DR klar til valgdækning med fokus på EU i hverdagen

EU-valg: Søndag 9. juni skal danskerne i stemmeboksen, når der er valg til Europa-Parlamentet. Stéphanie Surrugue og Lillan Gjerulff Kretz er værter på DR’s valgaften. Klaus Bundgård og Ulla Essendrop følger stemmeoptællingen helt til dørs dagen efter.

DR har en vigtig opgave med at understøttet demokratiet og klæde vælgerne godt på, så de oplyst kan stemme, når Danmark skal til Europa-Parlamentsvalg den 9. juni.

 

Af Kristian Rask

Historisk er der en lavere valgdeltagelse til Europa-Parlamentsvalgene, men DR vil blandt andet forsøge at engagere danskerne i valget ved at vise, hvor meget beslutninger fra EU er en del af hverdagen. Samtidig står Europa efter to år med krig i Ukraine med nogle store sikkerhedspolitiske udfordringer, som også bliver et af valgets store overordnede temaer.

“Vi vil gøre os umage for, at danskerne ikke bare opfatter EU som noget komplekst, fjern storpolitik, men faktisk oplever at helt nære ting i vores hverdag påvirkes af beslutninger truffet i EU. For der er EU i overraskende mange ting som, hvordan vi fordeler barslen mellem mænd og kvinder, hvilke skruelåg der er på mælkekartonen, og om vi skal tidsregistrere på arbejdet. Derfor er det ikke ligegyldigt, hvem der bliver sendt til Europa-Parlamentet, og vi skal have vælgerne til at engagere sig i valget uanset om de interesserer sig for det storpolitiske, det helt nære eller begge dele,” siger Kirsten Marie Svendsen, der er valgansvarlig hos DR Nyheder.

Bruger kendte formater
Tilgangen er, at DR vil nå så mange som muligt med EU-stoffet ved at bruge mange forskellige platforme og kanaler, og ved at indarbejde valgets temaer i DR’s kendte formater.

“Det er vigtigt for os at få så mange som muligt med i de vigtige demokratiske samtaler om EU og valget. Derfor vil vi bruge vores mest kendte formater, hvor vi allerede har stærke bånd til danskerne. I et medielandskab, hvor der er så utrolig meget indhold på hylderne, så er det svært at få mange til at opdage helt nye formater midt i en EU-valgdækning, så der vil vi hellere bruge de esser, vi allerede har på hånden,” siger Kirsten Marie Svendsen.

Med det udgangspunkt får dækningen af Europa-Parlamentsvalget i de kommende uger en tydelig og markant prioritering i TVA, Radioavisen, Deadline, og i DR’s kendte nyhedspodcast. På dr.dk og TVA Live vil man også kunne følge valget døgnet rundt.

DR’s internationale podcast ‘Stjerner og striber’ har allerede udvidet deres fokus fra det amerikanske valg og sender nu en ugentlig udgave om EU og Europa-Parlamentsvalget. Og den 2. juni kan man på DRTV se en særudgave af ‘Spise med Price’, der er sendt til Bruxelles for at lave europæisk mad – men også for at tale EU. DR’s populære podcast ‘Fodboldlisten’ går også i valgmode, og vil have to særafsnit klar, der kobler fodboldverdenen og valget til Europa-Parlamentet sammen.

P4 og Aftenshowet
Alle DR’s distrikter vil også i perioden frem til den 9. juni have et markant fokus på Europa-Parlamentsvalget. Blandt andet tager DR’s EU-korrespondent Ole Ryborg rundt til de forskellige distrikter og deltager i regionale programmer på P4, hvor lytterne kan stille spørgsmål og være med i EU-quizzer. DR’s EU-korrespondent vil også være et fast indslag i Aftenshowet.

Mød partierne
Et andet væsentligt omdrejningspunkt hos DR, som skal give vælgerne mulighed for at lære spidskandidaterne og partiernes EU-politik godt at kende, er programserien ‘Mød Partierne’. Her har vært Kåre Quist på skift spidskandidaterne i den varme stol. Alle programmerne kan ses på DRTV fra den 20. maj, og vil løbende blive sendt på DR1 frem mod valget.

Vælgerne kan også tage kandidattesten på dr.dk. Kandidattesten kan ikke fortælle vælgerne, hvem de skal stemme på, men den kan give en indikation af, hvilke kandidater, man er mest enig med på en række udvalgte spørgsmål. I forbindelse med kandidattesten på dr.dk, kan man også læse mere om partierne, de enkelte politikere og blive klogere på deres mærkesager og baggrunden for deres svar i testen.

De unge vælgere
På P3 har er der særligt fokus på første- og andengangsvælgerne – hvor særligt andengangsvælgerne er kendetegnet ved at have en meget lav valgdeltagelse. Her bliver der arbejdet med at gøre EU-stoffet og valget meningsfuldt og relevant ved at lade det være prioriteret og til stede i de faste formater, hvor DR står stærkest i målgruppen, for eksempel ‘Go’Morgen P3’, ‘Essensen’ og Adnans satireprogrammer.

Ved siden af det arbejder P3 også sammen med organisationer om et outreach-tiltag – hvor unge transporteres med busser fra uddannelsessteder til steder, hvor de kan brevstemme. Det hele slutter på valgdagen med en koncert, hvor valgdeltagelsen og demokratiet fejres.

Livedebat
Undervejs har DR livedebatter med de centrale aktører i valgkampen. Den 4. juni har DR partilederne samlet til en generel debat om, hvordan det egentlig står til i Danmark. Så tæt på et Europa-Parlamentsvalg, vil der dog nok komme EU på dagsordenen også. DR melder også mere ud om en spidskandidatdebat senere.

Spændende dag derpå

På valgdagen er DR live hele dagen på forskellige platforme. Først med TVA Live inden Stéphanie Surrugue og Lillan Gjerulf Kretz åbner valgstudiet på DR1, for at guide seerne igennem aftenen mens resultaterne tikker ind fra hele Europa. I studiet på valgaftenen vil flere af DR’s EU-korrespondenter og valgeksperter være med og byde ind med deres analyser.

Som noget nyt vil DR også med en avanceret og stærkt udbygget liveblog skabe en selvstændig digital valgaften på dr.dk, som ikke bare er et ad-on, til det, der ellers sker i valgstudiet. Erfaringen viser, at mange alene følger med digitalt, og DR vil prioritere nogle af de faste korrespondenter og dedikerede medarbejdere til kun at være på dr.dk. Det betyder, at blandt andre politisk korrespondent Christine Cordsen og EU-journalist Per Bang vil være på dr.dk hele aftenen og guide brugerne igennem valget.

Mandag morgen fortsætter den digitale dækning med liveblog og resultaterne på dr.dk. Mandagen bliver meget spændende, for det er her, det begynder at stå klart, hvem der bliver valgt ind i Europa-Parlamentet. Derfor åbner valgstudiet også op igen på DR1 mandag morgen med nye friske værter; Ulla Essendrop og Klaus Bundgård. TVA Live sender nyhedsopdateringer hver time. Og på P1 og P4 er valgmorgenen også en stor dag med fuld sending i morgenfladen.

Seneste artikler

Fik du læst?

En dyr samtale

POLITI: Onsdag morgen fik en 50-årig kvinde fra Sjælland en bøde på 1.500 kr. samt et klip i kørekortet for at benytte håndholdt mobiltelefon, mens

Læs mere »