Penyllan i Tejn nomineret til Årets Bryggeri

Et bornholmsk bryggeri har for første gang i Danske Ølentusiaster historie chancen for at blive kåret til “Årets Bryggeri”

Det bornholmske bryggeri Penyllan blev grundlagt i 2015 af Jessica og Christian Andersen. (Foto: Thomas Neckermann)

 

Danske Ølentusiaster uddeler årligt prisen for Årets Bryggeri til et af Danmarks mere end 250 bryghuse. Dette år stemte lokalafdelingerne syv forskellige bryggerier videre til finalen og med hele to nomineringer er det muligt at det, for første gang i foreningens 23 årige historie, bliver et bornholmsk bryggeri der render med prisen.

Jessica Andersen fra Penyllan siger:

”Vi er utrolig glade og stolte over at vores lille bryggeri på Tejn Havn er blevet indstillet til den fornemme pris. Ikke mindst set i lyset af at vores øl er dyrt og måske lidt mærkeligt. Hvis man gerne vil smage hvorfor, så holder vi åbent året rundt i bryggeriet”.

De to lokalafdelinger, der har indstillet Penyllan er fra Holstebro og Køge, med kommentaren: “Vi har svært ved at få armene ned, når vi smager på de dekadente dråber fra Penyllan”

Ros fra Køge

Lokalafdeling Køges indstilling lyder:

“Penyllan indstilles for deres utrættelige indsats for at forny den danske øl-scene med spændende fadlagrede øl. Kombinationen af bornholmske råvarer, vildgær fra baghaven og et langt ophold i alverdens fade giver komplekse og spændende smagskombinationer som resulterer i, at der årligt lanceres nye eksperimenterende øl. Christian og Jessica er også i aktiv kontakt med ølentusiaster og andre via ølfestivaller samt arrangementer i bryggeriet med musik og mad.”

Ros fra Holstebro

Lokalafdeling Holstebros indstilling lyder:

“Det ses mange steder i ølverdenen at et bryggeri lancerer et nyt brand for at lade øllet derfra fremstå mere eksklusivt end det sædvanlige, faste sortiment. Og i Holstebro har vi sagt det før og siger det gerne igen. Vi har svært ved at få armene ned, når vi smager på de dekadente dråber fra Penyllan, der fortsætter den tendens og tager det lækre øl til nye højder. Med stor dygtighed har Jessica og Christian fundet, opdyrket og nøje udvalgt husets egen vildgær “Garden party”, og når de så tilsætter den til fadlagrede øl bliver resultatet i høj international klasse.

 Ølreleases fra Penyllan er af en kvalitet som sjældent ses her til lands, og det finder sin naturlige plads på den allerøverste hylde af ekstrem luksus. Deres øl koster mange penge, men de er hver en øre værd. Øllene er blandt de bedste øloplevelser, vi har haft i Holstebro i rigtig lang tid, og derfor falder vores nominering til Årets Bryggeri endnu en gang naturligt nok i retning af det lille ultra-eksklusive bryggeri i den fjerneste ende af landet. Vi glæder os til at smage mere fra Penyllan og ønsker for bryggeriet, at de fortsætter deres lidenskab til Jessicas lækre piger, og opnår den kult status de fortjener.”

Fra 2015

Penyllan er Danmarks første bryggeri dedikeret til fadlagrede og vildgærede øl og blev i 2015 startet af Jessica og Christian Andersen. Med udgangspunkt i en gærkultur opsamlet under et æbletræ i parrets have, skabes der komplekse øl, der lagres i 3-6 år på brugte vin- og spiritusfade, med lokale ingredienser fra bryggeriets hjemstavn. Etiketterne er håndtegnet og nummeret af Jessica. I bryggeriets bar og butik er det muligt at købe øl med hjem eller nyde en fadøl med udsigt over Tejn Havn – året rundt.

Seneste artikler

Fik du læst?