Smil…det smitter!

Lykken er…. Husker I, de små stregtegninger fra ugebladene?

De minder mig lidt, om de røde tekstil hjerter, man klistrede på alting i 70´erne hvor der stod ”Smil, det smitter”.

Det gjorde selve hjertet bogstavelig talt også, for havde du først klistret det på noget, fik du det aldrig af igen, i hvert fald ikke uden et mindeligt aftryk. Sådan et hjerte, havde jeg på min rustfarvede fløjlsjakke, da jeg gik i børnehave. Udover det, husker jeg ikke meget andet fra den tid, end at jeg ikke var lykkelig der, og at ”Voksen-Alice” – med det røde hår –  var skide streng og at jeg altid havde stift snot, på højre ærme. Nå, jo, og så bed jeg Kasper og han bed mig..

Men tilbage til lykken. Hvad ville du svare, hvis nogen spurgte, hvad lykke er for dig? Det er jo et bredt og individuelt spørgsmål, som der er skrevet mange vise ord om, gennem tiden. Et af de mest kendte citater, er måske Albert Einsteins opskrift på lykke fra 1921, som lyder: “Et stille og beskedent liv, bringer mere glæde end jagten på succes og den medfølgende uro”.

Som bekendt, er vi danskere godt placeret i de internationale målinger, over hvilke folkefærd, der er mest lykkelige. For at gøre det synligt for enhver, har vi fået vores eget Lykke Museum i København. Der kan man blandt andet opleve effekter, der har gjort andre mennesker glade, og som efterfølgende er blevet doneret til museet, for eksempel en aflagt astma-spray.

Men lykke er vel ikke nødvendigvis det samme, som at være lykkelig? For mig er lykken mange ting, men det er først og fremmest en følelse, der kommer indefra. For eksempel, når dét jeg siger, og dét jeg gør, harmonere, for så er jeg i balance. At hvile i sig selv, er et vigtigt udgangspunkt for at kunne bidrage med noget positivt til andre. Og at hjælpe andre, er at hjælpe sig selv, som man siger…

At komme til den erkendelse, har krævet tid og ro. Jeg har måtte sørge for at prioritere, hvad der er sandt for mig. Havde jeg ikke kunne det, så ville jeg måske være tilbøjelig til at svare, at noget materialistisk gjorde mig lykkelig. Selvfølgelig oplever jeg stor glæde, hvis jeg bliver forkælet og får et smukt smykke af én der holder af mig, men jeg vil våge den påstand, at det er selve tanken og opmærksomheden fra den pågældende, der gør mig lykkelig og ikke umiddelbart værdien af genstanden. Og jo, jeg kan godt lide smukke ting, men hvis vi nu skal finde essensen af begrebet.

Kan man prissætte lykken? Måske, måske ikke. Englænderne siger: ” You  can´t put a price on happiness” Einsteins originale skriv af citatet ovenfor, blev dog solgt for 10 millioner danske kroner på en auktion i Jerusalem, det kunne da om ikke andet, give lykkelige stunder, at få sådan en sum…..

Jeg har levet i både rige og fattige forhold, økonomisk set. Selvfølgelig, er det da rarere at vide at ens partner har penge nok og kan holde hånden under én, hvis man selv fejler, end ikke at vide, om der er penge nok til regningerne og julegaverne. Men følelserne og udfordringerne i selve forholdet, er de samme og de rige har bestemt også sorger. Det gode ved at være formuende, er selvfølgelig, at man kan købe sig aflad – og afledning – men det bliver vel også trættende i længden. Og problemerne, de kommer tilbage, måske i en anden form og udgave, men så længe du ikke har formået at løse sagens kerne, indeni, er manøvren bare en stakket frist.

Det essentielle i lykken handler for mig om, at omgive mig med autentiske og nærværende mennesker, der vil mig det bedste og som jeg har tillid til. Det skaber basen for at kunne føle sig lykkelig når man bliver set, hørt og mødt i sine behov. Hvis jeg så samtidig beskæftiger mig med ting og arbejde som giver mening, og jeg kan mærke mig selv, mine værdier og visioner, så er jeg godt på vej, hvad enten jeg lever alene eller i et partnerskab.

Denne sommer har jeg haft mange lykkelige stunder. Mine døtre, har været på lang ferie herovre, og jeg har oplevet – at for deres skyld- har min eksmand gjort sit bedste, for at samarbejde. Det beviste han, ved at sætte et par dage af til, at vi sammen med børnene, kunne turnere lidt rundt på øen. Da vi en aften var i Nexø, på vej ind i Netto, overhørte vi en pige på omkring 10 år, sige til sin mor: ”Åh mor, kan vi ikke godt købe 3-lags toiletpapir?”  Moderen, må dog siges at være pænt kold i rumpetten, eftersom hun blot svarede: ”Vi har, det vi har”…

Min eksmand og jeg ku´ ikke lade være med at smile og sendte hinanden indforståede blikke… Var det dog bare, noget så nyttigt, som toiletpapir, vores døtre plager os om. Men lige der, var alt godt mellem os. Det er de små øjeblikke, jeg husker mig selv på at værdsætte.

Lykkefølelsen er et sted derinde. I mig – i os alle. I perioder hvor livet er svært, skal den dog hjælpes frem og dyrkes bevidst, for det kræver ekstra kræfter at bevare troen, tilliden og taknemmeligheden i modvind. For eksempel, synes jeg det værste er, at sige farvel til pigerne når de tager afsted, eller rettere – på gensyn –  det føles altid, som om jeg bliver revet midt over, når jeg vinker ved færgen. Men af og til i livet, har man kun håb at holde sig til. Håb om, at lykken og helheden, opnås igen en dag.

Indtil da, er mit håb, at jeg til stadighed formår at tage ved lære af livet. At jeg tør se indad og udvikle mig, og bruge de erfaringer jeg gør mig, via de mennesker jeg møder, også dem, der ender med at såre mig allermest. At vende perspektivet og se gaven i det, de gav mig, i stedet for det, de fratog mig. På den måde, kan jeg handle med større indsigt, næste gang jeg udsættes for lignende situationer. Og så vil jeg vælge, at bevare evnen til at undres og glædes over små finurlige episoder – som den i Netto.

At stoppe op og løfte blikket. Få øje på alt dét der udgør nuet, i stedet for at have travlt med at hænge i fortiden eller at påvirke fremtiden. Det har jeg lært. Og så har jeg lært, at alle veje der ikke starter i mit hjerte, ender blindt, for kroppen lyver aldrig.