at få tudet løs. Der kan forløses noget i os, når vi vander løs. Det er desuden såre menneskeligt og helt naturligt.
I min tid som præst har jeg meget ofte siddet sammen med sørgende mennesker eller dybt ulykkelige mennesker, som gav udtryk for, at det var helt forkert, at de ikke kunne holde tårerne tilbage. I sådanne situationer har jeg meget ofte sagt: ”Det er helt ok at græde! Der må jo være en grund til, at vi har fået sådan noget vand i øjnene. Det må skulle bruges.”
Når jeg skriver så åbent om mine egne følelser, så er det, fordi jeg er overbevist om, at du, der læder dette, selv har lignende oplevelser. Måske kunne du dele noget om dette i kommentarfeltet, hvis du synes.
Bibelen er fyldt med beskrivelser af menneskers følelser.
Selv Jesus græd.
Det skete ved Jesu gode ven Lazarus’ grav. Jesus delte sine venners smerte, og mon der ikke også i hans gråd var en sorg over den magt, som døden havde? Bibelen siger, at døden er vores sidste fjende. (1 Korintherbrev kap 15 vers 16). Den overvandt Jesus, da han døde og opstod til frelse for os.
I Bibelens sidste bog – Johannes Åbenbaring kap. 21 vers 3 – 4 nævnes det, at der kommer et tidspunkt, hvor tårer vil forsvinde:
”Nu er Guds bolig hos menneskene. Han vil bo hos dem og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden vil ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine vil være mere. Thi det, der var før, er nu forsvundet.”
Det er et løfte uden lige. Er du en af dem, hvor tårerne næsten ikke vil stoppe, så vid, at Gud har gjort og vil gøre noget ved det. Gud slipper dig ikke og forlader dig ikke.
I Salmernes bog i Det Gamle Testamente har vi adskillige salmer, hvor salmedigteren klager, ja, hvor han også helt konkret bebrejder Gud, at det går så dårligt. Tårer, fortvivlelse og smerte er helt naturlige, når vi lever her i vores verden.
Gud kan også godt tåle vores stærke følelser. På en eller anden måde ville det være forfærdeligt, hvis vi – det enkelte menneske – var helt uden følelser. Det er ikke svaghed at vise sig sårbar.
Her er et par citater fundet på nettet med og uden forfatter:
”Tårer er hjertets sprog, når læberne ikke kan tale.” Ukendt.
”Sorg er prisen, vi betaler for kærlighed”. Dronning Elisabeth II
I disse dage ser vi dagligt på TV forfærdelige billeder af mennesker, der græder. Vi ser dem midt i ruinerne på deres hjem og i gader, hvor de er efterladt hjemløse og frarøvet alt, hvad de ejer.
Hverdagens ulykker, krige og kriser i verden kan få tårer frem i vores øjne. Lad os bede for fred i verden og hjælpe, hvor vi kan, men lad os bevare vores sind og vores tanker i balance. Vi kan hjælpe lidt, men vi er ikke kaldet til at bære hele verdens nød og elendighed på vores små skuldre.
Lad os dog ikke blive kolde, så de grimme billeder ikke gør indtryk, for vi kan blive følelsesmæssigt udbrændte.
Vi lever i en rig og beskyttet del af verden så at hjælpe lande og mennesker, som har fået deres liv lagt i ruiner på forskellig vis, må være ganske vigtigt og naturligt for os.
Hvordan og hvorledes må være op til både regering, folketing og os den enkelte borger. Må Gud overbevise os om, hvad du og jeg skal gøre.
Lad os hjælpe hinanden med at tørre andre menneskers tårer, så kærligheden må vinde.
Glædelig søndag og kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Fhv. sognepræst.
Fhv. sognepræst.
