Jeg har rullet gardinet ned, da solen skinner mig i øjnene. Jeg skal i gang med ugens klumme, og det er problemfyldt. Mit hoved er totalt tomt, når jeg nu ikke gider skrive mere om Corona.
Måske kunne jeg have en mening om forældre, der møder op hos tatovøren med børnene i hånden. ”Jeg vil godt have lavet et motiv på min datters højre endeballe,” siger moderen. Ja, man tror sgu, at det er løgn, når en voksen ulovligt påfører sit barn en tatovering.
Er verden da gået helt af amok? Jeg må igen tænke tilbage på min egen ungdom. Her var der skrappe regler for, hvordan man skulle se ud. Da jeg kom hjem med en læderjakke, købt brugt hos cykelhandleren, blev jeg sendt af sted igen med krav om at få pengene tilbage: ”Vores søn skal ikke gå i læderjakke,” sagde min mor. Og da cowboybukserne kom til Danmark, og kun var mulige at købe i Nyhavn, måtte faderen med og holde øje med sønnen, der dog fik lov til at købe et par blå arbejdsbukser med stropper til værktøj. Det smagte da lidt af Amerika …
Og da denne knægt anlagde sig fuldskæg, gik den ultimative krig ind. Moderen ville ikke gå på samme fortov som sin søn, og da jeg rejste tilbage til mit job som journalistelev i provinsen, fandt jeg en barbermaskine i kufferten. Mere direkte kunne det vist ikke siges.
Og mens jeg skriver dette, hører jeg pludselig glade børnestemmer ude i haven. Naboens tre fantastiske piger er på vej hen til min dør.
De står med en pakke svensk knækbrød, og så ved jeg, at ferien har været omkring Norge og Sverige. Heldigvis er min fryser fyldt op med is, og så bænker vi os ude i haven. Den yngste meddeler at hun ikke bryder sig om en is, der smager af lakrids, så hun snupper en med chokoladeovertræk.
Vi sidder igen sammen og taler som gamle venner. De har været lammet af Coro-krisen, og den ældste har fået skubbet konfirmationen tre gange, Den mindste, der snart fylder syv år, fortæller, at hun også har lavet lektier via computeren, og den mellemste rejser sig pludselig og lægger sig på fliserne: ”Jeg gider ikke sidde på en bænk,” siger hun med et suk. Det var hende, der fik mig på glatis, da hun spurgte, om jeg troede på, at der fandtes ”sorte huller” i universet.
Den mindste, der tænker hurtigere end de fleste, meddeler at hun har overvejet, hvad hun skal være, når hun bliver stor, og hun skal altså være biolog. ”Hun ved alt om fugle og insekter. Det har hendes far lært hende,” lyder det fra de to søskende. Og lille Karla nikker samstemmende.
Vi ender med at være enige om, at dette 2020 har været et forfærdelig år. ”Man mærker ikke en gang, man har ferie, når man ikke har været i skole,” siger de. Snakken er færdig, og de forsvinder gennem hækken.
Jeg kan ikke have nogen bedre nabo end disse tre piger, der sagtens kan klare sig og beholde personligheden – uden en tatovering på højre røvballe.
