.jpg)
I Nexø og omegn kan man sommetider træffe en stor mand på en el-scooter. Han har boet på Bornholm og på Grønland det meste af sit liv og er nu hjemme for altid på fødeøen. Men hjertet…det er i Grønland, fortæller han. Hils på Søren Vestergaard Mikkelsen fra – ja, Nexø eller Grønland?
PORTRÆT: Jamen, hvor skal man begynde, og hvor skal man dog ende? For mandens historie er jo helt utrolig. Og sikke meget, der er sket undervejs…
Men lad mig spørge: Kender i Søren? Også kendt som Søren Vestermikkel?
Jeg tror, at rigtig, rigtig mange vil svare ja.
Det er næsten ikke engang nødvendigt at tilføje, at Søren også hedder Vestergaard Mikkelsen, og at han bor i Nexø. Og at Nexø bor i ham.
Det sidste vil han nok blive lidt irriteret over at læse, for som han siger nogle gange: Mit hjerte er i Grønland…
Det tror jeg på. For Søren har boet på den anden store, danske ø, tør man godt sige, oppe nord på i en menneskealder sammen med sin Louise, som stadig er hans makker i livet.
Bare historien om, hvordan han traf hende, er forrygende.
På Danmarks Lærerhøjskole i Emdrup i København. Her underviste Søren i 1975, og en dag troppede en ny kursist op og spurgte om vej til et lokale, hvor kurset ”Åben pædagogik” skulle holdes.
Dyr middag på Sct. Gertruds Kloster
Den nye kursist var Louise, og hun troede tilsyneladende, at Søren var en slags skolebetjent, der velvilligt fulgte hende til dørs. Søren selv fortæller, at han netop havde tabt sig over 40 kilo og egentligt var en ganske pæn fyr.
Louise blev overrasket over, at Søren var en af lærerne, og på kursets sidste dag spillede Søren verdensmester og inviterede hende på en dyr middag på en af hovedstadens fineste restauranter, Sct. Gertuds Kloster.
Aftenen gik hurtigt, og Søren tilbød at betale Louises taxi hjem, så hun ikke behøvede offentlig transport – og dermed kunne blive lidt længere.
Det blev hun glad for: Så kunne hun nå hjem i tide, til hendes kæreste kom hjem…
Kurmageriet gik godt
Øh bøh, det var den aften. Men senere gik Sørens kurmageri bedre. Og de to er sammen den dag i dag.
Alt det – og meget, meget mere, kan man læse i hans ret forrygende selvbiografi fra Nexø, Grønland og omegn: ”Minderne har man da lov at ha”, som hermed være kraftigt anbefalet til alle, der holder af Bornholm, af Grønland – og af mennesker.
For det er de sidste, bogen handler om – og der har været rigtig mange spændende af dem på Sørens vej.
Man taber pusten ved at hilse på de mange mennesker, som Søren fortæller om.
Og hvor ville jeg dog gerne have mødt nogle af dem. I Nexø. Dengang.
Som f. eks. fiskeeksportør I.C. Thomsen. Eller Ligkiste Møller. Fru slagtermester Glistrup.
Eller have været med ombord på motorbåden ”Smut”, en smal og smuk 20 fods træbåd med en lille overdækket kahyt. Gardinerne var syet af Sørens søster Jytte, der havde et godt øje til den unge skipper, Lars Kjøller Larsen. Med ombord var også Tykke-Kurt.
Og så husker Søren duften af den friskbryggede kaffe på termokanden, tykke skiver franskbrød med tandsmør, marmelade og spegepølse, duften af cigaretrøg og udstødningsosen – alt sammen med til at gøre en tidlig morgenstund på Østersøen uforglemmelig, når trioen stak til søs for at røgte garn og tømme kroge på langlinjer.
Historierne står i kø i dette festfyrværkeri af en erindringsbog.
”Til hvilken side bærer De?”
Som da Søren skulle standsmæssigt påklædes, da hans søster Jytte skulle konfirmeres.
12-årige Søren drog over med sin mor, og det var hos selveste ”Brdr. Andersen” – dengang hovedstadens førende herreekviperingshandler – at påklædningen skulle finde sted.
Skrædderen tog mål til en habit til drengen, og da han kom til benklæderne, spurgte han uden at blinke og helt professionelt: ”Til hvilken side bærer De…?”
Drengen gloede, fattede ikke spørgsmålet. Det gjorde hans mor, der med et hurtigt: ”Til højre” bragte trioen ud af den pinlige situation…
Søren fortæller om den lokale politimand Ras, om arkitekten Gustav Kølby, der helst ringede udenbys fra andres telefoner, om Postmester Petersen.
Jamen, jamen, vi kan slet ikke remse alle de Nexø-folk og bornholmere i øvrigt op, som der fortælles om i denne bog.
Som i øvrigt er udgivet på Eskimo Management. Sørens eget forlag. Og med uvurderlig hjælp fra storesøster Birte Skot-Hansen, der er mere storesøster end forlagsredaktør, når de arbejder sammen om en af Sørens bøger.
Som hun også er på Sørens andre to bøger fra de mange år på Grønland. ”Øjeblikke fra et liv på tålt ophold” er to lige så forrygende bøger, hvor Søren fortæller om sit liv og om mennesker den store ø mellem Ishavet og Atlanterhavet.
Grønlands-bøgerne roses til skyerne, bl.a. af skuespilleren Flemming Jensen, der også har et kærligt øje til Grønland. Og som mødte Søren første gang, da de begge læste til lærer. Og af forskellige mediefolk og anmeldere samt af formanden for det grønlandske landsting, Lars Emil Johansen.
Bøgerne kan man købe af Søren. Man kan ringe til manden selv. Så kan man måske ligefrem få ham til at give en lille hilsen i bogen. Telefonnummeret er 20 21 88 82. Det er ikke sikkert, at han tager den, men prøv alligvel…
En King’s i Canada
Og det er ved Café Guldbønnen i Nexø, at vi sidder i dag, Søren og jeg.
Selv om Søren har meget på hjerte, så kan han også lytte…
Og vi bliver tit afbrudt, her på stedet, af folk, der kommer forbi og lige skal hilse på Søren.
Så er det tid til en mineralvand og en af de højt elskede King’s.
Kings-cigaretterne var for resten skyld i, at Søren engang vendte hjem til Danmark fra en længere rejse gennem USA og Canada.
Da han efter en længere rejse gennem USA nåede frem til Montreal, traf han en dansker, der bød Søren en cigaret fra en pakke King’s. Søren gloede og kom pludselig til at tænke på, hvor meget han savnede disse stramt-rullede, virginiacigaretter.
Og så mente han, at det var på tide at vende hjem.
I dag er han sådan vendt hjem, sådan – for alvor.
Tilbage til Nexø, hvor han blev født for 71 år siden. Eller rettere på Rønne Centralsygehus.
Og i øvrigt som den sidste af en søskendeflok på fire. De tre andre var piger, så den lille Søren var ene hane i kurven.
Vokset op på førstesalen i Brogade 3 i Nexø, hvor farmand havde lægeklinik. Aksel, hed han. Og med en mor, Erna, som han elskede højt.
Som han også elsker Louises og hans to adoptivsønner, Qunerseq og Miki.
I det hele taget skinner det igennem i alle Sørens bøger, at han godt kan lide mennesker.
Rigtig meget endda. Og han har øje får deres gode – og dårlige sider. Som han har det med sine egne.
”Sørens Værtshus”
Man spilder ikke tiden ved at sludre med ham. Og når det gælder historier, er han svær at hamle op med.
I denne artikel er kun nævnt en brøkdel af havet omkring Søren.
Derfor vender vi tilbage til ham ved en senere lejlighed.
Så kan vi måske få mere at vide om, hvordan han fik ideen til ”Sørens Værtshus” i Snogebæk.
Ikke alene det formentlig mest populære værtshus på øen. Men også med en filial i København. Kaldet Den Bornholmske Ambassade.
Men Søren kommer ikke på Sørens Værtshus mere.
Sommetider sidder han stille og kigger.
”Batterierne er ved at være brændt ud”, siger han.
Det er dog lige til han hører en god historie – eller selv kommer i tanke om én.
Så kommer der liv i øjnene igen…
.gif)
