Om stilhed og bøn

Jeg læser for tiden en bog af Tomas Sjødin: ”Lyden af stilhed”.

Den er for mig en god indgang til den fastetid, som vi lige er kommet ind i her i onsdags.

Fastetiden er jo de 40 dage inden påske, som forbereder os til påskens budskab om Jesu død på et henrettelsesredskab – et kors – og det at Jesus overvandt døden ved sin opstandelse fra de døde påskemorgen.

Påsken er jo vore kirkers vigtigste højtid, og påskens budskab til os er det, Jesus siger: ”Jeg er opstandelsen og livet. Den, der tror på mig skal leve, om han end dør”. Johannes evangeliet kap. 11 vers 25.

Det er et budskab nok værd at forberede sig på.

Noget af det jeg skriver her, må og skal gerne være min forberedelse. Du afgør selvfølgelig selv, hvordan du vil forberede dig til påske.

Tomas Sjødin skriver, at ”en af de største trusler mod åndelig fornyelse og modenhed er distraktion.”

Han har noteret sig, hvad vi alle sammen lider under.

Sjødin har bestemt intet imod internet og mobil telefoner, men han har bare lagt mærke til, at folk overalt sidder eller går fordybet i deres mobil telefoner.

”De naturlige mellemrum, der kunne give tid til en stund med indre og ydre stilhed stoppes til af information fra andre. Vores hjerner fyldes ikke længere så meget af vore egne tanker som af andres”, skriver Sjødin.

Jeg ved med mig selv, at det er rigtigt, at sætter jeg mig i lægens venteværelse, på apoteket, eller hvis jeg i bilen på en P-plads skal vente på min mand, der lige er inde at handle, så tager jeg min mobil frem, går på Facebook eller læser mails eller avis.

Ikke at der er noget forkert i det, men jeg bruger dermed ikke den givne mulighed for bare at være stille og møde både mig selv og evt. Gud. Det hindrer mig også i at være til stede med de mennesker, jeg sidder sammen med, eller som færdes omkring mig!

Jeg kunne spørge mig selv:

Hvad mon Gud vil sige til mig i stilheden?

Eller vil Gud måske bare være hos mig med sit nærvær, uden at jeg skal tænke på, hvad jeg får ud af det?

Er der noget i mit liv, jeg skal prioritere? Hvad drømmer jeg om eller har visioner for?

Er der en i lokalet, som jeg evt. kan bede for – altså uden de ved det? Kan jeg være til opmuntring for nogen?

Jeg har dog fået en vane, som andre måske også kunne bruge. Når jeg i bilen holder for rødt, så ser jeg de mennesker, som går over fodgængerovergangen. Jeg ber Gud velsigne dem!

Jeg lærte det af en 90-årig dame, som sad på 2. sal og sagde til mig: ”Jeg sidder her og kigger ned på gaden og ser folk, og så ber jeg Gud velsigne dem!” Så er der bestemt en mening med at blive 90.

For øvrigt er det af mine favoritsteder til bøn faktisk – ja, smil bare – mine ophold på ”det lille hus”.

”Her kan jeg sidde i egne tanker, til en anden på døren banker”, står der somme tider på døren.

Min mor havde som gammel problemer med at sove om natten. Hun beklagede sig ikke, men påstod, det var et alderdomstillæg.

Efter hendes død fandt jeg lange lister med navne på de mennesker, hun bad for. Se, det kan man også bruge søvnløse nætter til.

”Tag ikke mobilen med på toilettet”, læste jeg forleden. ”Den bliver en bakteriebombe”, skrev vedkommende. Så er det da et oplagt sted til f.eks. bøn – især for os gamle med mange natlige ture derud.

Jesus siger: ”Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør, og bed til din Far, som er i det skjulte. Og din Far, som ser i det skjulte, skal lønne dig” Mattæus evangeliet kap. 6 vers 6.

På Jesu tid var der i husene masser af mennesker. Det var umuligt at finde et sted til bøn, og Jesus mener: ”Find dig et roligt sted, hvor du ikke bliver distraheret og mød mig – din Gud – der!”

Uanset om man tror eller ej, så har vi mennesker brug for stilhed og hvile.

Giver vi os lov til stilhed, udsætter vi os selvfølgelig for ”risikoen” for at blive overvældet af Guds nærvær. Tro gror lige så stille frem. Gud kan i stilheden forbavse os.

Jeg har i en anden klumme nævnet, at forfatteren Tarjei Vesaas blev spurgt, hvad han sådan lavede i løbet af et år. Forfatteren sagde: ”Tja, hvad jeg laver? Jo, de tre måneder, der skriver jeg, og resten af året sidder jeg vist bare og glor!”

At sidde og glo er også vores bestemmelse, så hav ikke dårlig samvittighed, hvis du ikke altid får noget fra hånden. Det er i pauserne, kreativiteten bliver født. At kede sig er en væsentlig erfaring, når vi er børn, men også for os voksne.

Man siger, at børn har alt for meget skemalagt i vores tid. Der er ikke tid til at kede sig, og der er en risiko for, at opfindsomhed, fantasi og væsentlige tanker bliver hjemløse, og så bliver vores verden kedelig og alt for forudsigelig. Det samme gælder også for os voksne.

Et god råd: Søg stilheden – måske i naturen – eller i et ”lukket rum” i dit hjem. ”Den, der søger, skal finde!”, siger Jesus. ”Den, der beder får!” At bede er også at tie og være i forventning. Må Herren velsigne dig og forbavse dig. Han vil dig det vel!

Kærlig hilsen

Agnethe Zimino
Pens. sognepræst 

Seneste artikler

Fik du læst?