Sikke’ en hyggelig turistfilm fra Frankrig vi ser i disse dage

I disse dage kan alle, og især de frankofile, glæde sig over en tre uger lang turistfilm fra Frankrig. Og indrømmet: Frankrig er et af verdens dejligste lande med en af verdens dejligste hovedstæder, Paris.

Fra solrige Provence med dets pragtfulde tomater, hvidløg og fisk til vinterparadiset omkring Mont Blanc og hele området omkring de franske alper.

Jo, det er svært ikke at blive forelsket i Frankrig, og denne signatur er blandt dem, der har haft herlige stunder dernede med en god flaske Beaujolais, charcuteri, gode oste, sprøde flutes og godt selskab omkring bordet.

Så blir det næsten ikke bedre…

Og skulle der være nogle, der endnu ikke har krydset grænsen til Frankrig, så er der i disse dage alle tiders mulighed for at studere landet mere indgående via den føromtalte turistfilm, der i tre uger vil blive sendt i timevis hver eneste dag på TV2.

Her er billeder af maleriske bjergbyer, gamle klostre og slotte, imponerende naturområder, rislende bække og brusende floder. En fornem reklame for Frankrig som ferieland.

Turistprogrammet følger over 170 mænd, der på flotte racercykler kører rundt omkring i Frankrig, De tager afsted hver formiddag. Forinden har de aftalt, at en lille gruppe på 12-14 stykker, sommetider færre, kører lidt i forvejen. Herefter cykler man omkring 200 kilometer. Kort før turen er sluttet, følges de dog allesammen i mål, og så laver de nogle få hundrede meter før ankomsten en sjov spurt, så man kan kåre en vinder.

Forleden var der tale om en dejlig cykeltur, hvor deltagerne hyggede sig på turen, sludrede om løst og fast og fulgtes ad hele vejen. De var så gode venner, at der ikke var nogen, der kørte i forvejen.

“Ja, det var også mærkeligt”, sagde de, “der plejer altid at være nogen, der kører lidt foran…”

Men det var bestemt ikke aftalt, det var bare tilfældigt, sagde de, selv om det såvidt vides ikke er sket endnu i Tour de France 117-årige historie. Så tror vi på det, for er der nogen, man kan stole på, så er det professionelle cykelryttere.

Turistfilmen hedder “Tour de France”.

Det var engang et cykelløb, hvor det gjaldt om at køre hurtigst på cykel fra den ene ende af Frankrig til den anden. Alle cykelrytterne kørte bare afsted, det gjaldt bare om at komme først. Det var der mange, der syntes, lød spændende, derfor var der efterhånden flere og flere, der begyndte at stå på landevejene, når cykelrytterne kom susende forbi.

I dag er det ikke cykelløb mere. Nogle af rytterne må ikke køre for stærkt, fordi de skal ned bag i feltet og hente vand til de andre. Nogle ryttere, især de danske, fordi de ikke kører så hurtigt mere, skal køre foran noget af vejen, så de hurtige ryttere ikke får for meget modvind. Og så sidder der nogle ældre mænd i nogle biler bagved og taler til alle rytterne i en mikrofon. Rytterne kan høre, hvad de siger, i en øresnegl, og på den måde får de at vide, hvornår de skal køre stærkt, og hvornår de skal holde lidt igen.

Det hele bliver betale af nogle store firmaer, og derfor kører cykelrytterne rundt med reklamer på trøjerne. Dem kan tilskuerne på landevejen ikke se, for de kører forbi allesammen i løbet af syv sekunder.

Men man kan se reklametrøjerne i fjernsynet, og det er derfor, at der altid er nogle, der kører foran. Så lader speakerne i fjernsynet som om, at de er ved at køre fra de andre – og så ser vi mest dem i fjernsynet.

Speakerne siger ikke, at det er noget, de har aftalt på forhånd. Det kommer jo heller ikke seerne ved. TV-speakerne ved, at alle holdene skal  have reklame, for ellers er der ikke råd til de dyre cykler, og værre: Speakerne kommer heller ikke afsted – og så holder de deres mund med, at det meste er aftalt på forhånd. Rigtige venner…

De andre ryttere “jagter” udbryderne, siger speakerne ophidset, men det er kun for sjov. Vi ved jo godt, at de allesammen følges hjem til sidst.

Men det er nogle lange dage for cyklisterne på turen. De skal næsten køre flere hundrede kilometer hver dag i tre uger. Det er der jo ikke nogen normale mennesker, der kan, men så kan de få nogle midler, der giver dem flere kræfter. Det er ganske vist både usundt og forbudt, og derfor tager cykelrytterne dem heller ikke.

Siger de.

De fleste, der vinder “cykelløbet” har dog alligevel fået noget af det, og så bliver alle de, der følger løbet “chokerede”. Det troede de alligevel ikke…

Den, der vinder, får en gul trøje. Der var en gang en dansker, der vandt hele cykelløbet. Han fik også en gul trøje, men den har nok været for lille, for den blev smidt ud i hans garage et eller andet sted. Dem, der gav ham den, blev lidt sure over, at han havde smidt den derud. Så nu har han vist nok fundet den frem igen, hentet den ind i stuen og sagt undskyld. Men det er vist kun fordi, han var bange for, at de andre ikke ville lege med ham mere.

Det er faktisk helt irriterende, når turistfilmen bliver afbrudt af, at man skal sidde og glo på, at nogle andre kører på cykel. Forleden dag begyndte selv speakerne at kede sig under “cykelløbet”. Så begyndte de at tale om olivenolie, og det var så hyggeligt…

For det var noget helt andet, hvis de kørte cykelløb! 

Altså uden mikrofoner og hemmelige aftaler – og at alle mand kunne køre deres egen chance. Ligesom i gamle dage. Måske skulle man skære lidt ned på distancerne. 100 kilometer hver dag i to uger må da for f…være nok. Og ved I hvad? Så kunne cykelrytterne også være med uden at fylde sig med dét dér giftige, I ved nok.

Men det vil de ældre mænd i bilerne bagved nok ikke være med til. For så vil det jo ikke være så sjovt for dem.

Det ville det til gengæld være for alle os andre.

 

 

Fik du læst?