Lørdag 11. februar får Bornholms Teater besøg af en hel særlig scenekunstner, der alene i kraft af sit virtuose kropssprog og sin mimik kan tryllebinde publikum i alle aldre – nu med forestillingen “Livets små mirakler”.

En helt særlig scenekunstner er på vej til Bornholm: Paolo Nani, som han hedder, har vist det før i forestillinger som “Brevet” og “Jekyll on ice” men denne gang bevæger han sig lidt ind på nyt territorie i forestillingen “Livets små mirakler”, hvor han spiller en ensom tegner, der synes at have valgt at lukke sig inde i den lille verden, som udgøres af hans atelier. Det sker på Rønne Theater lørdag 11. februar kl. 19.30..
Han kan dog ikke helt abstrahere fra den omkringliggende virkelighed. Støj udefra og lyde fra nabohuset forstyrrer hans koncentration og påvirker udformningen af hans tegninger. Der opstår en vekselvirkning mellem den ydre virkelighed og tegningernes univers, og en bevægende livshistorie udfolder sig.
Teateravisen skrev om forestillingen: ”Man letter. Bliver beruset. Imponeret. Ved at forene tegnekunst, mime og musik har Paolo Nani Teater og Limfjordsteatret skabt en funklende, ordløs teaterperle.”
Bagom forestillingen
I “Livets små mirakler” eksperimenterer Paolo Nani med et helt nyt- og originalt scenisk formsprog, idet han forener teater og billedkunst. Han er oprindeligt uddannet billedkunstner, før han valgte at fokusere på teaterarbejdet, og det fremgår tydeligt i denne forestilling, hvor han med stort overskud bruger tegnekunsten som et fremtrædende element af formsproget.
Enkle tegnestreger bliver i forestillingen til former og figurer, der løbende forvandles på overraskende måder samtidig med, at simple tekniske midler gør figurerne levende foran tilskuernes øjne.
Humor og bramfrihed
Tegneprocessen projiceres op på en storskærm, der er forestillingens primære scenografiske element, og samtidig danner scenens baggrund. Dette suppleres af skuespillerens velkendte ordløse, udtryksfulde kropssprog og krydres med den finurlige humor, bramfrihed og poesi, der kendetegner Paolo Nani Teaters produktioner. Det maleriske udtryk fuldendes af et akustisk lydbillede bestående af en række stemningsmættede musikalske værker tilsat overraskende lydeffekter.



