Sejr over svensken – og flot placering til Christina

Det blev til dansk sejr i landskampen i folkerace mod Sverige – og Christina Steinlein fra Hasle gav et godt bidrag til sejren

Christina Steinleins andenplads gav gode points til det danske landshold.

 

I weekenden blev den årlige landskamp i folkerace kørt på Nisseringen med deltagelse af ca. 85 biler – heraf fire fra Bornholm bla. i form af deltagerne fra Teamvwrally fra Hasle.
De fire var Christina Steinlein 531, Mathias Steinlein 236 og Oliver Stein Jensen 337 fra Teamvwrally samt Henrik Bloch Andersen 201.
Og der var som altid opbakning fra en lille bornholmsk fanflok samt vigtig deltagelse af mekaniker Brian Borgen. 
Weekenden startede godt  – både Christina og Oliver tog heatsejre, og Henrik fik en anden plads.
Mathias var desværre så uheldig, at hans Volvo ikke ville starte i første heat, og han kom derfor ikke til start, så der blev arbejdet på højtryk for at finde fejlen. Et defekt rotordæksel var synderen.
Holdt en fest
Heldigvis kom der gang i bilen til andet heat, og Mathias styrede Volvoen flot gennem alle sving, og selvom den store, dansende bil ikke kunne være med de hurtige biler, så tog han starten næsten hver gang og  – efterfølgende havde han en fest i den gamle Volvo.
Han kom ikke videre til finalen, men det var en stor succes for Mathias at køre Volvo.
(Artiklen fortsættes under billedet)
Christina Steinlein på vej mod en flot andenplads i landskampen på Nisseringen ved Næstved.
Henrik kørte også godt i sin Peugeot, han havde lidt problemer med en utæt køler, men efter et par forsøg fik han styr på køleren og gav den gas igen. Desværre ikke nok til finalen, men stadig en god præstation.
Oliver havde den tunge fod på speederen, og han kørte suverænt. Det lykkedes ham at få endnu en heatsejr og en plads i B-finalen. Der gav han den max gas igen, kun førstepladsen kan give adgang til A-finalen, så der skulle kæmpes, men desværre kom han til at skubbe til en anden bil, så han blev desværre udelukket. Men samlet en flot 11 plads.
Christina Steinlein, som startede dagen godt, fik pludselig problemer, da det nu var Golfen, der ikke ville starte. Så hun kom ikke til start, der blev arbejdet hele eftermiddagen og aften på at finde fejlen, bl.a. med fjernsupport via computer fra Bornholm, og sent om aftenen blev der fundet en ledningsfejl.
Søndag morgen startede bilen, men den kørte ikke ordentligt.  Det resulterede i, at Christina på grund af dårlige indledende heat skulle i B-finalen og kæmpe om den sidste plads i A- finalen.
Ny taktik gav pote
Der blev justeret lidt på bilen og lagt en anden start taktik, og det gav pote, for Christina fik Golfen afsted og vandt B -finalen og kom videre i A-finalen.
Det var et hårdt felt, men det gik over alt forventning: Christina kæmpede sig ind på en flot andenplads. Hun var desuden blandt de 10 danskere, der trak point til holdet. Så der var både pokaler og medalje.  Og for første gang i den tid, at bornholmerne har deltaget i landskamp, så var det endelig Danmark, der løb med sejren.

Seneste artikler

Fik du læst?