Ole Dreyer genvalgt til DGI’s hovedbestyrelse

NAVNE: Ole Dreyer, formand for DGI Bornholm, blev på DGI’s årsmøde 4. november genvalgt til DGI’s hovedbestyrelse

Ole Dreyer – genvalgt til DGI’s hovedbestyrelse (Foto: Jens Astrup)

 

Det bliver yderligere to år i DGI’s hovedbestyrelse for 57-årige Ole Dreyer fra Rønne. På DGI’s årsmøde, som blev holdt forleden i DGI Byen i København, blev Ole Dreyer efter et kampvalg genvalgt som medlem af hovedbestyrelsen.

”Det betyder meget for mig at blive genvalgt. Det er spændende at have indflydelse på de store, vigtige dagsordener i DGI. Foreningerne skal mere frem i lyset, og der skal være tilbud, som enhver dansker kan se sig selv i. Jeg ser især også frem til at arbejde mere med kommunestrategi og få et samarbejde op at køre med alle Danmarks kommuner,” siger Ole Dreyer.

Han har siddet i DGI’s hovedbestyrelse siden 2019 og er dermed med til at sætte retningen i idrætsorganisationen, der tæller 6.600 foreninger med 1,7 millioner medlemmer.

Siden 2012 har Ole Dreyer været formand for DGI Bornholm. Han har boet på Bornholm de seneste 27 år, hvor han arbejder aktivt på at styrke idrætsforeningerne gennem flere forskellige bestyrelsesposter.

Rød tråd gennem organisationen
Netop forbindelsen mellem at være medlem af DGI’s hovedbestyrelse og samtidig med i flere lokalbestyrelser på Bornholm vil Ole Dreyer have fokus på at styrke. Han vil gerne sørge for, at idrætterne bliver inddraget og hørt.

”Det vigtigste for mig er at sørge for, at der er en rød tråd fra hovedbestyrelsen og hele vejen ned gennem organisationen. Samtidig er det vigtigt, at de ting, som vi vedtager i hovedbestyrelsen, også bliver udført. Vi skal have idrætterne med, før vi tager beslutningerne, så det giver mening for vores foreninger,” siger Ole Dreyer.

Foreningerne skal kunne rumme flere
Til DGI’s årsmøde var der i år særligt fokus på unge, og blandt andet kom unge med forslag til, hvordan DGI konkret kan arbejde med børn og unge i foreningerne. Det er et fokus, som Ole Dreyer støtter op om.

”De unge skal integreres mere i DGI og vores landsdele. Hver gang vi tager en ny politisk beslutning, skal vi have det med i en børn- og ungekontekst. Unge er gode til at være nytænkende, og derfor er det vigtigt, at vi lytter til dem og giver dem ansvar, for de kan noget andet, end vi andre kan,” siger Ole Dreyer.

Dog skal foreningerne, ifølge Ole Dreyer, ikke udelukkende fokusere på at få flere unge med.

”Det er vigtigt, at vi understøtter foreningerne, så de kan få flere medlemmer ved at rumme flere. Vi har fuldt fokus på ungesegmentet, men vi må ikke glemme ældresegmentet 65+, for dem får vi flere og flere af,” siger Ole Dreyer.

Han er selv et udemenneske, fordi det giver godt humør og plads til at lufte tankerne. Med sit medlemskab i både løbe- og golfklub bliver han bragt ud i de bornholmske bakker sammen med andre naturelskere. Ole Dreyer er uddannet skibsassistent og arbejder som transportassistent i BHS Logistics.

Seneste artikler

Fik du læst?