KRIMI: Pernille Boelskov er kendt for sine stemningsfulde bornholmer-krimier. Med “Sort ø” starter hun en ny mørkere serie, der skræller et lag af postkortidyllen og sender læseren dybt ind i øens mørkeste sprækker.

Fire bornholmerkrimier om præsten Agnethe Bohn er det blevet til fra forfatter Pernille Boelskov i Hasle. Men nu bytter hun præsterne ud med en ny krimiserie “Storm på Bornholm.” Her har karakterne flere lig i lasten, og mørket får endnu mere plads end før.
“Jeg har altid skrevet om sprækkerne i alt det pæne, og om dem, der forsøger at skjule dem,” siger forfatteren.
“For mig er Bornholm det perfekte billede på det. Vores smukke ø, der også har en bagside. I min nye serie har jeg skruet op for både øens og karakterernes bagsider.”
Undervurderede kvinder
I “Sort ø” kommer to undervurderede kvinder på sporet af et overlagt drab. Ulla Storm, 61, er ufrivilligt pensioneret PET-agent og har ikke sat sine ben på Bornholm i mere end 30 år. Xenia Salthammer, 27, er ny politiassistent i Rønne og bliver kaldt”Den enarmede,” efter hun mistede sin venstre underarm i tjeneste.
Da en lokal håndboldtræner findes død i Ravnedalen, ligner det først en simpel bilulykke. Men Ulla Storms blik for afvigelser fanger hurtigt, at noget er helt galt. Midt i efterforskningen ryger søkablet. Hele øen er sort, og Ulla og Xenia står alene i mørket med en morder.
“Både øen og mine hovedpersoner har dybe ar,” forklarer Pernille Boelskov.
Snigpremiere
“Ulla er en stærk, men ensom kvinde, der har ofret alt for sin karriere i efterretningstjenesten. Xenia var en af Politiskolens skarpeste, indtil hun mistede sin arm, og nu kæmper hun for at bevise sit værd igen. De er ligesom Bornholm: smukke og stærke på overfladen, men fyldt med hemmeligheder og mørke nedenunder. Det er den parallel, jeg gerne vil skrive frem i Sort ø.
“Sort ø” udkommer 17. juni å Forlaget 4. til venstre. Der er snigpremiere på Bornholm fra 6. juni hvor Pernille Boelskov signerer bøger i William Dam i Rønne.


