NYTÅR: Glimt fra året der gik på Bornholmnyt.dk

JANUAR: GENBRUG

Der er altid noget at gøre i en af de tre genbrugsbutikker, der drives af Mission Afrika på Bornholm.

 

I Nexø, Rønne og Hasle er der genbrugs butikker drevet af Mission Afrika – en folkekirkelig organisation, der arbejder for at udbrede kristendom og forbereder levevilkårene for nogle af verdens fattigste mennesker i flere, afrikanske lande.

Og der bliver gjort et godt og stort stykke arbejde på Bornholm, hvor frivillige arbejder i de tre genbrugsbutikker, der især i sommermånederne har et meget stort besøg.

Det bekræfter Birgit Olsen, der er en af de frivillige, der arbejder i genbrugsbutikken i Snellemark i Rønne. Hun har arbejdet her, siden hun gik på pension – inspireret af sin søster Bente, der også er frivillig i butikken.

 

FEBRUAR: NYE BAGERE

Betram No og Sixten Ravn overtager Tejn bageri efter Rene Hansen (i midten).

 

”Vi har allerede taget arbejdshandskerne på og har sindssyg travlt”, fortæller bager Sixten Ravn til Louise Ekholdts kamera, da hun møder dem til optagelsen af en kort nyhedsudsendelse foran bagerforretningen på Nordre Strandvej i Tejn.

De to unge bagere Sixten og Bertram på henholdsvis 21 og 23 år har allerede samlet set knapt ni års erfaring fra branchen.

For Bertram ligger det gode håndværk til familien. Han er uddannet hos bageri “BRØD” på Enghave Plads i København – et bageri, der drives af hans søster og svoger. Men udover mel i blodet har både han og Sixten et solidt venskab og masser af entusiasme at bygge forretningsfundamentet på.

 

MARTS: GENÅBNING

Det er længe siden, der har været kunder hos Sussi Nielsen i “Smykkeskrinet” i Rønne. (Foto. Torben Ager)

 

Det blev til en skøn og dejlig genåbning af de bornholmske butikker i sidste uge. Både indehavere og kunder havde ventet i tålmodighed, og endelig kunne begge parter mødes i sidste uge.

For Sussie Nielsen, der er indehaver af “Smykkeskrinet”, var det en virkelig skøn fornemmelse igen at kunne åbne dørene til sin forretning.

Siden 2012 har Sussie Nielsen stået bag disken i hendes guld, sølv og urforretning i Store Torvegade  – og det har ikke været nemt for hende at holde lukket så længe, selv om hun naturligvis også har fulgt alle gældende regler omkring håndtering af Corona-situationen.

 

APRIL: MOTION

Klemensker Idrætsforening har et godt tilbud tilalle 50+

 

”Til naturtræning er der højt til loftet, og du får luft under vingerne. – Kom med og mærk suset fra motion og velvære i det fri…….”

Sådan lyder det nu fra Klemensker Idrætsforening, der er klar med et nyt tilbud til alle fra 50 år og opefter: Kom med ud i naturen og få en herlig gang motion.

“Tilbuddet gælder også for de, der evt. har fysiske eller psykiske udfordringer”, fortæller Irene Duncker og Aase Dahl, der begge er DGI certificerede naturtrænere. I alt 10 personer blev i weekenden 10.-11. april DGI certificerede naturtrænere.

 

MAJ: CYKELLØB

Nogle af dagens glade vindere.

 

Søndagsløbet blev afviklet på 3,5 km lang rute i Nordskoven med start og mål ved Villa Nova.

I lighed med første afdeling var det Andreas Bøgsted- Møller og Asger Andersen  i sportsklassen, der tog føringen sammen med Nils Toudal. Men allerede efter anden omgang havde Andreas bragt sit i front med 17 sekunder til Asger og 45 sekunder til Nils.

De tre konkurrenter kom i mål efter de fem omgange i den nævnte rækkefølge, mens Jørgen Munch snuppede fjerdepladsen.

 

JUNI: NY BORNHOLMER

Barnets navn: Elisa Maria Amlund Poulsen. Født: 4. november 2020 Vægt: 3806 g. Længde: 52 cm. Mor: Diana Christine Amlund Poulsen.
Far: Michael Stub Amlund Poulsen. Storesøster: Andrea Sofia Amlund Poulsen. Foto: www.Photopassion.dk -Torben Ager.

 

Vi iler med at bringe dette dejlige foto af en næsten helt ny bornholmer, Elisa Maria Amlund Poulsen fra Vestermarie, der i går kunne fejre syv måneders fødselsdag.

Syv måneder…

Hendes forældre er Diana og Michael Poulsen – og Elisa er så heldig at komme til verden og få en storesøster med i købet. Hun hedder Andrea Sofia.

 

JULI: MEDLEM NR. 8.000

Kasper og kæresten Anne Charlotte og Bornholmnyt.dk’s udgiver Glemming Falk Hansen. (Foto: Torben Ager)

 

Vist er der dejligt i Bodilsker og omegn, men der er heller ikke værst på havnen i Allinge, hvor en af øens mest attraktive spisesteder, Restaurant Sommer, har til huse.

Her kan Kasper Kofoed Jensen nu invitere sin kæreste Anne Charlotte på en skøn middag.

Anledningen er, at Kasper blev medlem nummer 8.000 i Facebookgruppen Bornholmnyt.dk, der er en af øens absolut største Facebookgrupper.

Men kun godt et år på bagen må det siges, at gruppen er vokset kolossalt. Den har naturlig forbindelse til øens gratis lokalavis af samme navn, der er blevet kendt ud fra det redaktionelle slogan om først og fremmest at beskrive de mange dejlige sider, der er af Bornholm.

 

AUGUST: ARBEJDSKAMP

Sygeplejerskerne kæmpede for bedre arbejds- og lønforhold.

 

Det blev til en rigtig god march mandag, da sygeplejerskerne besøgte Gudhjem. Et halvt hundrede mennesker deltog i marchen, heriblandt sygeplejersker fra Bornholms hospital, kommunen og privatansatte. Desuden deltog Enhedslistens Morten Riis, som er bosiddende i byen, samt andre støtter og også sygeplejersker, som holder ferien på øen.

Og der var mange klapsalver og opbakning undervejs. Christiansø-færgen “Ertholmen” blev også vel modtaget ved ankomst.

“En rigtig god dag”, fortæller Malene Kjøller Post på vegne af sygeplejerskerne.

Sygeplejerskerne kæmper for bedre lønninger og arbejdsforhold.

 

SEPTEMBER: EJERSKIFTE

Tine Fangel – klar til et nyt kapitel (Foto: Finn Edvard)

 

De mange stamkunder fælder en lille tåre, men ønsker alligevel norske Tine Fangel kæmpe tillykke med salget af hendes meget populære pensionat “Tines Gjestehuz”, der ligger på Strandvejen i Allinge.

Den norske værtinde runder af efter 14 sæsoner i Allinge – sæsoner, hvor hendes hyggelige sted er blevet kendt overalt i Europa, og hvor stamkunderne er vendt tilbage igen og igen for at komme “hjem” til Bornholm.

For i Gjestehuzet (navnet er en blanding af norsk og bornholmsk) har der fra den første dag været en særlig, hjemlig atmosfære, som folk fra mange forskellige lande har lært at sætte stor pris på.

 

OKTOBER: JUBEL

Bornholmerne jublede efter en flot sæson, der gav to danske mestre.

 

Så blev sidste afdeling af DM i Folkerace kørt i Ikast. Teamvwrally fra Hasle stillede til start med det velkendte hold bestående af kvartetten: Torben og Tobias Larsen, Christina og Mathias Steinlein.

Og det blev en forrygende dag for de bornholmske kørere med to danske mesterskaber til henholdsvis Christina Steinlein og Tobias Larsen.

Holdet havde endnu engang deres guldmekaniker Brian Borgen med. Mette Olsen og Jacqueline Lundgaard var med som trofaste supportere.

 

NOVEMBER: PÅ GRUND

Det hollandske fragtskib “Beaumaiden” – et længere ophold på Bornholm (Foto: Presse-fotos.dk)

 

Her til aften lykkedes det at få slæbt det hollandske fragtskib “Beaumaiden” fri fra Nyker Rev ud for Sorthat. Skibet er sejlet ind til Rønne og lægger nu til kaj i havnen.

Nu skal Søfartsstyrelsen foretage en hel del undersøgelser ombord på skibet, inden det får lov at sejle videre. Ifølge synschef Martin John fra Søfartsstyrelsen skal der bl. a., foretages sikkerhedstjek på skibet.

 

DECEMBER: NY EJER

Mathias Karlsen – Øens Varmepumper (Foto: Torben Ager)

 

“Hele bygningsmassen trænger til en kærlig hånd, og det skal det nok få”, udtaler Mathias Karlsen med et smil på læben.

Mathias har brugt mange af sine ungdomsår som Østerlars-knægt i byen, så stoltheden over at eje et af byens kendetegn er ikke til at tage fejl af.

“Det er lidt sjovt, at jeg nu ejer små 4.000m2 af byen, hvor der står den 32 meter høje silo, siger Mathias.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Seneste artikler

Fik du læst?