BADMINTON: Øens ældste ungdoms badmintonspillere skal i denne sæson udfordres på den anden side af vandet. Den kommende weekend debuterer de i holdturnering på Sjælland hvor Bornholm stiller med både et U15 og et U17/19 hold.

Det tre-årige pilotprojekt Team Fjer Bornholm, der blev igangsat for tre år siden, havde til formål at styrke badminton på Bornholm gennem øget aktivitet for øens ungdomsspillere. Det ambitiøse projekt har haft stor positiv indflydelse på badmintonmiljøet på Bornholm. Der er samtidig opnået en masse værdifulde erfaringer, der skal bruges fremadrettet.
På Sjælland
Nu er projektet klar med næste tiltag for øens ældste ungdomsspillere U15 og U17/19. De skal i indeværende sæson deltage i holdturnering i de respektive rækker på Sjælland
Tiltaget skal være med til at motivere og fastholde øens ældste ungdomsspillere. Netop det tidspunkt de ofte falder fra, får fritidsjob, flere skolelektier og andre interesser, der tager deres tid.
11 skal afsted
På søndag 16. november drager 11 ungdomsspillere afsted for at prøve kræfter mod jævnaldrende hold på Sjælland. U15 holdet tager turen til Mariedalshallen hvor de skal møde Holbæk og Drive mens U17/19 holdet skal til Gørlev Hallen og vise de bornholmske farver frem.
DGI Badminton Bornholm er meget glade for at det er lykkedes at give spillere dette tilbud.
En stor glæde
Formand Lars Christiansen siger: Det er en stor glæde at vi nu kan tilbyde øens ældste ungdomsspillere et ekstra tilbud om mere badminton og give dem muligheden for at spille mod nogle andre end dem de er vant til at møde på Bornholm. Vi er sikker på at det vil udvikle deres spil og motivere dem til at fortsætte med at spille badminton.”
Takker sponsorer
Team Fjer og DGI Badminton Bornholm takker de lokale sponsorer, der gør dette initiativ muligt. Team Fjers udviklingshold er sponseret af:
Beck Pack – Oceans Prawns – PLE Beton- JF Data – Ole Almeborg – Bornholm Brand – Sparekassen Bornholm Fond – Brdr. E. A. Larsen Legat – Badminton Danmark- DGI Danmark – DGI Badminton Sjælland.








