.jpg)
TRO: To mænd gik der på vejen til Emmaus, og de var fortvivlede og skuffede. De havde forladt deres kammerater i Jerusalem, for de havde mistet alt håb.
De gik og diskuterede, hvad der var sket i Jerusalem. Hvordan Jesus var blevet hængt på et kors, og hvordan deres forventninger om en frelser med eet var blevet knust, for Jesus havde jo ikke hjulpet dem af med besættelsesmagten, og nu var han død. De var så skuffede!
Ja, der var godt nok nogle kvinder, som påstod, de havde set Jesus i live igen, men …… kunne man stole på kvinders udsagn? Vel næppe! De var som jøder ikke vant til at tænke på kvinder som troværdige vidner til noget som helst.
Pludselig fandt de sig selv i en samtale med en anden vandringsmand, som tålmodigt lyttede til deres frustrationer uden at sige så meget.
At blive lyttet til er altid velgørende. At det var en fremmed, var kun godt. De blev ikke afbrudt. Han gik bare sammen med dem og viste ærlig interesse i, hvad de fortalte. Da de endelig var færdige med at lukke alle deres frustrationer ud, så begyndte denne fremmede at forklare, hvad der stod i de gamle skrifter.
De indbød ham til at spise med, da de kom til en kro, og da de ved bordet fik lækkert brød serveret, så tog den fremmede brødet, brækkede det i stykker og sagde: ”Det er mit legeme, som brydes for jer”, så genkendte de ham pludseligt og så, at det var Jesus, som hele tiden havde været hos dem, og pludselig forsvandt han for øjnene af dem.
De var fyldt med tvivl, da de gik der på vejen, og sådan er det, når vi tvivler. Den Gud, vi tvivler på, han er os nær – også når vi ikke ser ham, også når vi tvivler!
Det er bare så fint, at Jesus ikke åbenbarede for dem på vejen, at det var ham. Han lyttede. Det er så vigtigt at kunne holde mund, når vi møder mennesker, der har brug for at lukke op for alt det, der fylder dem. Vi må ikke afbryde og sige: ”Ja, sådan har jeg også haft det.”
Og så fortsætter vi med vores egen historie og har lukket munden totalt på ham eller hende, som havde så meget brug for ”bare” at fortælle løs.
Måske er det ikke en tvivl på Gud, som vi føler – måske er det ”bare”, at vi har tabt gnisten – livsgnisten. At vi føler os svigtet, at vi lider under ensomhed og de sår og skrammer, som livet nu engang giver os.
I sådanne mistrøstige situationer, hvor vi synes, alt håb er ude, der kommer Jesus til os og giver os trøst og håb. Måske bruger han et andet menneske, måske indgiver han os gode tanker om alt det, vi i grunden både har at leve for, og det vi har at takke for. Måske skænker han os en opmuntring, som næsten kommer bag på os i form af en konkret kærligheds handling et andet menneske gir os!
Kort sagt Jesus viser os sit nærvær. Ja, måske viser han sig for os gennem ord, som pludselig dukker op i vores sind – ord, som vi aldrig selv har kunnet finde på. Ord, som overrasker os, og som bringer os nyt håb og ny tro på livet.
Jesus lever – han stod op af graven. Det er påskedag.
Han kom fra gravkammerets mørke til livet og lyset udenfor, og han fører os igennem vort mørke ud til lyset og livet!
Du kan møde den levende Jesus næsten hvor som helst. Også dig, som ikke tror, han er dig nær, selvom du ikke regner med det.
Ikke mindst dig, som i dåben blev korstegnet ”som et tegn på, at du skal tilhøre den korsfæstede Herre Jesus Kristus” (sådan lyder det i dåbsritualet), du kan ikke undgå Jesu nærvær og nærhed, for du er elsket, for den du er, og Gud har en plan med dit liv. Du er jo bestemt til at være under Guds beskyttelse og i hans kærlighed. Det kan du ikke så let løbe fra.
I dag påskedag og i morgen 2. påskedag bliver det i landets kirker understreget, at vores kristne tro ikke bare drejer sig om specielle kristne principper og om en speciel kristen præget måde at leve på.
Kristentroen er ikke bare en smuk ideologi om næstekærlighed, men vores kristne tro er troen på en levende Gud, som har vist os sin grænseløse kærlighed ved i Jesus at dø for os – gå ind i mørket for os – til tilgivelse for os og opstå fra de døde, så han hver dag kan følge os på vores livsvandring på vej til livet efter døden.
Vi elsker, fordi han elskede os først, og det har vore medmennesker brug for.
Der er mangfoldige mennesker, som på overnaturlig vis har mødt den levende Jesus, men vi er også mange, som ikke har haft den slags særlige erfaringer. Det er vigtigt, at vi ikke tror, at vi dermed er mindre i Jesu øjne. Jesus er hos os, selvom jeg ikke føler noget specielt. Der kræves ikke en speciel oplevelse. Der er folk, som siger: ” Jeg vil så gerne tro, men kan ikke!”
Et godt råd: Dyk ned i Bibelen – først og fremmest i Det Nye Testamente. Tag det ind, du forstår, og det, der siger dig noget – det, der rammer dig i hjertet, og lad med sindsro det uforståelige ligge til en anden dag!
Vær klar over, hvor mange gange Gud har været der for dig, uden du måske tænkte over, at det var ham, der hjalp dig og sig ham tak! Troen er ikke en præstation. Gaven bliver dig givet af Gud. Giv dig god tid. Gud har ikke så travlt, som vi har! Han er dig nærmere, end du tror.
Kristendom er en relation – ikke kun smukke ord og opfordring til gode gerninger. Som relationen opbygges, så ændres vore holdninger også, men perfekte bliver vi ikke. Vi er stadig kun mennesker, som hver dag har brug for Guds kærlighed og tilgivelse!
Glædelig påske! Jesus lever og er dig nær. Du er elsket, som du er!
Kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Pens. sognepræst
.gif)
