Nye gebyrer for rottebekæmpelse

SKADEDYR:  Fra og med 2024 har Miljøministeriet valgt, at gebyret for rottebekæmpelse fastsættes og opkræves på en ny måde. Ordningen dækker hele landet – og vil blive billigere  – for de fleste

Gebyret for rottebekæmpelse vil blive billigere – for de fleste – og dyrere for nogle enkelte. (Foto: Finn Edvard)

 

Hidtil har ejendomsejere betalt gebyret for rottebekæmpelse på baggrund af ejendomsværdien.

“Det nye er, at gebyret i stedet fastlægges ud fra, hvor mange kvadratmeter du har bygget på grunden – og for langt de fleste ejendomsejere betyder den nye opkrævning, at de skal betale et mindre gebyr end i dag. Enkelte vil dog mærke en stigning, fortæller Louise Lyng Bojesen, der er Centerchef for Natur, Miljø og Fritid i Bornholms Regionskommune.

På Bornholm er taksten 1,39 kr. pr. bebygget kvadratmeter.

Sådan er gebyret fastlagt
Bornholms Regionskommune har fastlagt satsen, som er endeligt vedtaget i kommunalbestyrelsen. Satsen er fastlagt, således at kommunens samlede udgifter til bekæmpelse af skadedyr og rotter skal dækkes af de indbetalte gebyrer. Viser det sig, at satsen er for høj, justeres den ned – og den hæves, hvis den er for lav.

“Der er altså ikke tale om et område, der skal give kommunen en indtægt, men alene dække kommunens udgifter til bekæmpelse af skadedyr og rotter. Over en femårig periode skal det balancere – eller gå i nul”, forklarer Louise Lyng Bojesen.

Flere skal betale gebyret
Hidtil har det blot været bolig- og erhvervsarealer, der har betalt gebyret. Fremover bliver fx kirker og kommunens egne ejendomme, som skoler og institutioner også omfattet af gebyret.

Ejendomsejerne på Bornholm vil modtage opkrævningen for gebyret på én gang i 2024, mens der fra og med 2025 vil lande to opkrævninger i postkassen.

Regionskommunen oplyser, at finder et ejerskifte sted i 2024, vil gebyret for hele året blive opkrævet hos ny ejer.

Læs evt. mere på Bornholms Regionskommune (brk.dk)

Seneste artikler

Fik du læst?