.jpg)
Jeg glemmer det aldrig. Vi havde lige haft en vidunderlig og helt speciel gudstjeneste, hvor der var god tid til stilhed og eftertanke. En ”I Mesterens Lys” gudstjeneste, som jo er en meditationsgudstjeneste.
Jeg stod efter gudstjenesten i kirken sammen med en dame, som jeg ikke havde set før. Hun nævnede for mig, hvor vidunderlig gudstjenesten var, og hvordan hun for en gangs skyld havde fået tid til at sidde i stilhed. ”Der jo ellers ingen tid i en gudstjeneste til stilhed, for der bliver jo snakket hele tiden, og når jeg har sat mig til rette for i stilhed at søge Gud, så skal vi pludselig op at stå, og så skal vi høre på en masse ord, men denne aften fik jeg tid til stilhed og eftertanke”, sådan noget i den retning sagde hun.
”Nu havde jeg ellers lige besluttet at hade kirken, og nu ved jeg ikke rigtig – denne gudstjeneste var vidunderlig”, sagde damen.
Da hun var på vej ud af kirken, sagde jeg: ”Ja, det er jo en meget smuk kirke, og har du mon lagt mærke til, at vi har Danmarks største kors?”
Korsvejskirken, hvor jeg var præst, har et kæmpe kors bygget ind i altervæggen, sådan at hvis korset bliver fjernet, så falder kirken sammen.
Det er meget sigende og en enestående genial del af kirkens arkitektur, som i den grad siger kirkegængeren, hvad kristentroen går ud på, og hvad der er væsentligt i vores tro.
Hun var lige ved at gå, da jeg begejstret gjorde hende opmærksom på, at man blev nødt til at løfte øjnene og se op for at få øje på Danmarks største kors, så stort var det.
Hun kiggede kort op og svarede, idet hun gik: ”Åh, jeg har kors allergi.”
Jyde, som jeg er, blev jeg total mundlam, og godt det samme – for pågældende nye kirkegænger var ikke klar til teologiske forklaringer, eller til bibelske beretninger om Jesu død på korset for vores skyld.
Kors allergi – hvordan mon hun havde fået det? Havde hun været udsat for forklaringer om korsets betydning på en klicheagtig måde? Havde mennesker i hendes nærhed givet hende det, man kunne kalde en åndelig forstoppelse, så beretningen om Jesu død slet ikke virkede relevant for hende? Havde de fyldt hende med i deres øjne ”overbevisende” snak, så hun havde fået allergi – kors allergi? Jeg får aldrig forklaringen.
Korset blev ikke brugt i kristenhedens første tid. Det mindede dem om det torturinstrument, som det i virkeligheden også var, og man har ikke haft trang til at fokusere på det forfærdelige, som var sket.
De kristne var forfulgte, og når de ønskede at gøre opmærksom på, at her var der en kristen, så tegnede man halvdelen af en fisk, og var det en anden kristen, man stod sammen med, så viste vedkommende det ved at fuldføre tegningen. Korset havde simpelthen været alt for farligt at bruge som symbol.
Først da kristendommen blev statsreligion i år 312 efter Kristus, blev korset et symbol på kristentroens dybeste indhold – nemlig at Jesus Guds søn gik i døden for os til frihed og tilgivelse for os og et utrolig stærkt bevis på Guds betingelsesløse kærlighed til os.
Korset blev så udtrykt på forskellig vis. F.eks. kan der være en cirkel bagved korset, som symboliserer opstandelsen. Cirklen som kan minde om solen, der står op hver morgen – ikke mindst på Påskemorgen, hvor Jesus viste, at han bryder dødens magt. Cirklen er også et evighedssymbol, for Jesu død og opstandelse viser os stærkt, at der også er en evighed for os både her og på den anden side af døden.
Korset er blevet båret som smykke af millioner af mennesker udover jorden. Jeg ser stadig for mig, da tennisstjernen Djokovic tog korset frem og løftede det op og kyssede det, da han havde vundet guld til OL 2024. Korset er der blevet et sejrssymbol – ikke fordi han fik guld, men fordi han tidligere også har sagt, at han først og fremmest er kristen, og så er han så også begejstret for at være tennisspiller og taknemlig for at have vundet guld.
Ofte har det været fodboldspillere fra f.eks. Brasilien og Argentina, som har set det som vigtigt at markere deres kristne tro ved enten at slå korsets tegn, før de går på banen, eller række hånden op i tak til Gud, når de har scoret mål.
Argentinas fodboldlegende Maradona har sagt: ”Gud hjælper mig med at spille godt. Det er derfor, jeg altid slår korsets tegn, når jeg går på banen. Jeg føler, jeg svigter ham, hvis jeg ikke gør det.”
Ville det ske i dansk fodbold, dansk sport? Næppe, selvom der også der er kristne sportsfolk. Måske er der også her en forskel i kultur, måske er det forventeligt, at en præsident i USA slutter sin tale af med et ”God bless America. God bless you all”, men ville vi mon ikke studse, hvis vores statsminister Mette Frederiksen sluttede sin tale af med et ”Gud velsigne jer alle”.
Noget i mig synes, at det ville være dejligt, hvis vi var bedre til at vise vores kristentro ude i det offentlige, men kun hvis vi virkelig mente et korstegn, en bordbøn på en restaurant, et kors om halsen, et Gud velsigne dig af hele vort hjerte.
Det er fra vores hjerte, de ytringer skal komme. Vi skal ikke være fromme for at virke fromme. Vi skal være ægte og ærlige. Korsets tegn skal heller ikke bare være et udtryk for noget, der næsten kan virke, som det vi plejer at kalde for overtro.
Jesus har dog givet os en klar og meget konkret befaling – ikke bare en opfordring – at vi skal være disciple (elever), som går ”ud i alverden og gør alle folkeslagene til mine disciple”. Kristentroen er ingen hemmelighed, vi skal bevare indenbords og skjult under hjemmets fire vægge.
Vi havde ikke været kristne i dag, og vi havde for øvrigt heller ikke haft det samfund, vi har i dag, hvis kirken og kristne havde holdt deres tro ude af det offentlige rum.
Louise Adrian, som har stået for en enestående indsats blandt fængslets værste forbrydere med sit Fangekor, og som nu lige er død, skrev på en skraldespand i København i en af hendes sidste dage: ”Hold ud! Hilsen Gud”. Det er vel civil ulydighed at lave den slags graffiti, men jeg håber ikke, dette velsignede skriv bliver slettet. Korsets tegn betyder meget for mange af os, men desværre betyder det nok endnu mere på gadeniveau, at Gud hilser os med ordene ”Hold ud”, ikke mindst når det står på en af Københavns mange skraldespande. Der er jo meget skrald i vore liv, som Gud må tage sig af.
Et barn spurgte mig i kirken: ”Hvad betyder det kryds?” Sådan er korset gået hen og blevet et ukendt symbol/ tegn, som måske ikke længere betyder så meget, hvis det ikke bliver forklaret.
Ikke desto mindre skal vi blive ved med at bære korset, holde det højt og takke Gud, fordi et torturredskab, hvor Jesus døde en forsmædelig og grusom død, blev til frelse og frihed fra den skyld, som alle mennesker bærer rundt på mere eller mindre bevidst, og vi skal til enhver tid være klar til at besvare min muslim vens spørgsmål: ”Hvorfor var det i grunden, at det var nødvendigt, at Jesus døde på et kors?”
Kærlig hilsen og god søndag
Agnethe Zimino
Pens. sognepræst
