Populær fiskeforretning sat til salg

BUTIKSLIV: Vil du være fiskehandler? Så har du chancen nu, hvor Bornholms populæreste fiskeforretning “Laksen” i Rønne netop er sat til salg…

Mona og Jørn Ole i den populære fiskeforetning på havnen i Rønne.

 

En af Bornholms mest søgte og populære forretninger, “Laksen” på havnen i Rønne, er netop blevet sat til salg.

Indehaverne Mona og Jørn Ole Kofod har drevet deres fiskeforretning i hele 25 år – og nu har de besluttet, at der skal ske noget andet.

Jørn Ole er blevet 65 år – og han kan efterhånden godt mærke i knæ og i ryg, at der skal bestilles noget, når man er fiskehandler på havnen i Rønne.

Det er gået godt
Parret overtog i sin tid forretningen fra fiskehandler Ole Rømer – og de har haft 25 gode år på havnen:

“Joh, det er gået ganske godt,” siger Jørn Ole med sit velkendte, stille smile – og med en jysk bondemands underdrivelse i tonelejet.

Mona og Jørn Ole er vel nærmest blevet landskendte – for ikke blot er de lokale daglig strømmet til butikken for at købe gode fisk – også turister fra ind og udland er blandt kunderne og har købt alt lige fra rejesalat, rødspætter, fiskefrikadeller til de mere udsøgte fiskespecialiteter.

Gaver til de kendte
Den populære fiskebutik er også kendt for i en årrække at have sendt julegaver fra Bornholm over det ganske land. Mange kendte ansigter i Danmark har haft lækker fisk fra “Laksen” på jule- og nytårsbordene, fordi en af landets store bookingfirmaer har valgt at sende julegaver til sine kunstnere fra “Laksen” i Rønne.

Tid til haven
Fiskehandler Jørn Ole Kofod er oprindelig fra Nylars og Mona er fra Arnager. Og parret er bosat i Arnager, hvor Jørn Ole nu får mere tid til havearbejdet – ligesom der også er planer om lidt flere ferierejser. Mona går endnu ikke på pension, men vil gerne ud og prøve kræfter med noget andet arbejde nogle år endnu.

Sat til salg
Laksen” er sat til salg hos Rønne Ejendomshandel, hvor man kan se pris og alle andre detaljer. Så hvis man er interesseret i at drive en succes videre som fiskehandler, så er det nu, at man skal slå til.

Mona og Jørn Ole ved dog ikke, om der fortsat skal være fiskeforretning  på stedet:

“Det er jo op til de nye ejere at beslutte, om der fortsat skal sælges fisk, være café eller noget helt tredje, siger Jørn Ole.

Men en ting er sikkert: Parret vil blive savnet af mange – og så sandelig også den gode fiskeforretning, dersom der i fremtiden skal serveres kaffe og kage fra Søndre Bådehavn i Rønne.

Seneste artikler

Fik du læst?

Ny retsmægler på Bornholm

PERSONALIA: Advokat Camilla Boss fra Advodan Bornholm bliver retsmægler i Bornholms retskreds Advokat Camilla Boss er blevet udpeget  som retsmægler for en fireårig periode, som

Læs mere »