ERHVERV: Bornholms iværksætterhus Møbelfabrikken fortsætter sin rolle som en central drivkraft for iværksætteri og erhvervsudvikling på øen. Den erhvervsdrivende fond, der driver Bornholms iværksætterhus, kan i 2025 præsentere et positivt resultat og fortsat høj aktivitets niveau i huset.

Møbelfabrikken i Nexø modtager ikke offentlig støtte og finansierer selv sine aktiviteter gennem udlejning, overnatning, konference og møde virksomhed og øvrige forretningsaktiviteter som Sundhedshuset Østbornholm. I 2025 har huset fastholdt den samme rekord omsætning fra sidste år og et tilfredsstillende bundlinje resultat på en kvart million kr., der vil blive geninvesteret i udviklingen af faciliteterne og i at styrke iværksættermiljøet på Møbelfabrikken.
Driftsåret har blandt andet været præget af arbejdet med at indhente renoveringsopgaver, der blev udskudt i 2024 i forbindelse med opførelsen af Hal 7. Renoveringsarbejdet af de 5500 m2 bygninger fortsætter ind i 2026 og skal sikre endnu bedre rammer for personale, virksomheder og besøgende.
Stærkt koncept
Direktør Carsten Aalling siger: “Vi har udviklet Bornholms iværksætterhus, Møbelfabrikken, til et unikt og stærkt koncept, hvor vi kan reagere fleksibelt på Bornholms behov og ambitioner. Samtidig er vi ambitiøse på øens vegne og arbejder målrettet på at skabe de bedst mulige rammer for vækstvirksomheder.”
Bestyrelsen ser positivt på fremtiden og fortsætter arbejdet med at styrke Møbelfabrikkens rolle som samlingspunkt for iværksættere, virksomheder og nye initiativer på Bornholm. Bestyrelsen består af formand Rie Hansen, næstformand Sissel Thuesen, Frank Eriksen, Pernille Bülow, Gitte Wittorff og Karen Lynn Jacobsen.
Møbelfabrikken er Bornholms iværksætterhus og en erhvervsdrivende fond, der arbejder for at skabe vækst, arbejdspladser og nye virksomheder på øen gennem stærke fællesskaber, faciliteter og erhvervsudvikling. Til det arbejder råder fonden over 5500 m2, bygninger med alsidig anvendelse, samt 50.000 m2 markjord omkring matriklen.





