På familiens vegne, undskyld!

LINDBLOMS MAGASIN i denne uge: Om snakkende mennesker i supermarkeder, frokoster i hovedstaden og familien på sejltur i underjordisk univers…

Ingen tvivl om, at vi alle er glade for igen at kunne bevæge os nogenlunde frit rundt i landet, uagtet at det kræver flere ugentlige tests at foretage sig noget som helst.

Den kærkomne afveksling i vores nye begrænsede hverdag har fået alt fra køretimer og ugentlige yogahold til at fremstå som glædelige begivenheder, vi har set mere end frem til, at genoptage.

Mine døtres far i Vipperød sagde: ”Det er ikke til at holde ud at gå i Netto mere. Jeg møder hele tiden fædre fra skolen, som ævler mig et øre af hver gang jeg handler, og de har ellers aldrig sagt andet end dav før. De er totalt understimulerede, socialt”.

Selv blev jeg stoppet på Apoteket i Allinge, af en dame der – helt berettiget – fortalte mig, at hun var virkelig træt af at se mig og mit påskeprogram blive genudsendt. Jeg måtte forsikre hende om, at det skam ikke er dovenskab, men derimod Slots og Kulturstyrelsens Corona-regler, der fritager lokale TV- stationer fra at sende nye programmer, selvom vi har optaget en masse nyt, som vi glæder os til at vise.

Derudover har jeg været heldig at spise på flere bornholmske og københavnske restauranter, i den forgangne uge. Senest, var jeg inviteret til frokost på et af Frederiksbergs historiske spisesteder, i selskab med, blandt andre, en meget prominent dame.

Mens jeg sad der og spiste, havde et par af mine ældre familiemedlemmer – med venner – sat sig for at lufte deres nyerhvervede Coronapas og støtte kulturen i Søndermarken.

De havde booket tid til besøg i Cisternerne, for at se den argentinskfødte kunstner Tomás Saraceno´s udstilling Event Horizon, der opleves fra robåde på en halv meter vand i den underjordiske betonkonstruktion.

Med højt humør – opløftede af forårets komme og fællesskabets stemning – gik turen fra Køge til Valby Langgade i samlet flok, hvor de, efter lidt bakken frem og tilbage, parkerede i gul zone overfor restaurant Bjælkehuset. Herefter slentrede de forventningsfulde forbi Carlsberg byen, som de passerede med ”Ihh, åhh og hold op hvor ser det dyrt ud” på vej mod dagens udflugtsmål.

Så langt så godt.

Da jeg forinden havde spurgt dem, hvad det var de skulle se, lød svaret: ”Det er noget med universet, et sort hul, nogle lyde og en smule lys. Og så skal man sejle rundt”.

På slaget for aftalt tid gik den glade gruppe ned af trappen til Cisternerne og steg ombord på delebåden, hvor de – udstyret med et sæt årer og lovning på, at man ikke kunne sejle forkert -blev sendt ud på en halv times sejlads.

I brochuren, som jeg efterfølgende så, stod det beskrevet, hvordan kunstneren, inspireret af flagermus, astrofysik, filosofi og ingeniørkunst, ønskede at invitere beskueren (padlende i mørke) til at reflektere over hvordan klimaforandringer uigenkaldeligt har ændret menneskehedens livsvilkår radikalt, og på, om der reelt findes alternative eksistensmuligheder og beboelsesformer, såfremt vi er tilpasningsparate og overlevelsesdygtige nok.

Desværre var der ingen i båden, der nåede at tænke over meget andet, end at navigere retmæssigt rundt, i det, der skulle have været en blikstille sanseoplevelse. Alle fire havde de hver deres mening om, hvordan båden skulle sejles, og efter at have basket med årene i en sådan gra, at det rent faktisk lykkedes dem at skære et hjørne af og sejle stik mod de andre både, fandt de ud af, at der var en stålwire, man kunne have trukket sig frem ved i stedet.

De havde selvfølgelig heller ikke været rolige nok til at kunne høre hverken stilhed eller flagermus for den sags skyld.

På familiens vegne, vil jeg gerne undskylde overfor kunstneren, de 17 fondsydere og den tålmodige Cisterneguide.

Nogle gange kommer kunsten bare på tværs af de gode intentioner.