Det var Lucia dag i går, og rundt omkring i kirker, skoler og andre steder er denne dag blevet fejret. Nogle steder på selve dagen. Andre steder i dag søndag eller i ugen, der er gået.
Lucia bar i 1300 – tallet lys på hovedet for at bringe mad til forfulgte kristne i katakomberne i Rom. I Sverige har traditionen for at mindes denne unge kærlige kvinde eksisteret siden 1920, og skikken vandrede så til Danmark i 1944.
De hvide dragter og lysene på hovederne symboliserer i vores tanker det lys, som vi som kristne skal bære med os ud i en verden, som på mange måder er præget af mørke.
Sådan er der folk, som nogenlunde har formuleret Luciadagens indhold på nettet.
Jeg har selv dejlige minder om Luciaoptog med dagplejebørn og med vores pigekor ”Kirkelopperne” i de kirker, hvor jeg har fungeret som præst.
Dagplejebørnene gik et år med pap lys, og jeg måtte gribe mig selv i at tænke, at nu skulle jeg huske at slukke lyset i kirken, og det var jo ikke ligefrem nødvendigt med den gruppe. Så sødt gik disse meget velopdragne små rollinger langsomt ind i kirken, og hvor vi dog nød synet. De kunne bare det der de små, for dagplejemødre har en helt speciel gave til at lede sådan et Lucia optog.
Vi er nu tæt på jul. I dag er det tredje søndag i Advent, og lyset er i fokus i vores kirker. Jesus er Verdens Lys, står der tydeligt i Bibelen. Samtidig må vi sande, at vi mennesker, som skulle være lys for hinanden, langt fra lever op til de ord, som også står i den gode bog – ”I er verdens lys!”
Ikke desto mindre er det vores kald her i livet. Et kald vi alle har fået.
Hvordan kan det dog være, vi klarer det så dårligt?
Uden tvivl ville det hjælpe, hvis vi hver især var i tættere kontakt med den Jesus, som er Lyset over alle lys. Bibelen skal læses. og kontakten til Lyset etableres på en helt anden måde, end det sker i dag.
En morgenbøn, som jeg før har citeret, kommer nu alligevel endnu engang her:
”Herre Jesus Kristus!
I denne morgens stilhed
Kommer jeg ydmyg og fuld af tiltro til dig
For at bede om din fred, din visdom, din kraft
Lad mig se verden med øjne, der er fulde af kærlighed.
Lad mig modtage alle mennesker
Som dem du vil elske gennem mig.
Lad mig tjene dem med hengivenhed
Og fremme alt det gode, du har lagt i dem.
Lad mine ord udstråle mildhed.
Lad hele mit væsen stifte fred.
Lad kun tanker, der er til velsignelse, komme op i mig.
Lad mine ører være lukket for al nedbrydende kritik.
Lad min tunge tjene til at fremhæve det gode.
Men frem for alt, Herre, lad alle de, der møder mig
Erfare din kærlighed og dit nærvær.
Herre, lad mig i løbet af dagen åbenbare dig.
Amen!”
(Skrevet af ukendt)
Sikke en bøn! Den har jeg brug for at bede så tit som muligt.
Guds virke i os er nødvendig, hvis lyset fra Jesus skal vinde over mørket igennem os.
Det lys, der lever i os, er ikke som en stjernekaster, som hurtigt lyser op og derefter meget hurtigt brænder ud. Der skal et langt mere holdbart lys til, og det lys ejer vi ikke af os selv. Det er måske ikke engang lyset fra et stearinlys eller en elektrisk pære. Sidstnævnte er for koldt og beregnende.
I kirker udover landet er der efterhånden en lysglobe. Inde i midten er der altid et stort lys, som vi alle kan tænde vores lys ved. Den handling symboliserer igen, at vi er afhængig af Jesus som verdens lys. Det er ham, vi ber gribe ind i det menneskes liv, som vi tænder et lys for.
Det sker, mørket er så mørkt, at vi kun kan se mørke og intet andet end mørke. Det sker både, når vi står i naturen langt, langt ude på landet, men det sker jo også i overført forstand.
Der er også nogen, som i denne juletid oplever mørket mere, end de har lyst til. Vi siger ofte til en, som har det rigtig skidt: ”Der er lys forude! Lys for enden af tunnelen!” Det er ikke altid, det hjælper at trøste på den måde i første omgang. Bedre er det at lytte. Måske holde om. Hjælpe praktisk.
Tiden vil måske give dig en mulighed for at pege på Verdens lys Jesus, som siger: ”Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys” (Johannes evangeliet kap. 8 vers 12). Giv tid. Giv tid. Kom ikke med hurtige ord. Lad lyset brænde langsomt. Tænd ikke en stjernekaster, som hurtigt slukkes.
I Afrika, hvor jeg boede nogle år, var der virkelig bælgmørkt allerede kl. 18. Jeg oplevede der, at når månen lyste op, så så man ikke på mørket, men lyset kom i fokus. Der skal ikke ret meget lys til, for at man fornemmer, at mørket mister sin magt.
Du og jeg kan være et varmt og levende lys i en kold og kunstig verden, hvor neonlys dominerer, (og mon ikke du forstår, hvad jeg mener om den slags lys), og hvor mørket har fået alt for megen magt.
Og til sidst – når vi opdager, hvor lidt vi slår til, så er Gud der alligevel med sin kærlighed til mig, for han ved godt, jeg ikke er perfekt og aldrig bliver det, før måske engang i det evige liv, som han har til mig efter døden.
Glædelig tredje søndag i Advent og kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Pens. sognepræst
