Rønne Havn er rustet til at håndtere Covid-19

 

Rønne Havn tog tidligt nogle sundheds- og sikkerhedsmæssige forholdsregler, da havnen skal være i drift 24-7 og alle 365 dage om året. Men forventer ingen krydstogtsgæster i år.

Havnen – klar til at håndtere Corona (Foto: Finn Edvard)

 

”Dansen med Corona ser ud til at vare ved noget tid endnu”.

Det var – ud over brugen af mundbind i den kollektive trafik – budskabet fra statsminister, Mette Frederiksen ved lørdagens pressemøde. Men Rønne Havn har været klar til at håndtere Covid-19 længe:

”Vi fik indført nødberedskab – så vi sikrer, at eksempelvis vores havnevagter kan holdes smittefri. Det betyder, at vi har etableret hjemmearbejdspladser til d, der ikke er en del af Port Service og den fysiske havnedrift. Vi har konstant sørget for at leve op til såvel sundhedsmyndighedernes anbefalinger og udenrigs- og justitsministeriet anbefalinger eller krav,” udtaler havnedirektør Thomas Bendtsen.

Det er dog ikke uvant for havnevirksomheden at have fokus på sikkerhed.

”Vi er vant til at tænke i risikoscenarier og har i den sammenhæng et tæt samarbejde med det lokale politi- og beredskabsvæsen. Vi er trænet i at tænke i sikkerhed for vore ansatte, brugere og kunder og forholdende vedr. f.eks. vores håndtering af corona ligger derfor indenfor rammen af vores risikohåndtering. Så står vi med en “corona version 2” – så håndterer vi også det,” udtaler Thomas Bendtsen, der selvfølgelig kan bekræfte, at Covid19-pandemiens indtog har præget havnens økonomi:

”Naturligvis bliver havnens økonomi påvirket af, at vi ikke har modtaget et krydstogtskib i denne sæson. En sæson som i øvrigt stod til at blive god,” udtaler Thomas Bendtsen, der ikke ønsker at sætte tal på.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Rønne Havn har undgået en fyringsrunde trods coronakrisen…

 

”Jeg er glad for, at Rønne Havn A/S er så godt rustet økonomisk, at det er lykkedes selskabet at holde hånden under vores dygtige og arbejdsomme medarbejdere, så vi har undgået en fyringsrunde. Det skyldes vores høje fokus på risikostyring og tilhørende meget konservative budgetlægning, at vores øvrige forretningsområder har været mindre påvirket af corona end krydstogtmarkedet,” udtaler Thomas Bendtsen, der ikke forventer at modtage krydstogtskibe i år.

”Krydstogtbranchen er stadig i knæ, som følge af Covid-19 pandemien. Vi forventer derfor ikke at modtage nogen krydstogtskibe i år. Der kan godt blive tale om, at vi tager imod nogen tekniske anløb, hvor hverken mandskab eller gæster går i land, men hvor skibet blot lægger til kaj. Vi ved ikke om det bliver en realitet, da de meldinger som vi får i øjeblikket er meget omskiftelige. Der er derfor stor usikkerhed om det reelt bliver til noget. Men vi regner ikke med, at kunne byde nogen krydstogtgæster velkommen i år,” udtaler Thomas Bendtsen, der naturligvis håber på, at kigge ind i en bedre krydstogtsæson til næste år:

”Under alle omstændigheder håber vi på, at det lykkedes at finde såvel en medicin eller en vaccine mod denne grimme virus. På den baggrund er det svært at spå om, hvordan sæsonen for 2021 reelt bliver. Før pandemiens indtog så antallet af bookinger for 2020, 2021 og 2022 særdeles lovende ud. Men med pandemiens indtog opererer vi med “x-ubekendt” indenfor krydstogtbranchen – ligesom mange andre, der har en fod indenfor turistbranchen”, slutter Thomas Bendtsen.

 

Fik du læst?