Jeg tror, at især brødrene Price har været eksponenter for udtrykket “Mormormad” – selv om det egentligt var brødrenes far, John Price, der var den berømte gastronom (og skuespiller) i den familie, der også udgjordes af skuespiller og senere chef for TV-teatret, Birgitte Price.
Skuespiller, sceneinstruktør og gastronom John Price har jeg selv oplevet i hans køkken til en gang natmad, som han foretrak helt enkelt: Han kaldte det “Fedtebrød”, jeg kaldte det en fedtemad, men jeg må indrømme, at hans udgave var i særklasse: Godt rugbrød, hjemmelavet fedt med æbler og løg – hertil en af de sjældne gange, hvor jeg virkelig nød en iskold snaps. Ja, jeg ved godt, at alle virkelige brændevins-kendere rynker på næsen af iskold snaps – de vil have fleres snaps serveret tempereret. Men nul og nix – nej tak!
Jeg kan desværre ikke huske mærket, men det har nok været en Linje Aquavit eller en O.P. Andersson. Danske brændevine er for kraftige for mange gastronomer. En “Rød Ålborg” har ødelagt mange fester, “Harald Jensen” er afskyelig – og en “Juleaquavit” efterlader en fornemmelse af et tændt bål i maven.
Danmark fremstiller dog brændevine, der burde nyde langt større popularitet: “Bornholmer Akvavit” er en af flere fremragende brændevine, der fremstilles i Nexø – og fås i flere, velsmagende udgaver.
Tilbage til udtrykket “Mormormad”. Det bryder jeg mig ikke om. “Mormormad” betragtes som lidt bondsk, lidt fed og usund mad, som spises af mormor og formentlig også morfar, selv om han ikke nævnes.
Men i virkeligheden er mormors mad jo vildt populært blandt yngre generationer: Jeg kender ingen børn, der ikke kan lide frikadeller med brun sauce, pølse og kold kartoffelsalat eller hvad med boller i karry?
Stegt flæsk med persillesauce og millionbøf med kartoffelmos er stensikre hits blandt unge, der elsker den form for mad, selv om de ikke spiser den ude, fordi det vil virke meget umoderne at bestille millionbøf, når man er sammen med vennerne og befinder sig på et pizzaria eller en sushibar.
Men hjemme kaster de unge – og børnebørnene – sig over deres bedsteforældres mad. Jeg ved ikke hvor mange gange, jeg har hørt svaret på spørgsmålet til børn og unge: Hvad er din livret?
“Min mormors boller i karry!”
Så vi kan roligt skifte navnet ud på den køkkengenre: Vist er det mormor (mor og far kan vel også) der tilbereder maden, men det er børn og unge, der sluger den.
“Børnebørnmad”.
God weekend!




