Der bliver ikke landet nogen nytårstorsk hos fiskeforreningen “Laksen” i Rønne i år. Fiskehandler Jørn Ole Kofoed anbefaler i stedet den lækre havtaske som hovedret til årets nytårsmenu…

Der kommer ikke mange nytårstorsk på middagsbordene i Danmark i år, og i det hele taget er traditionen med at spise torsk nytårsaften meget på retur, fortæller fiskehandler Jørn Ole Kofod fra fiskeforretningen “Laksen” på havnen i Rønne.
Den populære fiskebutik er iøvrigt ved at være landskendt, sender julegaver fra Bornholm over det ganske land. Også til de kendte ansigter i Danmark er der lækker fisk fra “Laksen” på jule- og nytårsbordene, fordi en af landets store bookingfirmaer har valgt at sende julegaver til sine kunstnere fra “Laksen” i Rønne.
Men det er altså ikke nytårstork, som er blevet både for dyr og besværlig at handle med, der sendes ud eller langes over disken i disse dage, der bliver ingen nytårstorsk, i al fald ikke fra “Laksen” i år.
Hummer og havtaske
Til gengæld bugner forretningen med østers, hummer 0g muslinger – lækkerier, der er perfekte til en lækker forret. Og så har Jørn Ole et tips til de mange, der fravælger kød – eller simpelt hen bare gerne vil have noget lækker fisk til hovedret:
“Prøv en havtaske”, lyder hans råd. “Den skal behandles som en rødspætte, der vil sige enten stegt eller samlet – og som filet – uden ben og lige til at sætte tænderne i…”
Havtaske er en meget lækker fisk, med en snert af hummersmag og meget nem at tilberede. Jørn Ole foretrækker at spise havtasken med en citronsauce tilsmagt med dild – og lækre kartofler. Grøntsager som tilbehør efter smag.
Og ja, meget gerne et kølig glas hvidvin til.



