FODBOLD: Elite Bornholms tre ungdomshold ryddede bordet igen i denne weekend. Det blev til tre flotte sejre i tre kampe lørdag for øens overbygningshold.

Det gik endnu engang rigtig godt for øens tre ungdomshold i Elite Bornholm.
Elite Bornholms U16-drenge var på udebane mod B1908, hvor kampen blev spillet på hjemmeholdets flotte opvisningsbane. Den super fine kunstgræsbane sikrede optimale forhold, og drengene kvitterede med en flot præstation og en sikker sejr på 0-3.
Det første mål blev sat ind af Valdemar Lundberg, der afsluttede et rigtig flot angreb og bragte Elite Bornholm foran 0-1.
Til 0-2 var det Daniel Tang, der kom igennem efter en flot stikning. Daniel bevarede roen, afdriblede målmanden og satte sikkert bolden i nettet.
Kampens tredje og sidste mål kom efter en flot bolderobring på midtbanen af Sander, som sendte Mikkel dybt. Mikkel kom godt igennem, afdriblede modstanderen og afsluttede sikkert højt i målet til slutresultatet 0-3.
“Det var en meget, meget flot holdindsats fra hele holdet. Vi viste stor tålmodighed i vores opbygningsspil og holdt fast i de principper, vi arbejder med til træning. Det er virkelig dejligt at se, at alt det hårde arbejde og de ting, vi træner på i hverdagen, også begynder at lykkes i kampene,” lyder det fra Elite Bornholm.
Nu ser holdet frem til næste lørdag, hvor Elite Bornholm U16 Drenge spiller på hjemmebane mod B93 kl. 15.30.
Vandt 0-5 på Frederiksberg
Der var ligeledes lagt op til en spændende kamp på Frederiksberg, da Elite Bornholms U14 Drenge mødte FB. Begge hold var kommet godt fra start i sæsonen, og der var derfor gode forventninger til et tæt opgør.
Men Elite Bornholm viste fra første fløjt, at holdet var kommet for at sætte sig på kampen. Bornholmerne spillede flot, tålmodigt og med stor kontrol over spillet. FB havde svært ved at finde rytmen, mens Elite Bornholm arbejdede sig frem til flere gode muligheder.
Efter 35 minutter kom belønningen. Julius P. sparkede bolden i nettet bag FB’s keeper og bragte Elite Bornholm foran 0-1. Føringen var fuldt fortjent, og ved pausen havde Elite Bornholm kun givet få halve chancer væk.
(Fortsættes under billedet)

Anden halvleg startede på samme måde som den første. Elite Bornholm fortsatte med at dominere og holde fast i bolden. Efter 58 minutter blev føringen fordoblet, da Nor flot bankede bolden op i nettaget til 0-2.
Herefter gik det stærkt. FB mistede lidt modet, og Elite Bornholm fortsatte med at presse på. Adnan kom på tavlen to gange og øgede føringen til både 3-0 og 4-0, inden Karion til sidst lukkede kampen med endnu en scoring til slutresultatet 0-5..
Det var en fantastisk sejr for Elite Bornholm, som leverede en imponerende holdindsats mod et godt FB-mandskab. Den dominerende præstation blev krydret med flere flotte mål og masser af godt fodboldspil.
Nu venter der et kæmpe topbrag i næste uge, når Elite Bornholm U14 Drenge møder Vanløse lørdag 5. september kl. 15.30 på Aakirkeby Stadion. Begge hold er fortsat ubesejrede, så der er lagt op til et vaskeægte topopgør!
Elite Bornholm’s u16 piger imponerede med endnu en sejr efter oprykningen til Øst 2 rækken.
Denne gang kom sejren på 6-1 i hus hjemme på kunsten i Rønne over et ellers stærkt hold fra Tuse, som dog manglede holdets og rækkens topscorer Emilia Larsen, som ikke havde taget turen med fra Sjælland.
Bornholmerpigerne var i hopla, og første halvleg blev en meget spændende forestilling for de knap 80 fremmødte tilskuere.
Der skulle ikke gå lang tid før dommeren kunne notere første mål. Efter ca. 3 minutter ligger en altid stærkt spillende Majse Tolstrup bolden tilbage fra kanten af feltet til Nora Møller Wiberg som trykker af første gang fra ca 25 meters afstand så bolden uden chance for Tuse’s keeper gik i mål til 1-0.
Spillet i første halvleg bød på både hurtigt spil, mange gode dueller og flere gode forsøg på mål. Bornholmerne er ikke kun gode fremad banen, men også utrolig stærke i det defensive med en stærk bagkæde og keeper. Flere gange måtte Tuse-spillerne se sig løbet op, og de få gange de endelig kom igennem stod keeper Lærke Bøg-Jensen klar.
Mål på stribe
I halvlegen blev der skiftet ud, da Ida Bruun kompå banen sammen med Saga Tornberg og dagens debutant Martha Holm Kristiansen. De to sidstnævnte, unge spillere gav lere prøver på deres hurtige kombinationer og de fandt flere gange Maise, der driblede rundt i Tuse’s felt og fik sendt to flotte scoringer i kassen bare ti minutter inde i anden halvleg.
Tuse pigerne fik reduceret til 3-1, inden først Asta Kofoed og dernæst Smila Falk i to omgange fik scoret til kampens slutresultat 6-1.
De bornholmske piger er nu en flot nummer et i rækken. Og det bliver spændende at følge pigerne næste lørdag på udebane, hvor modstanderen er Slagelse B&I.
I det hele taget en forrygende start på sæsonen for de tre, bornholmske hold.











