POLITI: En 50-årig kvinde fra Hasle blev fredag aften sigtet for at køre bil under påvirkning af euforiserende stoffer. Ved en ransagning af kvindens bil blev der også fundet en lille mængde amfetamin. Efterfølgende blev hendes bopæl også ransaget, hvor der blev fundet yderligere en portion amfetamin.
En 30-årig mand fra Nexø blev stoppet kl. 19.37 i Nexø og sigtet for at køre bil under påvirkning af cannabis, kokain og amfetamin. Derudover blev manden sigtet for spirituskørsel, da han havde en promille over det tilladte. Der blev under en ransagning fundet en lille mængde hash i bilen.
Faldt i søvn
Natten til lørdag skete et færdselsuheld, der involverede en 32-årig mand fra Rønne, som var faldet i søvn under kørslen og havde påkørt et vejskilt på Thorkildsvej i Rønne. Manden viste sig at have en promille over det tilladte og blev sigtet for spirituskørsel.
Natten til søndag fik Bornholms Politi yderligere en anmeldelse om et færdselsuheld, hvor en 30-årig kvinde fra Rønne påkørte et helleanlæg, autoværnet og tre skilte i krydset mellem Segenvej og Blosterbjergvej. En patrulje kørte ud til stedet og kunne konstatere, at kvinden havde en promille over det tilladte. Hun blev derfor sigtet for spirituskørsel og kørt til Akutmodtagelsen for at få taget en blodprøve.