De fleste af os kender til det. Vi gamle gør det næsten dagligt. Vi tænker tilbage. Vi bebrejder os selv, eller vi synes, andre handlede forkert overfor os!
Vi tænker, ”Hvor var jeg dum!” ”Hvorfor sagde jeg det og det?” ”Hvorfor kan jeg ikke slippe, hvad andre har gjort mod mig?”
Vi har så travlt med at trampe på os selv, og vi undersøger hele tiden vores motiver.
Vi føler på mange måder, at vi aldrig er lykkedes, og vi føler os mindre værd og sammenligner os ofte med andre.
I vores tid er der så meget fokus på skyld og skam.
Vi holder ustandselig dommedag over os selv eller andre!
Denne klumme er faktisk inspireret af opslag på Face Book, hvor flere giver udtryk for lede ved sig selv, eller de viser en usikkerhed, om nogen kan lide dem.
Hvem kender mon ikke til det? Vi er vist mange, der kan genkende det i os selv.
Det virker så negativt, og vi er ikke rimelige overfor os selv.
Gud ser hvert fald ikke på os som umulige eksistenser, som han har opgivet at gøre noget for og i.
Jo, vi skal ikke bilde os ind, at vi er syndfri og uden skyld. Både skyld overfor både Gud og mennesker, men det gjorde han noget ved, da han lod sin søn Jesus Kristus hænge på et kors og dø der med alle vores synder og al vores skyld på sine skuldre.
Dommedag er på den måde overstået. Paulus siger det så klart: ”Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, der er i Kristus Jesus.” Romerbrevet kap. 8 vers 1. Lige før verset, som frikender os, sukker og klager han over sin egen opførsel:
”Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.” Romerbrevet kap. 7 vers 19 og senere ”Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødsens legeme?” vers 24. (Man skulle tro, han kom med sit indlæg på Face Book)
Og jeg tror, der gik et langt stykke tid, så udbryder den forpinte og evigt skyldige Paulus:
”Gud ske tak ved Jesus Kristus, vor Herre! Vers 25. Jesus er vores redning, vores frelser.
I Det Gamle Testamente oplever mennesker gang på gang at stå i store problemer. Nu og da er det deres egen skyld, andre gange er det andre, som har sat dem i forfærdelige situationer. Når de så oplever Guds hjælp og styrke, rejser de så en mindesten, så de altid kan blive mindet, om hvordan Gud blev deres redning og frelse.
I vores liv oplever vi også situationer, hvor noget meget negativt afløses af en positiv udgang af vores problemer.
Rigtig mange af os ved udmærket godt, at det var Guds indgriben, der i sin nåde og kærlighed tog sig af os.
Sådanne minder bliver til mindesten i vores tanker, når vi husker at takke Gud for den nye udvikling – når vi oplever, at Gud tilgiver os vores dumme tanker eller dårlige handlinger – når vi oplever, at vi gennemlever svære ting, som andre måske satte os i, og vi måske endda kan sige, at vi har lært af andres hån og chikane eller blot deres tankeløse ord.
Vores tak til Gud og til mennesker, som både tilgav og hjalp os, betyder et skridt i den rigtige retning – ikke mindst kan vi blive ved med at huske, hvad der skete, og at Gud gav os sin hjælp.
Mindesten – vores oprigtige tak – kan betyde glæde for os. Måske kan vi nedfælde i en dagbog, hvad det drejer sig om. Måske sidder begivenheden, som gjorde en forskel, så godt fast i vores sind, at det er, som om vi har rejst en mindesten, som vi kan blive ved at huske og glæde os over, ja, blive ved med at takke for, når nye problemer er ved at tynge os ned.
At flytte fokus fra ens forfærdelige situation til de mange gange, hvor vi har overlevet dårlige tider, kan hjælpe os, når livet gør ondt.
At flytte fokus fra ens forfærdelige situation til f.eks. at gøre noget godt for andre kan bestemt også betyde lys ind i ens formørkede sind, eller måske at tænke på, hvor meget godt der i grunden alligevel er at takke for. Alt dette kan gøre en kæmpe forskel.
Så fortvivl ikke! Græd, hvis du har brug for det, det er forståeligt og vigtigt, men flyt fokus. Gud, som har hjulpet dig mange gange før, han vil også hjælpe dig igen. Måske vidste du ikke, det var Gud, der hjalp dig, men det tror jeg helt bestemt, det var.
Jeg har citeret dette før – skrevet af en kvinde, som stod lige overfor døden, og som nu er hjemme hos Gud:
Louise Adrian, stifter og leder af Fangekoret, skrev, kort tid før hendes død, på en affaldsspand på en tilfældig gade:
”Hold ud! Hilsen Gud!” Håber også denne hilsen når dig, der har det svært lige nu.
Glædelig søndag og kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Pens. sognepræst
