KOMMUNEVALG 25´: SF og Radikale Venstre har besluttet at indgå i valgforbund til kommunalvalget næste år.
Både de radikale og SF på Bornholm står uden for kommunalbestyrelsen i denne valgperiode, og det er én af årsagerne til, at de nu kan se sig selv sammen i valgforbund.
SF Bornholms spidskandidat, Andreas Grosbøll, siger: ”Vi har valgt at indgå i valgforbund med Radikale Venstre, da vi ser et behov for, at der kommer nye kræfter ind i kommunalbestyrelsen. Vi oplever, at samarbejdet over de seneste år ikke har siddet lige i skabet. Derfor håber vi meget, at SF får en stærk repræsentation i den nye kommunalbestyrelse, men ser også behov for, at andre gode kræfter kommer ind, blandt andet fra Radikale Venstre Bornholm.”
Faren under overfladen
Søren Brenøe, der er spidskandidat for Radikale Venstre Bornholm siger: ”Bornholmerne fortjener at partierne i den kommende kommunalbestyrelse opbygger tillid til hinanden, så aftalerne bliver holdt og resultaterne bliver leveret. Vi deler på tværs SF og Radikale Venstre en analyse af, at tilliden også er en forudsætning for at kommunalbestyrelsen kan føre en ansvarlig økonomisk politik og få regionskommunen væk fra den økonomiske afgrund. Faren for at blive sat under administration fra Indenrigsministeriet lurer desværre stadig under overfladen.”
(Artiklen fortsættes under billedet)
Spidskandidaterne er enige om, at der er mere, som samler de bornholmske lokalforeninger af SF og Radikale Venstre end der splitter, og at begge partier står bedre inde i et valgforbund end udenfor.
Ikke enige om alt
”Men man skal slet ikke være enige om alt i et valgforbund, og det er SF Bornholm og Radikale Venstre Bornholm jo heller ikke, som alle jo godt ved. Vi er to forskellige partier med hver vores mærkesager, hvor der er overlap, men også mange forskelligheder”, siger Andreas Grosbøll.
Det kan Søren Brenøe kun bekræfte: ”Med valgforbundet er en stemme på SF eller Radikale Venstre en garanti for nye kræfter med en fælles ambition om at løfte samarbejdsklimaet i den kommende kommunalbestyrelse.”