.jpg)
Vi danskere har det jo med at tro, at hele verden kender os – mens vi til gengæld ikke kender meget den anden vej. Fordommene står i kø ved danske middagsborde, når talen falder på USA, Kina, Brasilien – og Indien.
Vi tror, at alle kender det danske kongehus – mens vi ikke selv kender navnet på den tyske præsident. (Han hedder Frank-Walter Steinmeier, men det vidste De naturligvis – jeg måtte slå det op…)
Vi tror, at H.C. Andersen stadig er den mest berømte dansker – det er han så ikke, det er fodboldspillerne Michael Laudrup og Christian Eriksen.
Og vi tror, vi kender kinesisk eller indisk mad, fordi vi har besøgt den lokale kinagrill eller været på indisk restaurant i København.
Goddaw do! I begge de sidstnævnte lande er der flere hundrede forskellige køkkener, så det er noget svært at at tale om kinesisk eller indisk mad. Det kommer så sandelig an på, fra hvilke dele af de to kæmpestore lande, at maden kommer.
Så er det naturligvis noget nemmere med maden herhjemme.
Hakkebøf med brun sauce er kendt fra Gedser til Skagen. Og jo, der findes måske endnu nogle ældre mennesker på Lolland, der kan huske egnsretten “Mælkeærter” ligesom visse pensionerede mennesker i Nordjylland husker “Krøstekål” – men “Sol over Gudhjem” er som bekendt opfundet i København – og ellers vil vi i fremtiden – og allerede nu – spise det samme i hele Danmark. Farvel til egnsretterne, trist men sådan er det jo.
I grunden også globalt set, hvor kommende generationer langsomt får samme spisevaner. Langsomt, javist, men den kinesiske regering har f.eks. set sig nødsaget til at indrykke annoncer med opfordring til at huske at spise kinesisk – unge kinesere strømmer til McDonalds og andre vestlige madkæder.
Med et stigende antal unge, der rejser kloden rundt, ændres de pågældendes spisevaner også. Ligesom da spaghetti for alvor kom på middagsbordene i Danmark, dengang i 60’erne, hvor danskerne begyndte at rejse sydpå.
Forleden havde jeg besøg af en ung mand fra Indien.
Hans første besøg i Danmark, kendte ikke en sjæl, og som god bekendt til familien i Indien suste jeg afsted og hentede ham ved Bella Center i København, hvor han havde deltaget i en konference.
København kan jo altså noget sådan en smuk og solrig aften, og da Havnerundfarten var overstået (kan anbefales) var det spisetid.
Ville han spise indisk?
NEJ TAK! Lød det med fast stemme.
Han ville spise dansk.
Og så gik turen til Frederiksberg, til M.G. Petersens hyggelige Familiehave, røde duge på bordene, levende musik, rejemadder og dugfrisk snaps i glassene. Mere dansk bliver et spisested ikke.
Min unge ven nyder ikke spiritus, så det blev til to Coca-Cola. Og så skulle der bestilles mad:
“Hvad spiser danskerne”, spurgte han.
Så vidste jeg allerede, hvad der skulle bestilles – to gange stegt flæsk med nye kartofler og persillesauce.
Det er en ret, som familiehaven har noget nær dansk mesterskab i. Danmarks nationalspise, og jeg var spændt på, hvad min gæst ville synes om maden.
Han fotograferede flæsk, sauce og kartofler i alle ender og kanter, inden han tog fat. Sjovt se se, hvordan han tog bare to små kartofler, kun en lille spiseskefuld af saucen – og en mindre stykke flæsk.
Så smagte han. Forsigtigt.
“Ikke dårligt”, sagde han – “slet ikke dårligt…”
Og så tog han fat. Unge mennesker har jo en god appetit, også unge indere, og jeg så til med glæde, hvordan det svandt fra skåle og fade. Selv rødbederne slugte han.
“Hvad hedder det? Det smagte virkelig godt – jeg har ikke fået svinekød sådan før, virkelig lækkert,” sagde han – til værtens store glæde.
Nu glæder jeg mig til, at han tilbereder og serverer stegt flæsk med persillesauce til sin familie hjemme i Indien. Til gengæld vil jeg snarest gå på indisk restaurant og spise der.
Verden bliver mindre…
God weekend!
