JULEMÆRKET: Søndag 1. december samles folk i hele Danmark for 48. gang og går en symbolsk tur med Julemærkemarchen. En folkelig og vigtig tradition siden 1977, hvor der samles ind til driften af landets fem Julemærkehjem. På Bornholm kan man i år finde Julemærkemarchen i Rønne og Allinge-Sandvig.
Oven i julefrokoster og andre gode juletraditioner er Julemærkemarchen en oplagt mulighed til at hente lidt frisk luft og motion den første søndag i december. Samtidig kan man støtte børns kamp mod mobning og mistrivsel, og dermed hjælpe over 1.000 børn med at genfinde glæden og det gode børneliv.
Siden 1904
Siden 1904 er der hvert år udkommet et nyt Julemærke til støtte for Julemærkehjemmene og udsatte børn i Danmark. Men Der sendes ikke nær så mange postkort i dag, som i 1904, og Julemærkefonden er derfor afhængig af ethvert bidrag og donation, som rigtig mange støtter julemærke-sagen med hele året.
Alle kan hjælpe denne ene gang om året ved at deltage i den hyggelige folkebevægelse, Julemærkemarchen. En enkel symbolsk gåtur i fællesskab med tusindvis andre mennesker fra 68 forskellige startsteder i Danmark.
16.500 gik med
I Julemærkemarchens bestyrelse håber man på, at alle vil møde op igen i år og tage familie og venner med for at vise sin støtte sammen med alle de, der lægger et stort arbejde ude på de lokale Julemærkemarch-startsteder.
Flere end 16.500 danskere gik en tur med Julemærkemarchen i 2023 og det blev til en flot donation til Julemærkefonden på 1.260.000 kroner. Man kan forhåndstilmelde sig på www.julemærkemarchen.dk eller blot møde op på sit lokale startsted.
March med stor betydning
Julemærkefonden, som driver landets fem Julemærkehjem, ser med stor glæde og tilfredshed på Julemælkemarchens store indsats:
“Julemærkemarchens imponerende og frivillige hjælpearbejde kaster hvert år en flot donation af sig, som kan mærkes i det samlede budget. Det fortsatte hjælpearbejde, der hvert år gavner knap 1000 børn, er afhængigt af indsamlede midler. De offentlige tilskud dækker kun 2,7 procent af budgettet. Salget af Julemærker er for nedadgående, idet stort set ingen længere sender julepost. Derfor sætter vi stor pris på vores Julemærkevenner, donationer fra virksomheder og fonde samt på Julemærkemarchen”, siger direktør Søren Ravn Jensen fra
På Bornholm
Denne udmelding glæder Allan Stenbye, som sammen med to hjælpere, står startstedet i Allinge-Sandvig:
”For os frivillige er det er et kærkomment stykke arbejde, som desværre er meget vigtigt for de mange børn vi hjælper. Vi skaffer midler til Julemærkefonden, og samtidig kommer en masse mennesker ud i det fri og er sammen om at dyrke motion. Det betyder virkelig noget for os frivillige at være med til at gøre en forskel for alle de børn, som får et ophold på Julemærkehjem. Der er således gevinst for alle parter.”
Et startsted lukker
Det vigtige frivillige arbejde for Julemærkehjemmene kræver, at der står nye frivillige klar, når de gamle træder af. Det er der desværre ikke i Rønne. Efter at have stået for Julemærkemarchen i Rønne siden 2006, takker Else Mortensen og Poul Sørensen af efter 18 år som frivillige arrangører og når de sidste deltagere er kommet i mål, lukker startsted Rønne ned for en næsten 50 år gammel tradition. Der har været forsøgt at finde afløsere i nogle år, men det er ikke lykkedes.
Bornholm har tidligere haft tre startsteder: Rønne, Svaneke/Årsdale og Allinge-Sandvig. Snart er der kun ét tilbage i Allinge-Sandvig.
Hyggelig tur sammen
Derfor lyder opfordringen: Tag med på Julemærkemarchen søndag 1. december kl. 10 og gå en hyggelig tur sammen.
Mød op ved Viking Atletik i Rønne eller Bornholms Idræts- og Kulturcenter i Allinge-Sandvig.
Måske der i sidste øjeblik dukker nogen op, som vil gribe stafetten og sikre at Julemærkemarchen i Rønne også får sit 50 års jubilæum om to år?
Både i Rønne og i Allinge-Sandvig er man klar til at fortælle interesserede om hvilke forberedelser dagens Julemærkemarch kræver og der vil være masser af hjælp til dem, der har lyst til at hjælpe Julemærkemarchen i Rønne med at fortsætte mange år endnu.