Mountainbikes er et godt aktiv for Bornholm

DEBAT: Mountainbiking som bornholmsk signatur? Det og meget andet kan opleves i en podcast, skriver projektmedarbejder Mathias Dyreborg Zachau i dette debatindlæg.

Mountainbikes – god mulighed for Bornholm, mener Mathias Dyreborg Zachau.

 

Af Mathias Dyreborg Zachau, projektmedarbejder, Nyt Europa

 

Mange forbinder Bornholm med Krøllebølleis, solskin og keramik, men ifølge lokale erhvervsdrivende, der deltager i en ny podcastserie, kan det meget vel være outdoorlivet, der skal være den nye bornholmske signatur.

Kunsthåndværk, skønne madoplevelser og oplevelser i naturen. Bornholm er i rivende udvikling, og det skyldes projekter, der bliver stablet på benene af ihærdige medarbejdere i de offentlige organer og driftige ildsjæle fra det private erhverv, der kæmper for at holde liv i øen.

Lokke turister

Det bornholmske erhvervsliv er nemlig afhængig af fremadrettet at kunne lokke turister til øen, men forbrugertendenser ændrer sig og nye turistmarkeder åbner sig andre steder, der skaber konkurrence om besøgende.

Men hvordan finder man ud af hvilken retning et område skal gå? Rapporter tyder på at outdooroplevelser er noget som flere og flere danskere får interesse for – men er det den rigtige retning for den vitale turismeindustri og hvad betyder det for øens sjæl? Det  – og mange andre spørgsmål  – forsøger lokale at svare på i Podcasten “Jagten på sammenhængskraften”.

Tværgående samarbejde

I Destination Bornholm bliver der ihærdigt arbejdet i tværgående samarbejde på at skabe de bedst mulige faciliteter for de bornholmske turistvirksomheder og erhvervsdrivende.

Det gør de eksempelvis med projekter, der er støttet af Den Europæiske Fond for Regionaludvikling. Der er mange eksempler på projekter, som med EU-midler har bestræbt sig på at erhvervsfremme inden for turismesektoren på Bornholm.

Signaturoplevelse

Et af dem er Signaturoplevelse Outdoor Bornholm, der i 2017 fik midler til at styrke samarbejdet mellem de turistvirksomheder, der udnytter den unikke bornholmske natur til at skabe udendørs oplevelser for eventyrlystne gæster – outdoorvirksomhederne.

Outdoorkonceptet har vokseværk på Bornholm, og det er mere end blot gåture i naturen, råbekamp ved ekkodalen og sejlads langs klipperne. En af de helt store aktører på den bornholmske outdoorscene er Kasper og Stine Flygare, der for omkring fem år siden flyttede til øen.

Stine er opvokset herovre og kender den bornholmske kultur og da Kasper flyttede til øen medbragte han sig en passion for mountainbike-cykling. Sammen driver de to det hyggelige pensionat Lindesdal i Sandvig, hvor de med fokus på outdoor-oplevelser (særligt mountainbiking) har stor succes med at lokke turister til Nordøen.

Kasper har hjulpet til med udvidelsen af de vilde cykelspor i Almindingen.Han tror på at mountainbike cykling kan blive den helt store attraktion, da Bornholms omgivelser er helt unikke og perfekte til formålet.

Podcastserie

Nyt Europa har været forbi Bornholm i forbindelse med deres podcastserie “Jagten på Sammenhængskraften”, der undersøger lokale projekter, som har været med til at skabe regional udvikling. De har netop kastede øjnene på Signaturoplevelse Outdoor Bornholm og talt nogle af aktørerne i outdoorscenen.

I podcasten kan du blive klogere på, hvordan man arbejder med turisme på Bornholm, hvorfor outdoor kan blive Bornholms nye signatur og lidt om de udfordringer med EU-støttede projekter.

Seneste artikler

Fik du læst?