 (1).gif)
”Jeg glæder mig i denne tid,
Nu falder julesneen hvid,
Så ved jeg, julen kommer. ”
Nu falder julesneen hvid,
Så ved jeg, julen kommer. ”
Meget har forandret sig, siden julesneen var et tegn på, at nu blev det snart jul. Vi, som er lidt ældre, end I andre, ved, at sådan var det engang, og digtet ”Peters Jul” skrevet af Johan Krohn, fortsatte:
”Min far hver dag i byen går,
Og når han kommer hjem, jeg står
Og ser hans store lommer.”
Nu i 2025 og årene før har vi på de kanter, hvor vi bor, bestemt ikke set særlig megen sne, og gaverne her bliver i år desværre købt på nettet grundet en nylig hofteoperation. (Undskyld især til alle de mindre butikker, som derfor går glip af vores gaveindkøb. Håber I undgår konkurs).
Peters fars lommer ville heller ikke kunne rumme de gaver, vi har købt.
Nutidens børn må finde andre tegn på julens snarlige komme. Sneen lader vente på sig. Egoistisk som jeg kan være, så er jeg også helst fri for sne og is på veje og stræder. Det er bare synd for børnene, for alle vi gamle husker godt, hvor skønt det var, når kælk og ski kom i brug.
Peter, som digtet handler om, længes efter jul, og han har store forventninger.
Sådan kan vi længes på forskellig måde på forskellige tidspunkter af vores liv. Nogen kan endda længes efter den ganske almindelige hverdag.
Nogen længes efter befrielse fra hverdagens bekymringer. ”Hvordan kan vi mon klare alle de udgifter en nært stående jul vil indeholde?”, spørger mange sig selv.
Andre døjer med helbred og mange smerter. Livets mange ”Hvorfor ér” melder sig.
Sorg og savn melder sig også ofte ved højtiderne og på mærkedagene.
Længslen efter et mere meningsfyldt liv er stor hos mange.
Ubevidst eller bevidst kan ens liv bære præg af alt for megen rutine og stress, og tomhed er ulidelige følgesvende. Der er for lidt tid til stilhed, eftertanke og fordybelse i livets mening. For andre derimod er der ensomhed, kedsomhed, tomhed og ikke mindst i en kommende julefejring.
Når alt det er sagt, så er jeg sikker på, at I har lagt mærke til, hvor meget der i grunden sker omkring os af festlige initiativer, som kan målrette vores længsel efter det, julen i grunden allermest står for og betyder.
Igen og i år forundres jeg og glæder mig over alle de mange, mange frivillige, som forsøger at gøre det godt for mennesker af alle slags. Stor ros til alle jer, som i den grad bruger jeres tid og kræfter på at glæde andre.
Indsamlinger af små og store gaver til aldeles ukendtes børn bliver samlet ind og fordelt til forældre, som ikke har så meget at købe for. Julemad bliver uddelt. Julekoncerter fylder landets kirker og koncertsale.
Børnearrangementer i kirker med alskens skøn opfindsomhed får julens glæde og egentlige budskab til at spredes. Det er sandelig ikke kun juleaften, at kirkerne er fyldte. Sognenes præster ligger ikke på den lade side, og kirkeansatte har travlt langt udover det sædvanlige og rimelige.
Juhu, hvor kan det glæde en gammel og pensioneret sognepræst som mig.
En kæmpestor og varm hilsen til alle I, som bidrager til julen, som nu faktisk allerede foregår her og nu, men som selvfølgelig først får sit klimaks juleaften og i juledagene.
Julen varer længe. Her i hjemmet fejrer vi faktisk jul, indtil de vise mænd er ankommet 6. januar på Hellig Tre Kongers dag.
Advent er det nu, og nogen vil synes, at jeg før nærmest har ”skældt ud” over, at den forberedelse, som adventstiden er, bliver glemt.
Selvfølgelig sidder det stadig lidt i mig, at før en stor begivenhed må der være en forberedelse. Vi lå f.eks. 9 måneder i mors mave inden vores fødsel. Det var der nok en mening med.
Forventningens glæde skal jo ikke tabes.
Jeg har dog ændret mig til at synes, at december måned gerne må være en begyndelse på julefejringen. Sådan er det faktisk blevet her til lands, og det må jeg bøje mig for og glæde mig over.
Når problemer, kriser, krige og alverdens ondskab hærger, så er der nogen, der siger: ”I år kan det ikke blive jul, når der sker så mange dybe og svære ting i vores verden?”
Nogen, som har mistet, siger: ”Hvordan kan det blive jul, nu jeg har mistet en, jeg elskede så højt?”
Svaret må være: ”Det blev netop jul, fordi verden gik af lave. Jesus kom netop til jord for at frelse os.
Gud blev menneske, så vi forstår, at han forstår os til fulde. Han oplevede også alt det mørke og det svære. Han blev forladt. Han blev svigtet. Han oplevede, at hans himmelske far havde forladt ham.
Jesus døde, men han overvant døden og gjorde det, så vi ved, at mørket ikke får magt over lyset.
Jeg tror, Jesus siger: «Jeg slipper dig ikke og forlader dig ikke. Du er måske ene og forladt. Du er måske bange for krig og ødelæggelse eller har mistet meget. Jeg forstår dig, og jeg er hos dig.”
Må det blive jul i dit og mit sind. Jesus bor ved troen i vores hjerter. Ingen skal fejre jul alene. Gud er med os hver især.
Vi skal end ikke gå igennem døden alene, ej heller gå igennem alt det, der er svært for os – alene.
Det fejrer vi i julen. Og bortset fra det, så må vi møde Gud, som vi er. Han kender os jo og vil slukke julesorgen, som der står i en julesalme. Jesus giver os den sande juleglæde. Han vil fylde os med sin fred – trods alt, hvad der plager os.
Og til sidst: Lad os nu give ikke mindst børnene en rigtig dejlig jul. Lad os alle blive som børn igen og glæde os i denne tid – selvom julesneen ikke falder.
Glædelig 2. søndag i Advent!
Kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Pens. sognepræst
Pens. sognepræst
