Staten overtager lufthavnen i Kastrup

SAMFUND: Regeringen og SF, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre har indgået en politisk aftale om, at den danske stat kan erhverve aktiemajoriteten i Københavns Lufthavne A/S.

Københavns Lufthavn i Kastrup – statsejet. (Foto: Københavns Lufthavn)

 

Københavns Lufthavne A/S, der ejer og driver bl.a. lufthavnen i Kastrup, er et centralt element i dansk infrastruktur og bidrager væsentligt til Danmarks internationale tilgængelighed. Lufthavnen understøtter den danske økonomi, dansk eksport og erhvervsliv samt danske arbejdspladser.

Stærk lufthavn
Regeringen og SF, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre har nu indgået en politisk aftale om, at den danske stat kan erhverve aktiemajoriteten i Københavns Lufthavne A/S. Aftalepartierne er enige om, at Danmark også i fremtiden skal have en stærk international lufthavn, der fortsat bidrager væsentligt til Danmarks internationale tilgængelighed.

Aftalepartierne er derfor enige om, at den danske stat kan erhverve yderligere aktier i Københavns Lufthavne A/S med henblik på at opnå en aktiemajoritet.

(Artiklen fortsættes under billedet)

Københavns Lufthavn er Nordens største lufthavn

 

Finansministeriet har på den baggrund indgået en betinget købsaftale med det danske pensionsselskab ATP om at købe yderligere ca. 59,4 pct. af aktierne i Københavns Lufthavne A/S. Når købsaftalen gennemføres, vil Finansministeriet opnå en ejerandel på mindst ca. 98 pct. i Københavns Lufthavne A/S.

Den politiske aftale indeholder også, at staten, når handlen med ATP er gennemført, skal arbejde for, over tid via et eller flere frasalg, at nedbringe statens ejerandel i Københavns Lufthavne A/S til 50,1 pct., mens staten fastholder aktiemajoriteten.

Tilfreds finansminister
Finansminister Nicolai Wammen (S) siger:

“Københavns Lufthavn er Danmarks største internationale lufthavn og yder et væsentligt bidrag til Danmarks internationale tilgængelighed. Jeg er meget glad for, at vi med den politiske aftale tager ansvar for at understøtte gode rammer for udviklingen i Københavns Lufthavn. Jeg er også meget glad for, at staten med købsaftalen med ATP igen får mulighed for at opnå en endnu større rolle i ejerskabet af Københavns Lufthavn end i dag. Dermed fremtidssikrer vi, at lufthavnen også i fremtiden har en ansvarlig og langsigtet ejerkreds, og vi sikrer gode rammer for, at lufthavnen som central dansk infrastruktur og en af Danmarks største arbejdspladser også i fremtiden bidrager positivt til den danske økonomi, dansk erhvervsliv og danske arbejdspladser.”

Enorm betydning
Også Dansk Erhverv er tilfredse med aftalen.

Brian Mikkelsen, adm. direktør i Dansk Erhverv, siger:

”Københavns Lufthavn er kritisk infrastruktur med en enorm betydning for Danmarks økonomi og beskæftigelse. Ikke nok med, at det er Danmarks største arbejdsplads, der er også milliarder af kroner bundet op på de katalytiske effekter som lufthavnen bringer med sig, når turister kommer og besøger vores land. Derfor er det positivt, at den danske stat ønsker at bidrage yderligere til at sikre en positiv udvikling af Københavns Lufthavn som Nordens største hub.

Størst i Norden
Lufthavnen blev grundlagt i 1925 som Kastrup Lufthavn og er dermed blandt de ældste internationale lufthavne i Europa. Det er den største lufthavn i Norden.

 

 

Seneste artikler

Fik du læst?