Ny direktør for Folkemødet

Sekretariatsleder i DR, Camilla Laudrup, bliver ny direktør for Foreningen Folkemødet. Den nye direktør tiltræder stillingen 15. august og besøger i dag Folkemødehuset.

Camilla Laudrup – ny direktør i Folkemødet. Foto: Pelle Rink.

 

Foreningen Folkemødet har ansat Camilla Laudrup som ny direktør. Hun skal stå i spidsen for afholdelse og udvikling af Folkemødet samt ledelsen af Folkemødesekretariatet i Allinge. Camilla Laudrup kommer fra en stilling som sekretariatsleder i DR, hvor hun har ledet nogle af DRs største partnerskabsevents og borgerinvolverende projekter, senest det prisvindende projekt ’ultra:bit’ om børn og unges digitale dannelse. Hun har bred erfaring fra både offentlige institutioner, private organisationer og erhvervslivet inden for ledelse, eventudvikling, borgerinddragelse og partnerskaber.

Camilla Laudrup glæder sig til at tiltræde som direktør for Foreningen Folkemødet:

”Folkemødet er for mig en af de vigtigste begivenheder for vores demokratiske debat i Danmark. Det er måske vigtigere end nogensinde, at vi har tillidsfulde møder mellem mennesker med vidt forskelligt syn på samfundets udfordringer og bud på løsninger. Jeg ser frem til – sammen med Folkemødets bestyrelse, sekretariatet i Allinge og Folkemødets mange samarbejdspartnere – at fortsætte med at udvikle de bedste rammer for den demokratiske samtale,” siger Camilla Laudrup, der glæder sig til at sætte folkemødedyderne; samtale, deltagelse og fællesskab i spil.

Camilla Laudrup har i en årrække været projektleder for DR’s deltagelse i Folkemødet.

”Der er ingen tvivl om, at jeg tabte jeg mit hjerte til både Bornholm og til Folkemødet, da jeg i en årrække havde ansvaret for DRs deltagelse i Folkemødet. Jeg er vild med den helt særlige folkemødeånd, der gør, at tusindvis af borgere, politikere, græsrødder, interesseorganisationer og erhvervsliv mødes for at tale, lytte og lære af hinanden. Jeg oplever, at paraderne er nede, når folk mødes på molen, i teltene og under Allinges smukke himmel. Det gør ganske enkelt noget fantastisk godt for den demokratiske debat,” siger hun.

Enig bestyrelse bag ansættelsen

Det er en enig bestyrelse, der har valgt at ansætte Camilla Laudrup, og formand for Foreningen Folkemødet, Jann Sjursen, er heller ikke i tvivl om hvilken kapacitet, Foreningen har fået i Camilla.

”Camilla har med sine erfaringer og kompetencer indenfor bl.a. borgerinddragelse, ledelse og fundraising de værktøjer, der skal bruges for at styrke og udvikle Folkemødet. Hun har gennem sin karriere bevist, at hun både kan lede en sag og en organisation. Ligeledes har hun imponeret os igennem hele rekrutteringsforløbet; og vi ser i bestyrelsen meget frem til samarbejdet om at skabe hele Danmarks Folkemøde,” udtaler Jann Sjursen.

Ligeledes ser borgmester Winni Grosbøll frem til samarbejdet, og pointerer vigtigheden af at udvikle og styrke borgerinddragelsen og Folkemødet:

”Folkemødet er startet med et ønske om at mindske afstanden mellem borger og beslutninger. At vi gennem samtalen kan blive klogere på hinanden og kan mindske skel. Derfor er det så utrolig vigtigt, at vi hele tiden udvikler os og finder nye formater for den demokratiske samtale. Her mener jeg, at Camilla har den helt rigtige Folkemøde-profil, og jeg glæder mig til at fortsætte det tætte samarbejde mellem Foreningen og Regionskommunen,” forklarer Winni Grosbøll.

Camilla Laudrup tiltræder stillingen 15. august. Hun er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet med diplom i ledelse fra DTU. Hun er gift og mor til to børn.

Folkemødet 2021 finder sted 17.-20. juni 2021.

 

Seneste artikler

Møbelfabrikken i Nexø samler kræfterne

ERHVERV: Iværksætterhuset Møbelfabrikken skifter navn til “Møbelfabrikken – Bornholms erhvervs- og eventcenter”.   Navneskiftet for Møbelfabrikken i Nexø er kulminationen på en markant udvikling fra iværksætterhus, uden nævneværdig opbakning til en uafhængig, kommerciel virksomhed med øens vækst som omdrejningspunkt. Møbelfabrikken har gennemgået en transformation. Hvad der startede som et nedslidt

Læs mere »

Vild fart: 113 km/t i Nyker…

  POLITI: En bilist på Elleebyvej i Nyker kørte så stærkt i går, at det udløste et klip i kørekortet og en stor bøde. Vedkommende kørte hele 113 km/t, hvor det højest er tilladt at køre 80 km/t. Derudover fangede ATK-bilen tre andre bilister på samme strækning, der også kørte

Læs mere »

Indbrud på biblioteket i Rønne

POLITI: Der har været indbrud på Rønne Bibliotek på Pingels Allé i løbet af weekenden, hvor der blandt andet er blevet stjålet designermøbler. Bornholms Politi hører gerne fra eventuelle borgere, som har set noget mistænkeligt, eller som har oplysninger, der kan være relevante for sagen på tlf. 114.

Læs mere »

Du vil måske også synes om

Hvem tabte egentlig valget?

Hvis man var blandt de mange – godt 2,5 mio. mennesker – der fulgte valgets gang i tv på valgaftenen tirsdag 24. marts, så kunne det være svært at finde nogle egentlige tabere af valget. Alle partier indforskriver på valgaftenen en stor folk unge mennesker fra deres ungdomsafdelinger. Det er

Læs mere »

Populær overlæge går på pension

MENNESKER: Bornholms Hospitals vellidte overlæge på medicinsk afdeling, Finn Thomsen Nielsen, er gået på pension efter 40 år som læge. Han huskes blandt andet for at være i øjenhøjde med patienterne.   Af Lene Dam Jørgensen Overlæge Finn Thomsen Nielsen har netop haft sin sidste arbejdsdag på medicinsk afdeling på

Læs mere »