.jpg)
Om en times tid vil der blive vist sport på op til flere af de danske tv-kanaler: DR2 viser de danske håndboldkvinders VM-kamp mod Serbien – og TV-2 viser de danske fodboldkvinders kamp i Tyskland.
Sport fylder mere og mere – og det glæder nogle – og irriterer andre.
For der er kommet penge i sport – rigtig mange – også i Danmark.
Det glæder nogle – og irriterer andre.
Det glæder naturligvis især vore bedste sportsfolk, der kan indkassere millioner, købe luksusbiler og kostbare boliger.
Pengene skal være dem vel undt – selv om man måske nogle gange kunne ønske sig, at honorarerne blev reduceret en smule – så det f.eks. ikke skulle koste 900 kroner at komme ind og se en VM-kamp i håndbold, som nogle må hoste op med i disse dage til VM i Norge.
Børn tigger deres forældre om klubtrøjer, der med deres idols navn på ryggen hurtigt løber op i en lille tusindekroneseddel – så længe, vi nu har dem.
Det kan ikke forarge mig, der er så meget andet tøj, der koster kassen.
Men hykleriet.
Det kan forarge mig.
Og sportsfolks attitude efter en tabt kamp. Forstenede ansigter, gråd, raseriudbrud, dyb fortvivlelse.
Hvad nu, hvis de pågældende kom ud for virkelige problemer?
Og fortielserne. Jeg så TV2’s fremragende dokumentar om den danske dressurrytter Andreas Helgstrand, hvis” træning” af heste nu karakteriseres som dyremishandling. Tidligere er udkommet en bog om ham: “Ridderen af den hvide hest – historien om Anders Helgstrand”.
Ja, tak skal du ha, sikke’ en ridder. Hans virksomhed blev i 2018 vurderet til en værdi af 800 mio. kr., Nu ved vi, på hvilken måde, han er kommet til sin formue. Andre fortæller om, hvordan de føler, at de er blevet snydt af “den hvide ridder” i forbindes med køb og salg af heste. En sand ridder…
Men hvorfor er disse forfærdelige forhold ikke blevet afsløret før? Der har været masser af mennesker tilknyttet Andreas Helgstrands virksomhed, men der skulle altså en TV2-journalist til, før manden blev stoppet.
Dansk Ride Forbund har omsider grebet ind. Det er ikke sket tidligere, da Andreas far, Ulf Helgstrand, var formand.
Han er gået på orlov…
En grim sag, der forhåbentligt sætter en stopper for dyremishandling i forbindelse med træning af heste.
Andre sportsfolk har heller ikke fine fornemmelser – eller lade sig lede af det moralske kompas.
Fodboldspilleren Nadia Nadim, der har udtrykt sig i mildest talt uheldige vendinger i Israels krig mod Hamas, var en villig ambassadør for styret i Qatar under VM i fodbold. Arrogant og surmulende affejede hun alle kritiske røster. Smilet finder vi kun, når pressen taler hende efter munden. Målmanden Peter Schmeichel var hyret af tv i Qatar som ekspert. Det kom ikke bag på mig, han har tidligere demonstreret, at penge er vigtigere end så meget andet.
Og nu søger mange af de største navne til arabiske lande, der alle som et har problemer med menneskerettighederne. Ikke meget kritik heraf. Sportsfolk slipper for kritik, de vil ikke blande sport og politik, siger de. Nej, det kan heller ikke betale sig…
Jeg har ikke noget imod at vore sportsstjerner tjener gode penge. Heller ikke, at flere af dem søger i skattely, efterhånden som millionerne ruller ind på kontoret.
Men så fri os for al vrøvlet om kærligheden til Danmark, æren for at stille op for fædrelandet.
Sig det som det er: Det handler om penge. Så er det ok med mig.
Vi så jo også fodboldlandsholdet, hvis spillere altid fremhæver at det største er at spille for landsholdet, at slås for Danmark.
Ja, goddaw, lige indtil de ville have lønforhøjelse – og ikke kunne få det. Så strejkede de.
Danmark måtte sende et landshold på banen bestående af spillere fra andet og tredje lag.
De stillede op for Danmark. Mente, hvad de sagde.
Det gjorde stjernerne ikke. Spillede tilsyneladende kun for pengenes skyld.
Men nu ikke mere snak om det, der er både fodbold og håndbold på skærmen…
God weekend…
