For en hel del år siden gik jeg meget op i vine. Druer. Årgange. Slotte. Jeg var på besøg i vinområder lige fra Martinborough i New Zealand til Mondavi i Californien. Mødte frem til Den Store Tyske Vinprøve i en lille vinby ved Rhinen. Arrangementet viste sig i øvrigt at være en prøve på, hvor meget vin man kunne drikke – og ikke hvordan, vinen smagte. Jeg bestod, og det lykkedes at komme hjem ved egen hjælp. Det samme skete til en smagning i Beaujolais, hvor vinene smagte så godt, at jeg ikke spyttede ud efter smagningen, men slugte det hele – glas efter glas. Det blev en hyggelig eftermiddag…
Til en anden vinsmagning bemærkede jeg en dag en arrogant kollega, der blot duftede til vinen. Han gad ikke smage på den, mente ikke, det var nødvendigt for hans stensikre duftesans. Han var også udstyret med et imponerende snudeskaft, men alligevel…
Selvfølgelig en skingrende skør idé, men jeg kunne ikke nære mig for at kopiere denne adfærd, da jeg kort efter befandt mig på en bedre restaurant, hvor jeg ville dupere både min ledsager og vor tjener. Jeg flottede mig og bestilte en halvdyr vin. Da tjeneren skænkede op til prøvesmagning duftede jeg blot til vinen i håb om det ville blive bemærket af de tilstedeværende. Aha, en kender…
Der var desværre ikke nogen, der bemærkede mit lille nummer, og da jeg efter at have godkendt vinen på denne arrogante måde, faldt den hårde straf til gengæld prompte: Vinen var ca. 25 grader varm og var ikke til at drikke. Det kunne man jo ikke vurdere bare ved hjælp af duften, og jeg faldt igennem med et brag som vinekspert. Med stor ydmyghed måtte jeg henvende mig til tjeneren og tilstå min brøde: Jeg havde blot duftet og kunne ikke vurdere temperaturen.
Tjeneren havde endnu mindre kendskab til vin end jeg, havde ikke bemærket den varme vin, men var en flink mand og fandt en ny flaske. Min ledsager har moret sig over episoden lige siden. Den fandt sted, da Poul Nyrup var statsminister. Men ligesom Poul Nyrup lige siden er blevet drillet med sin cykelhjelm, så bliver jeg drillet med min optræden som vinekspert. Fuldt fortjent. Hovmod fører til fald…
Jeg er derfor i mellemtiden blevet mere ydmyg og holdt op med at tale så meget om vinen. Nu drikker jeg den bare. Man behøver jo ikke holde foredrag for sine gæster, før man skænker op, så meget har jeg også lært. Og er blevet fuldstændigt blottet for det vinsnobberi, jeg tidligere, ærlig talt, led lidt af.
Lad nu folk være, drik hvid vin til kød, rød til fisk, hvad kommer det andre ved? Dyr eller billig, tør eller sød, drik den vin, du bedst kan lide, og blæs på andres meninger. Det er konklusionen på mine år som “vinekspert”, og lad mig så runde af med en lille historie om to andre “vineksperter”, der optrådte en sen aftenstund til en hyggelig afslutning på en sjov aften. En helt uformel, lille smagning efter en større middag. Tåbelig idé, i øvrigt…
Vært var en kollega, der havde arvet en fornem vinkælder efter sin far, den kendte vinskribent, oldermand for vinlauget og meget mere.
Han havde i en alvorstund overrakt sin søn en flaske Chateau La Tour, en magnumflaske fra 1912, faderens fødeår, et klenodie af rang. En vin vurderet ved auktionshuse til en formue, jeg tør slet ikke tænke på, hvad den ville koste i dag, hvor en La Tour fra 2000 koster et pænt stykke over 40.000 kr. Vinen skulle nydes til en helt særlig lejlighed, formanede faderen.
Denne kostbare vin stod i en kurv på et særligt sted i familiens køkken. Til denne afslutning på en middag ude i byen, hvor alle i forvejen havde fået velkomstdrinks, hvide og røde vine, portvine og whiskysjusser, havde værten trukket tre-fire flasker gode vine op, kom ind med et par flasker og bad nu en af de tilstedeværende, en god ven, men bestemt ikke vinkender, om at hente den sidste flaske, der stod optrukket i køkkenet. Kort efter hørtes imidlertid lyden af en flaske, der blev trukket op. Værtens blod frøs til is, og han sank fortvivlet sammen i en sofa, bleg som et lig, da journalisten kom glædestrålende ind med den kostbare La Tour.
“Jeg snuppede den store flaske”, sagde han. “Så skal vi ikke rende så mange gange…”
Skål og god weekend…
