Nytårshilsen fra borgmesteren

Borgmester Jacob Trøst (C)

 

Af borgmester Jacob Trøst

Endnu et år er gået. Og sikke et år. Det er som om vi har været hele paletten rundt, når det kommer til opgaver og udfordringer. Både lokalt og i resten af verden.

Allerede i januar kom Bornholm i søgelyset, da vi lå tættest på de tiltagende spændinger mod øst. Det var de færreste, der på det tidspunkt havde forudset, at det ville kulminere med en invasion i Ukraine. Men den 24. februar vågnede vi alle til den forfærdelige nyhed om, at Putins tropper var gået ind i Ukraine og havde startet en krig.

Der gik ikke mange dage før ukrainske flygtninge landede på Bornholm, en del af dem godt hjulpet af frivillige bornholmere, i et fint samarbejde med regionskommunen. Endnu en gang viste bornholmerne, at hvor der er husrum er der hjerterum. Private boliger blev åbnet for ukrainske familier og frivillige sørgede for mad, tøj, aktiviteter og fællesskaber for vores nye borgere. De har følt sig godt taget imod på Bornholm.

For nylig er der igen samlet ind til Ukraine og der er sendt vintertøj og andre fornødenheder afsted til det hårdt prøvede land, der kæmper en sej kamp for friheden. Jeg ved, at mange i år sparer penge på fyrværkeriet for at sende penge afsted til Ukraine. Lad os fortsætte med støtten til Ukraine og dets stolte indbyggere.

Det er ellers ikke fordi vi ikke selv har udfordringer, uden at det i øvrigt skal sammenlignes med en krig. Vi var dårligt sluppet for Corona og de mange restriktioner og syge, før vi skulle kæmpe med stigende energipriser og en inflation, der ikke var set værre siden 1984.

Mange danskeres økonomi blev sat på en prøve og er det stadig. Det er ekstra hårdt, når vi har været vant til, at det er gået fremad i mange år og vi så pludselig skal til at spare og skære ned på vores forbrug.

På Bornholm er vi heldige, at vi ikke er afhængige af gas og olie på samme måde som resten af Danmark og Europa. Det har afhjulpet de værste prisstigninger på varme.

De fleste af os er også ved at indse, at vi bliver nødt til at investere i bæredygtig energi; at vi skylder de kommende generationer at aflevere et samfund, der selv producerer den energi vi har brug for og uden at ødelægge naturen og klimaet.

Energiøen fylder meget. Både i landskabet og i vores tanker. Men det er helt naturligt, når så stort et projekt skal etableres på vores ø. For hvordan kan det indpasses i vores smukke og unikke natur? Og hvad betyder det for Bornholm? Det er stadig kun på tegnebrættet, så det er svært at forestille sig, hvad der venter os.

Rønne Havn mærker allerede hvor meget aktivitet udskibning af vindmøller fører med sig. Det gør en række andre lokale virksomheder også. Det betyder arbejdspladser og vækst på Bornholm.

Energiøen kommer til at være et godt grundlag for den udvikling vi har så hårdt brug for på Bornholm. Hvis vi bare skal holde det nuværende serviceniveau skal vi op og være 42.000 indbyggere.

Når vi får store mængder grøn strøm ind på Bornholm vil der også være potentiale for at producere grønne brændstoffer. Hvis vi griber den mulighed, vil vi stå med tre gange mere overskudsvarme end vi selv kan bruge i hele vores fjernvarmeanlæg, selv hvis det hele bliver koblet sammen. Det giver mulighed for helt nye erhverv som f.eks. gartnerier. Tænk hvis vi kunne producere bornholmske grøntsager hele året. Det ville være endnu et kapitel i den gode fortælling om bornholmske fødevarer og kulinariske oplevelser på Bornholm.

Det ville også være godt for turismen, som igen i år er gået godt på Bornholm. Så godt at Bornholm i oktober blev kåret som Danmarks bedste feriedestination. Senere samme måned fik Destination Bornholm en international pris for deres fine arbejde med Bornholm som vinterø for at få turistsæsonen til at vare hele året. Det er sket i et tæt samarbejde med den bornholmske turistbranche, og endnu en gang har Bornholm vist, at vi er gode til at forene vores kræfter, når det gælder.

Der var også mange kræfter, der var forenet, da Folkemødet endelig blev afholdt igen efter en lang Corona-pause. Alle var spændte på, om det kunne genoplives fra Corona-søvnen, men efter fire fantastiske dage kunne vi konstatere, at Folkemødet er tilbage og endda i topform. Jeg glæder mig allerede til næste års Folkemødet, som tegner til at blive mindst lige så godt, når vi kigger på aktiviteter og tilmeldinger.

Det var ikke kun Folkemødet og vores unikke natur, der satte Bornholm på Danmarkskortet i året der gik. En række eksplosioner på gasledningerne ud for Bornholms kyst tiltrak i september hele verdens opmærksom, og i dagene efter var Bornholm på forsiden af mange aviser og nyhedsudsendelser også uden for Danmark.

Pludselig kom de sikkerhedspolitiske spændinger meget tæt på os. Historisk har der måske manglet fokus på Bornholm fra Christiansborgs side, men det er mit indtryk, at Bornholm i dag fuldt ud er på lige fod med resten af Danmark. Det kommer til udtryk ved udstationering af jagerfly og krigsskibe for at sørge for vores sikkerhed, så snart der er brug for det.

Jeg var lidt overrasket over, hvor roligt de fleste bornholmere heldigvis tog situationen med sabotagen mod gasledningerne. Der var ingen tegn på panik, måske en bekymring hos en del, men det var som om livet det gik videre. Og det gør det jo. Som Mark Twain i sin tid sagde: Jeg har haft mange bekymringer i mit liv. Det er de færreste af dem, der er blevet til noget.

Vi har alle vores bekymringer og problemer, men vi skal også huske at glæde os over de mange gode ting omkring os.

Jeg fyldte selv 50 år i oktober, og det kan jo være en bekymring i sig selv. Men det er som om, at jo ældre man bliver, jo nemmere har man ved at glæde sig over de små ting. Forleden tog jeg mig selv i at glæde mig til at komme hjem og spise en kartoffelmad, smurt på det rugbrød jeg lige havde købt hos bageren og som lå og duftede på sædet ved siden af mig.

Og på vej gennem Klemensker kunne jeg glæde mig over, at Jørn på Klemens Storegade endnu en gang havde hejst Dannebrog, der blafrede smukt i vinden til glæde for alle os forbipasserende.

De mange julelys i december er også til glæde for de, der kommer forbi. Der er heldigvis mange, der har prioriteret at tænde lys i mørket og bruge de kroner, det koster, trods de høje elpriser. Det er vi mange, der sætter pris på. Vi har alle brug for et lys i mørket.

Mange af os har mistet en vi har kær i årets løb. Nogen er blevet taget fra os alt for tidligt, mens andre har været en uundgåelig og naturlig del af livet. Slutningen af livet. Sorgen heler med tiden og bliver afløst af gode minder. Og vi bliver mindet om vigtigheden af at være nærværende og nyde hinanden mens vi er her. At vi ikke skal udsætte tingene for længe. Og at vi skal sætte pris på, at vi har vores helbred og hinanden.

Er der én ting jeg har lært i årets løb er det, at bornholmerne er klar til at hjælpe, lige fra de små ting som et lift fra havnen eller bære naboens affald ud til de større ting som at indlogere en flygtning eller redde et firma fra konkurs. Vi skal bare huske at række ud, hvis vi har brug for hjælpen.

Vi har mange frivillige og et helt unikt foreningsliv, som er en af grundstenene i det fællesskab, jeg oplever overalt, hvor jeg er kommet i årets løb. Jeg har forsøgt at nå ud i så mange hjørner af Bornholm som muligt, men jeg må nok erkende, at der går et par år, før jeg får nået dem alle.

Jeg vil godt takke for den gode modtagelse jeg har fået alle de steder, jeg er dukket op. Netop dén del af borgmestergerningen sætter jeg virkelig stor pris på. At komme ud og snakke med folk, at lære jer at kende og høre, hvad er vigtigt for jer. Selv om Bornholm ikke er ret stor, har hvert eneste lille lokalsamfund sit helt eget særpræg og sin egen historie, som giver mig stor glæde at møde.

Vi kigger ind i endnu et spændende år. Den nye regering skal vise, hvilken retning Danmark skal de næste år. Og at vi kan samarbejde på tværs. Det kan vi godt på Bornholm. Det har vi mange projekter, der er et bevis på. Se bare det nyetablerede energifællesskab, Bornholms Havvind.

Vi får også en ny hurtigfærge til Ystad så transporten til og fra øen bliver bedre og nemmere. Vi skal naturligvis fortsætte arbejdet med at skabe ligestilling med resten af Danmark, så hverken borgere eller virksomheder er dårligere stillet, fordi vi bor på Bornholm.

Vi fortsætter også arbejdet med at vi får mest muligt ud af Energiøen. At den skaber udvikling og arbejds- og uddannelsespladser på Bornholm.

Det er svært at sige, hvordan det vil gå med krig, klima, inflation og energipriser i de kommende år. Det har vi ikke den store indflydelse på, og vi vil uden tvivl møde nye udfordringer i 2023, men vi bestemmer selv, hvordan vi vil møde dem. Lad os stå sammen og få det bedste ud af det.

Jeg ønsker jer alle et godt nytår.

Seneste artikler

Fik du læst?