Modsætninger mødes – og venskab opstår…

Fotografen Anne Lass og keramikeren Justine Karrina Paudal mødtes første gang i Soldalen, da deres børn startede i Rudolf Steiner børnehave. Det er seks år siden. Men selv om børnene er vokset til, og i dag har deres daglige gang på to forskellige skoler, har Anne og Karrina bevaret kontakten.

Anne (tv.) er fotograf og Karrina er keramiker – modsætninger mødes og venskabet opstod. (Fotos: Pernille Lindblom).

 

Af Pernille Lindblom

Jeg fik lov at hægte mig på en kop the, en formiddag i Karrinas værksted i Allinge.

The-vandet var endnu ikke i kog, da jeg trådte ind ad døren i Havnegade. Til gengæld snurrede drejebænken lystigt, bagerst i værkstedet, mens Karrina erfarent formede den hvide porcelænsler til en vase. Anne fangede processen med sit kamera, for der skulle fotograferes til to nye postkort, der viser Karrinas kunsthåndværk bedst muligt, både i tilblivelsen og som færdigt produkt.

Ideen til motivet, var Annes. Hun holder af den faglige udfordring, ved at skildre det hun foreviger med lige dele hjerte og autencitet. Derfor har hun brug for stor selvbestemmelse i de kreative opgaver hun løser, ellers bliver resultatet ikke så tilfredsstillende og vellykket, som hun ønsker.

Krus og tallerkener

Men hvor Anne er detaljeorienteret og går efter nye måder at fortolke det hun ser, gennem sin kameralinse, er Karrina mere traditionelt arbejdende. Hun fremstiller krus, tallerkener og vaser, som man senere kan supplere op. Hun har fundet sin egen form, stil og funktion for de ting hun drejer –  kun glasurens udtryk varierer.

(Artiklen fortsættes under billedet)

De to kvinder var så optaget af deres arbejde, at jeg pænt måtte minde dem om hyggen ved at sludre over en kop the. Det udløste, at jeg fik lov at vælge, hvilket krus jeg ville drikke af, blandt de smukke ting på hylderne. Og så fik jeg det tilmed med hjem som gave.

Med theen hældt op, og kamera og ler i behørig afstand, spurgte jeg lidt ind til, hvordan de to kvinder skaber balance. I dét, der minder om et perfekt mix af business and pleasure.

Frihed og tillid under ansvar

Da de mødtes for seks år siden, havde de begge taget et aktivt og meget bevidst valg. De havde indskrevet deres børn i en privat børnehave med en pædagogik, der blandt andet har fokus på at give børn muligheden for at vokse op i et kreativt miljø med naturen som vigtig inspirationskilde og efterlignelsesværdige voksne.

Det er dét fundament deres forældreskab har udviklet sig fra, og altså også deres venskab.

For som personer er de ret forskellige. Jævnaldrende, først i 40érne, men med hver sin familieform –  og hver sit temperament.

Udenlandske kunstnere

Anne er meget social og udadvendt. Hun har sit eget projektrum i Østermarie, hvor hun via de sociale platforme arrangerer at udenlandske kunstnere kommer til øen. For selv om det er vigtigt for hende at være en aktiv del af Ø-livet, så ønsker hun også at fastholde et indblik i den internationale kunstscene, som var en stor del af hendes liv, da hun uddannede sig i Berlin. Hendes opsøgende og nysgerrige tilgang til andre, bringer den store verden tættere på. En holdning, der udvider horisonten for hende selv, men også for de kunstnere hun gennem forskellige innovative kunstprojekter, inviterer til Bornholm.

(Artiklen fortsættes under billedet)

Karrina finder sin inspiration i det nære og på ture i naturen, og så holder hun af at have nogle timer jobmæssigt ved siden af keramikken, som slet ikke handler om kunsthåndværk. Hun er uddannet keramiker på øen, og går meget ind for at man støtter hinanden lokalt. Både personligt og arbejdsmæssigt.

Men uanset hvordan de finder frem til passionen for den kreative proces, så er de altid enige om det visuelle udtryk, de får skabt i det færdige resultat, og om styrken i, at supplere hinanden, både privat og fagligt.

Modsætninger mødes…

Du vil måske også synes om

Sussie flytter “Smykkeskrinet” – men ikke ret langt…

BUTIKSLIV: Sussie Nielsen flytter sin populære guld- og sølvbutik “Smykkeskrinet” til større lokaler – men bare fra nummer 2 til nummer 1 i Store Torvegade i Rønne     Så er det snart flyttedag for Sussie Nielsens populære guld- og sølvforretning “Smykkeskrinet” i Rønne. Det kommer kunderne til gode på

Læs mere »

Fællesskaber for mænd inviterer i biografen

AKTIVITET: “Fællesskaber for Mænd” i Ældre Sagen på Bornholm inviterer på biograftur i Rønne Bio, hvor der bliver vist filmen “De forbandede år 3 – Fredens pris.”   Søndag 8.november kl. 13 er mænd i Ældre Sagen inviteret i Rønne Bio, hvor de skal se det danske drama “De forbandede

Læs mere »

Indbrudstyve freder, næsten, Bornholm…

POLITI: Der begås kun meget få indbrud på Bornholm – sammenlignet med resten af landet. Og nu er antallet af de få indbrud endda halveret Af Lene Dam Jørgensen Mens antallet af indbrud i private hjem på landsplan stiger, går Bornholm mod strømmen. Nye tal fra Danmarks Statistik viser en

Læs mere »