MUSIK: Den populære sanger og musiker deler ud af sin livshistorie krydret med en masse gode sange
I torsdags viste DR en ny dokumentarfilm om den herboende grønlandske sanger Rasmus Lyberth og hans prægtige karriere. I kølvandet på premieren tager den karismatiske og folkekære sanger på Danmarks-turné, og giver koncert i Musikhuzet i Rønne fredag 19. januar 2024.
En perlerække
Koncerten består af en perlerække af Rasmus Lyberths iørefaldende sange fra hele hans livslange karriere som artist. Der er gamle hits som mange kan synge med på, men der er også nye numre, som man kan lade sig begejstre af. Undervejs krydrer Rasmus med spændende fortællinger, sjove anekdoter og smukke betragtninger, som de fleste vil kunne spejle sig i. Måske kommer der også en enkelt overraskende oplevelse fra livet på landevejen.
Mod- og medgang
Udstyret med sin guitar fortæller Rasmus om sin musikalske karriere i medgang og modgang, fra han begyndte at spille guitar som 13-årig og frem til i dag.
Rasmus beretter åbent om sin farverige tilværelse, sine drømme og sine håb for fremtiden på en indlevende måde, hvor man virkelig mærker den karismatiske sangers smukke sjæl og sprudlende væsen.
Hvis man ikke kendte Rasmus Lyberth før, kommer man med stor sandsynlighed til at holde af ham efter denne koncert. Billetterne er sat i salg via Musikhuzet hjemmeside og i Kulturbutikken.