Otte uger i sundhedens interesse

Flemming Falk Hansen deltager i et otte-ugers program tilrettelagt af idrætsfysiolog Ole Nisbeth – målet er at tabe sig og få en bedre almen sundhedstilstand. Følg med her og i de kommende uger – kan Flemming holde til strabadserne?

Ole Nisbeth og Flemming Falk Hansen, da projektet blev skudt i gang forleden – otte uger med masser af motion – og nul slik og alkohol.

 

Forleden mødtes to mænd i idrætshallen på Campus Bornholm. Den ene var idrætsfysiolog Ole Nisbeth, Snogebæk, og den anden var medie- og filmmanden, iværksætteren Flemming Falk Hansen, der til daglig bor i Tejn.

Formålet med mødet var at skyde et sundhedsprojekt i gang – “Otte uger i helvede”, som Ole Nisbeth kalder sit sundhedsforløb – dog med et stort smil.

Konceptet er lige så enkelt, som det er effektivt: I de næste otte uger skal 54-årige Flemming Falk Hansen, nuværende kampvægt 97 kilo, gange enkelt “nulstille” sig selv, som Ole Nisbeth udtrykker det.

12.000 skridt

Det betyder nogle faste træningsøvelser samt et totalt forbud mod al slik, kager, chips – og alkohol. Til gengæld kan han spise al “almindelig” mad samt naturligvis huske den vigtige motion: Kravet er 12.000 skridt om dagen.

“Slankesheriffen fra Snogebæk”, som man kan læse meget mere om på Facebook (Slankesheriffen), har hjulpet talrige mennesker med ny livsstil og i det hele taget med at få et sundere liv. Man kan læse meget mere om “Slankesheriffen” og nogle af de bornholmere, han har hjulpet, på Facebook.

Ole Nisbeth har læst idræt på Københavns Universitet, inden han kom til Bornholm tilbage i 1995.

Og nu er Flemming Falk Hansen det seneste levende billede, der er gået i gang med at udføre Oles teorier i praksis.

“Det glæder jeg mig rigtig meget til,” siger Flemming, der dog i forvejen får en del motion. Men han vil gerne ned i vægt og leve efter Oles teorier i håbet om at det på lang sigt kan give et sundere liv.

På toppen igen

Og Flemming gik så højt op i de første træningsøvelser, at han den første dag bøjede et ribben. Det er naturligvis ikke meningen, men vi skal hilse og sige, at Flemming er frisk og på toppen igen.

“Jeg kan i al fald mærke, at jeg lever”, siger han med et stort smil.

Vi vender tilbage i næste uge med en rapport om Flemmings vægt og sundhedstilstand.

Seneste artikler

Fik du læst?